x
AC/DC: CASA Arena, Horsens

AC/DC, CASA Arena, Horsens

AC/DC: CASA Arena, Horsens

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Da AC/DC i juni sidste år gæstede Parken, var det gruppens første koncert i Danmark i 13 år. Her et år efter besøger de så Horsens, og så er nyhedsværdien selvsagt mindre. Og lad det være sagt med det samme: Showet i den gamle fængselsby var med ganske små undtagelser fuldstændig identisk med Parken sidste år - og dermed også med resten af de over 100 koncerter, AC/DC har holdt på deres "Black Ice World Tour", som åbnede i Pennsylvania 28. oktober 2008 og lukker i Bilbao præcis 20 måneder senere. Bortset fra koncerten i Oslo i lørdags, hvor gruppen kom for sent til deres fly og for at kunne holde lukketiden måtte skære tre numre i sætlisten, inklusive "For Those About To Rock (We Salute You)", som de ellers - ifølge kendere - har spillet til samtlige koncerter siden 1981.

Største nyhed var faktisk stadion. Koncerten i Horsens var den første rockkoncert på byens nyåbnede, denne aften udsolgte CASA Arena, der har plads til 30.000 mennesker, og som om to måneder skal lægge rum til to ligeledes udsolgte U2-koncerter. Og lad os også få det overstået: CASA Arena er bestået: Logistikken omkring adgangsforhold fungerede fint, og lyden var hæderlig, om end ikke ligefrem prangende, bedømt ud fra min plads på tribunen til venstre for scenen.

Men tilbage til musikken. Jeg må tilstå, at jeg er på nippet til at copy-paste min kollega Rasmus Heides anmeldelse af koncerten i Parken i 2009, da jeg var meget enig i den anmeldelse, der også kunne gælde for aftenens koncert. Men så nemt slipper jeg ikke, så lad os komme til det: Ja, AC/DC leverede varen, som de er kendt for. Med 37 år på bagen spiller de stadig uforfalsket rock'n'roll bygget op omkring simple, bluesorienterede midt-tempo-sange på tre-fire akkorder, et solidt 1-2-3-4-beat, en stærk, hæs leadvokal, masser af guitarsoloer, forvrænging og tekster om sex, drugs and rock'n'roll. Og så lige en sjælden gang en lidt mere afdæmpet, endnu mere bluesinspireret sang, som nærmest driver af lidenskab. Vanen tro med forsanger siden 1980, Brian Johnson, og den evigt skoleuniformsklædte lead-guitarist Angus Young i front som energibundter og indpiskere. Jeg kunne faktisk næsten have skrevet anmeldelsen før koncerten. Jeg vidste jo, hvad der ville ske.

Kanoner, klokker og tennissokker

Det, der skete, var blandt andet, at et stort damplokomotiv kørte ind på scenen som indledning til åbningsnummeret "Rock N Roll Train". At Angus Young smed uniformen, gned sig i skridtet med den og spillede i bar overkrop fra og med den pikante "The Jack", og viste sine boksershorts, selvfølgelig med påskriften "AC/DC". At Brian Johnson svingede sig i den store klokke, der blev sænket ned fra loftet under "Hells Bells". At der blev pumpet en enorm, storbarmet dame op på scenen under "Whole Lotta Rosie". At Angus Young spillede en 15 minutter lang guitarsolo i "Let There Be Rock" som afslutning på hovedsættet, og at Angus og Johnson i det hele taget konstant løb rundt ude på den lange catwalk for at sætte gang i publikum. At der blev fyret kanoner af under den afsluttende "For Those About To Rock (We Salute You)", der altså ikke blev ramt af norsk spærretid. At det hele endte i et enormt fyrværkerishow. Og at Angus Young for enden af sine tynde, konstant vraltende ben var iført hvide tennissokker, en beklædningsgenstand, der på et eller andet tidspunkt bliver trendy igen. Statistisk set.

Bag Johnson og Young var de tre øvrige bandmedlemmer - rytmeguitarist og brormand Malcolm Young, bassist Cliff Williams og trommeslager Phil Rudd - fuldstændig anonyme at se på, og Williams og Rudd spillede tilmed ofte fra et fælles podie på ganske få kvadratmeter. Musikken blev dog leveret med stor sikkerhed. I øvrigt spillede samtlige musikere trådløst, og der var ikke en guitar- eller baspedal at se på scenen, men AC/DC's karakteristiske guitarlyd er også den samme sang for sang for sang, så hvad skal man så med den slags?

Sætlisten var som sagt stort set den samme som for et år siden i Parken, med den ændring, at numrene "Dog Eat Dog" og "Anything Goes" var fjernet og erstattet med "High Voltage". Dermed spillede AC/DC kun fire sange fra det album, som deres verdensturné er navngivet efter, formodentlig i erkendelse af, at albummet ikke er blandt deres bedste, og at folk hellere vil høre klassikerne, eksempelvis fra succesalbummet "Back In Black", som var repræsenteret med fire numre.

God, gedigen familieunderholdning

Det hele var altså god, gedigen familieunderholdning, som du kan stole på, og publikum tog da også pænt imod de australske rockveteraner. Vi skulle dog hen til syvende sang, "Thunderstruck", før der for alvor kom gang i festen, men måske var det, fordi mange af de fremmødte allerede havde set showet én gang før, sidste år? Nuvel da, en god film er stadig god, anden gang man ser den, og selvom der absolut intet var nyt under den smukt nedadgående sol denne lune juniaften, viste AC/DC, at hvis der med deres egne ord er lang vej til toppen, hvis man vil rock'n'roll, så er der åbenbart også langt ned igen, hvis man er AC/DC. De er simpelthen stadig deroppe, trods en gennemsnitsalder i slutningen af 50'erne.

Men hvorfor, spørger du måske, kære læser, hvorfor hylde et band, som hvad angår nyskabelser ligger på niveau med Status Quo og under Big Fat Snake? Dels fordi AC/DC nærmest har perfektioneret, for ikke at sige opfundet deres helt særlige kombination af bluesrock, hardrock og rock'n'roll. Dels fordi deres sange er så stærke - det er jo klassiker på klassiker: "T.N.T.", "Highway To Hell", "Back In Black", "You Shook Me All Night Long", "Thunderstruck" og så videre og så videre. Dels fordi de bare leverer et veloplagt sceneshow og stadig ser ud til at nyde at stå på en scene - også selvom 62-årige Brian Johnson til Classic Rock Magazine har overvejet muligheden af at stå af ræset efter denne turné, mens han stadig har stemmen og værdigheden i behold (hørte du det, Whitney?). 

Summa summarum: AC/DC i Horsens var forudsigelig, fremragende underholdning. Ikke den værste start på en forhåbentlig lang, varm sommer.

 

Opvarmning: Black City

Den københavnske, nyligt albumdebuterende rockkvartet Black City fik den store ære af at varme op for AC/DC med 35 minutters rock'n'roll. Gruppen arbejdede hårdt for sagen, var meget entusiastiske over for publikum og spillede også en fornuftig gang rock ikke så langt fra AC/DC's udtryk. Desværre var lydniveauaet og -kvaliteten, som det desværre ofte ses hos mindre opvarmingsbands på store scener, langtfra på niveau med hovednavnet, og Black City bør ikke udsættes for at blive anmeldt på disse præmisser. Se dem på en klub i stedet for, og læs GAFFAs anmeldelse af deres koncert på Spot Festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA