x
Kiss: Gigantium, Aalborg

Kiss, Gigantium, Aalborg

Kiss: Gigantium, Aalborg

Anmeldt af Keld Rud | GAFFA

Gigantium var på grund af lettere svigtende billetsalg lavet om til en semi-intim arena, da Kiss onsdag gæstede Aalborg. Med et nyt veloplagt album, med den lettere bøvede titel "Sonic Boom", i bagagen og naturligvis en imponerende karriere, der har varet knap 40 år og givet bandet et velfortjent ry for at levere varen live, var det en smule ærgerligt, at flere ikke havde benyttet den helt oplagte chance til at opleve Kiss for fuld skrue. Vi, der var der, fik rock for skillingerne.

Mike Tramp & The Rock'n'Roll Circuz varmede op. Navnet synes en smule paradoksalt, da cirkusset bestod i, at Mike Tramp skiftede hovedbeklædning 3-4 gange i løbet af sættet. Først med hovednavnets indtog begyndte cirkusløjerne for alvor. Mike Tramp har gennem sin karriere bevæget sig lidt omkring i den hårde rock, der er præcis så blødkogt, at de fleste kan fordøje den. Med sit seneste album er han landet i en melodisk tilbagelænet guitarrock, der sender tankerne i retning af Cheap Trick. Det var hyggeligt, velspillet og måske endda så hyggeligt, at det til tider blev en anelse kedeligt.

Mike Tramps sæt på tre kvarter blev efterfulgt af en pause på tilsvarende tre kvarter, før aftenens hovednavn gjorde deres entré, og det skete selvfølgelig med pomp og pragt. På storskærmen så vi jorden set ude fra verdensrummet. Herpå blev der zoomet ind på Danmark og Aalborg. Hvorefter de fire Kiss-medlemmer i gigantiske udgaver blev set trampe rundt blandt højhuse, der tydeligvis ikke havde noget som helst med nordjydernes hovedstad at gøre. Til kæmpe eksplosioner og tonsvis af pyroteknik blev bandet sænket ned i noget, der kunne ligne en stor grab til det indledende riff i "Modern Day Deliah". Rent visuelt var de første sekunder et massivt bombardement, som Kiss i vid udstrækning formåede at strække ud over sættets to timers længde. En gigantisk storskærm bag bandet og to lidt mindre i hver side suppleret af godt 30 stk. store fladskærme på scenen sørgede for, at man ikke blot fik blæst øregangen fri for skidt, men også rent visuelt fik blæst Kiss helt ind i kraniet. En anden ting, der umiddelbart vakte min begejstring, var lyden. Kiss havde vel nok den bedste lyd, jeg har oplevet i Gigantium. Især guitarerne stod skarpt aftegnet.  

Sættet var fint afbalanceret mellem materiale fra Kiss storhedsperiode, hvilket for de fleste betyder bandets seks første studiealbums, "Sonic Boom" og velvalgt udpluk fra den mellemliggende periode. Især debutalbummet blev luftet grundigt med hele fem sange repræsenteret i sættet. Men de nye sange beviste også deres værd med den dommedagstunge "I'm An Animal" som absolut topscorer. Derudover var især "I Love It Loud" og "Lick It Up" forrygende.

Kiss er mestre i primitiv publikuminddragelse. Det viste de ved flere lejligheder. Fra primitive larmekonkurrencer mellem højre og venstre del af publikum til forskellige variationer af fællessang og række derimellem, så var det simpelt, men yderst effektivt. De er tillige showmen af karakter. Paul Stanley krukkede sig ind i publikums hjerter, Gene Simmons rullede sin tunge ud ved enhver lejlighed, og både trommeslager Eric Singer og guitarist Tommy Thayer fik hver deres øjeblik i spotlightet, hvor Thayer spillede soli og fyrede raketter af fra sin guitar, mens Singer afsluttede sin solo med at fyre en bazooka af. Sådan. Der blev fyret en uhæmmet m&aengde bomber og raketter af under koncerten. Podier blev sænket og hævet, Stanley svævede en tur ud blandt publikum, og Simmons blev hævet op under loftet. Alt sammen skruet sammen i et enormt underholdende show, hvor der på ingen måde blev fedtet med numrene.

Hvad angår de enkelte medlemmers musikalske præstation var det her, at den eneste kim til en smule kritik kunne lyde. Singer og Thayer var der ikke en finger at sætte på. Som musikalske lejesvende leverede de professionelle præstationer af rang og selv de numre, de sang, blev fremført, så man skulle være lidt af et skarn for at savne Ace Frehley og Peter Criss. Simmons var også veloplagt som en tyveårig på sang og bas, selvom hans "bassolo" var lidt af en parodi. Paul Stanley lød som sig selv, men han havde mere end svært ved at nå helt derop, hvor nogle af Kiss-numrene ligger. Første gang, det for alvor viste sig, var på "Crazy, Crazy Nights", hvor hans medmusikeres backing vokaler redede dagen. Helt galt gik det i andet ekstranummer "Forever", hvor Paul Stanley i den grad kæmpede mod at nå sangens høje toner og tabte. Det lød sgu ikke kønt, og midt i det hele blev nummeret amputeret og afsluttet abrupt, hvortil Stanley sagde til publikum: Vi kunne tydeligvis ikke det nummer! Det var pinligt. Heldigvis blev det reddet af de efterfølgende fem numre, der blev leveret med så meget fynd og klem, at Stanley fik sin truende tvangspensionering udsat øjeblikkeligt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA