x
Robyn : Arena, Roskilde Festival

Robyn , Arena, Roskilde Festival

Robyn : Arena, Roskilde Festival

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Robyn må have et forrygende 2010 med genkomsten på Roskilde Festival efter 2008-koncerten og hele tre albums, "Body Talk"-trilogien, hvoraf "Body Talk Part 1" allerede har vist sig som et massivt hitdepot. Derfor var den svenske poprobots primetime-koncert en naturlig forlængelse med både høje forventninger og et taknemmeligt publikum, som sammen løftede det hele til en memorabel Roskilde-oplevelse.

Den svenske sangerinde, tidligere teenagestjerne, der blev markedsført i USA som den næste popdronning, blev genfødt med en indie-troværdighed, da hun afbrød den store pladekontrakt, vendte hjem til Sverige og begyndte at samarbejde med The Knife (samt Klas Åhlund, Kleerup, Diplo, Teddybears og Röyksopp) om at skabe det fjerde album "Robyn" (2005) med fuldstændig kreativ frihed. En genfødsel der via den nu 31-årige popdronning har legaliseret popmusikken i indie-hipster-miljøet og samtidig har skabt rene simple radiopopsingler, som man til gengæld godt kan undre sig over kan bære den nær-overdrevne omtale.

Ikke desto mindre smadrede Robyn Arena-teltet med et monokromt, symmetrisk intenst popshow, da hun iført hvid kjole og hvide plateausneakers drejede sig rundt med sine svedige trademark moves til "Fembot" og "Dancing On My Own" samt lidt boksetræning (øh, Rocky?) og udstrækning på koncertens højdepunkter i de afvekslende "Konichiwa Bitches" og den hårdkogte, repetitive elektroversion af "Don't Fucking Tell Me What To Do". Folket i de to bokse foran scenen gik helt amok, og fra den bageste del af teltet gav publikumsjublen genlyd med brøl, skrig, singalong og taktfaste klapsalver, en god indikator, så man kun kan bøje sig i støvet for Robyns præstation til de hungrende, feststemte Bitches And Gentlemen i teltet.

En hitparade på det ordinære sæts 52 minutter, som også gav plads til coverversionen af Teddybears' "Cobrastyle", det Diplo-producerede reggae-elektronummer "Dancehall Queen" og alternative versioner af singlekataloget med varierende elektronisk baggrund til de mere klassiske popmusikalske elementer med hooks og letgenkendelige tekster i omkvædet, som selv i Robyns version kan være hovedrystende klichéfyldte. Men det virker jo!

Robyns fire mand store band inkluderede to trommeslagere med både organiske og elektroniske trommer samt to synthesizeropstillinger, og effekten var cool og præcis uden at fjerne fokus fra den egentlig befriende ikke så opstyltede popdronning. Undervejs var der enkelte vokalspor smidt ned i et backing track (ikke at det skulle være forstyrrende eller negativt), men ellers var én af de gode detaljer at bruge vocoder på bandets korvokaler.

Da bandet kom tilbage på scenen med fire ekstranumre, var Robyn tydeligt lykkelig over modtagelsen og den begejstring, som et Roskilde-publikum kan repræsentere bedre end et normalt spillested. Her er det bare altid mere ekstremt. Og Robyn kvitterede med to powerballader, "Hang With Me" og en minimalistisk version af hendes første rigtige hit, teenage-singlen "Show Me Love" - inden der igen til slut gik klubstemning og dansefest med en patosfyldt afslutning i "With Every Heartbeat", hvor publikum svarede med at sende det ret åbenlyse internationale hjertehåndtegn tilbage mod scenen.

Man kunne indvende, at sejren og succesen ved Robyns show var nærmest givet på forhånd. At hun allerede var langt foran på point, men med et dusin slag var det nærmest en knockout-triumf.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA