x
Uffe Steen Trio: Dexter, Odense

Uffe Steen Trio, Dexter, Odense

Uffe Steen Trio: Dexter, Odense

Anmeldt af Mathias Sommer | GAFFA

Lad mig indlede med en påstand: Uffe Steen er Danmarks bedste bluesguitarist. Kan vi ikke blive enige herom, må vi kunne forliges om, at han er Danmarks bedste venstrehåndede bluesguitarist. Findes der stadig nogen tvivlere derude, kan vi med sikkerhed finde fælles fodslag ved, at Uffe Steen er Danmarks bedste venstrehåndede bluesguitarist - der spiller omvendt.

Udover dialekten er dét det mest konsekvente karaktertræk ved Uffe Steen. Han spiller kontra. For ham er lys, hvad mørk er for os andre, for ham er det hele spejlvendt. Han bryder konventionerne, efter kaos kommer orden, og Uffe Steens slående evner på omvendt guitar efterlader én på et filosofisk plateau. Hvad skal konventioner dog til for? Uffe Steens lille non-verbale revolutionære projekt er i hvert fald ret vellykket - Uffe Steen spiller med allerstørste bramfrihed og elegance – og dét selvom normerne indenfor god guitarskik dikterer det modsatte.

Men tilbage til nutiden og Jazzhus Dexter, hvor Uffe Steen her til aften udgjorde et vitaminholdigt alternativ til FCK's Champions League kamp i Athen. Men selvom København er geografisk langt fra lille Odense, så er fodbold som bekendt nationalsporten her i landet, og desværre for det; for tvivlerne var siet fra, det var en destilleret fanskare, der var troppet op, men stærkere alkohol er også bedre alkohol. I hvert fald var der ikke så mange på Dexter som Uffe Steen, drengen fra Odense, på en sædvanlig onsdag aften plejer at tillokke.

På det jævne
Det hele er hjertevarmt og i overensstemmelse med den odenseanske folkesjæl, da Uffe opfordrer folk til at fortsætte med at snakke; guitaren skal stemmes. En prompte kommentar følger fra et cafébord: "Hvad skal det til for?". Og sådan starter det, i det lune – på det jævne. Men Uffe Steen er garvet med en stemmemaskine, så før publikum kan komme på flere bemærkninger, sætter han fingerpilleriet i gang med "Johnson River", som er fra Trioens seneste plade "Twangz". "Twangz" er også titlen på det efterfølgende nummer. Her får den lidt mere skrue, intensitetskurven er progressiv, først får publikum mulighed for at stige om bord, rette brillerne og sætte sig til rette, og nummeret "Twangz" fungerer som et egentligt point of no return. Vi er hermed i gang.

Uffe Steen har allieret sig med to karakterer, der i deres umaskerede tilstedeværelse bidrager til den godhjertede stemning, der vitterligt er på Dexter denne aften. Bag en bedaget kontrabas står Thomas Sejten. Sejten er ret primal i sine bevægelser, han bider ud i luften og har en del pludselige ryk med hovedet, han minder mig faktisk om en løve, jeg engang så i Artis Zoo i Amsterdam. Bag tønderne troner Jesper Bo Knudsen, hvis helt store force er hans evne til at aflæse spillet. Han gør det vilde vildere og det afdæmpede yderligere, ja, afdæmpet.

Storm før stilhed
Første akt svinger fornuftigt i variationer, som har den attråværdige effekt: publikum tabes ikke. "A Silent Moment In Koroni" understreger Uffe Steens kompositoriske smag for at opstille stemninger og rum, der inviterer publikum ind i et univers. Uffe har forinden uddelt information om Koroni – en græsk by, hvori nummeret er skrevet, og mere skal der ikke til, før man er omgivet af jomfruelige græske gudinder og fetaost. Vi kommer også endnu længere sydpå, til Caribien, "Alberto's Rhumba". Den lever dog slet ikke op til sin navnebeslægtede "Amando's Rhumba".

Afslutningsnummeret på første akt markerer, hvad de tre drenge ligger inde med af synergieffekt. "Walking Catfish Creek" – her uden fortælling af James Loveless, som på pladen. Sejten sætter gang i en vildt groovy vandrebas. Han traver derudad, det gør han fysisk med fødderne, og simultant med stortrommen skyder han hovedet til højre og venstre for den kraftige kontrabas-hals. Og så får Uffe Steen ellers stafetten og lægger an til solo. Først opbygning, men stringent, kun hans teknik afslører, hvad der gemmer sig, og pludselig eksploderer det hele ellers i barre-akkorder - og salige ansigtsudtryk blandt publikum. De klapper - først af soloen, derefter med i takt. Det er faktisk et af de større øjeblikke, på Dexter. Så er der pause.

Kongen vender hjem
Ovenpå den kække første halvleg, der sågar bød på den franske nationalhymne, den uudtalelige "La Marseillaise", startes næste sæt en kende mere tvivlsomt. Først med et af de lidt kedeligere numre på "Twangz", "Lady Sunshine", dernæst inviteres vi ud i regnskoven. Randers regnskov. Og det er selve de omgivelser, der retfærdiggør, at nummeret synes at være et langt freejazz-eksperiment. For rovdyret, Sejten, er nummeret blot en anledning til for alvor at overgive sig til sit indre krybdyr. Inden da har Sejten haft gang i en violinstang, det hele virker faktisk lidt rodet – Dazed And Confused, if you will. Men som sagt, så følger orden efter kaos.

De lidt fortvivlede blikke brydes af Steens helt store hit, og efterhånden en klassiker indenfor disse kredse, "MacRiff". Bandet leverer den med stor autoritet, og Uffe har tydeligvis hjemmebanefordel, hvilket fremgår af hans solo, der er enormt frigjort, og ikke i nærheden af originalen. Hans plekterførsel er helt sublim, guitaren knaser, lyden mutes og giver plads til rene, lange, hurtige jazz-løb. Uffe! Det er en fornøjelse at lytte til dig! Trioen står tilbage og griner af sig selv, og al den adrenalin, de ikke ved, hvad de skal gøre af.

På ekstranummeret vender kongen hjem. Det sker ved en hyldest til den by, han kommer fra, og hvor han i sin tid startede som bluesmusiker. Han donerer en slowblues til Odense, og publikum får en kollektiv kæberasler. Uffe Steen er vendt hjem, i musikken. Kongen er vendt hjem. Og det kunne mærkes på alle denne aften på Dexter. En gengældt gensynsglæde, og et positivt og livsbekræftende sæt, der minder én om, at konventioner nogen gange er til for at blive brudt, for, hvor satan, hvor kan han bare spille guitar!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA