x
The Black Keys: The Orpheum, Vancouver

The Black Keys, The Orpheum, Vancouver

The Black Keys: The Orpheum, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Ridende højt på de anmeldelser, The Black Keys sjette album, "Brothers" (2010), har høstet i Nord-Amerika siden udgivelsen tilbage i maj, indtog Ohio-duoen søndag aften et udsolgt The Orpheum i Vancouver, BC - klar til endnu en aften på kontoret som led i deres deres tætpakkede og udsolgte US-tour.

Siden Dan Auerbach og Patrick Carney tilbage i 2001 første gang raslede med de sorte nøgler, er det gået stærkt for duoen. På ni år har bandet fra Akron, Ohio lagt musik til mere end 15 tv-reklamer – Sony Ericsson, Victoria's Secret, American Express, Lee Jeans -  alle har solgt deres produkter til lyden af The Black Keys. Auerbach og Carney har lagt musik til mere end en snes computerspil, og de har leveret titel musik til populære tv-serier som Hung, Dexter og Rescue Me.

Sagt med andre ord, The Black Keys har mere end noget andet band præget de digitale medier i Nord-Amerika gennem de sidste ti år, og med deres seneste udgivelse, "Brothers", er de mere populære end nogensinde – spørgsmålet er: Hvordan fungerer The Black Keys live?

A walk down memory lane

Dan Auerbach og Patrick Carney lægger ud med "Thickfreakness", titelnummeret fra deres andet album fra 2003. Sidstnævntes Ludwig trommesæt er placeret helt fremme på scenen, så aftenens to hovedpersoner hele tiden kan have indbyrdes kontakt, uden at guitarist og sanger Dan Auerbach skal vende ryggen publikum. Scenen er badet i et retro 1970'er-lystæppe, og bagerst er scenen prydet af et banner med to hænder, der holder fast i hinanden – som to uadskillige og ligeværdige brødre.

Koncertens første 20 minutter udspiller sig primært omkring gruppens første tre album. "Girl is on my Mind" og "10 am Automatic", begge fra gruppens tredje udgivelse "Rubber Factory" (2004), bliver leveret med en power, der rækker langt ud over scenekanten denne aften i det vestlige Canada. Carney lægger fra første fløjt en energi og et arbejdsraseri bag sit trommespil, som er helt enestående. "Breaks", "Stack Shot Billy", "Busted" og "Everywhere I Go", alle numre fra "Thickerfreakness", "Rubber Factory" og "The Big Coming Up"(2002) spilles nærmest uden pause.

Stilen er meget energisk og bluesagtig - Auerbach er helt i særklasse som tavs intertainer og får afprøvet hele Gibsons 1970-collection af guitarer til en grad, der må gøre hedengangne Marc Bolan misundelig.
Første halvleg er glimrende, dog begyndte undertegnede at spekulere på, hvordan to mand ville holde dette fremragende niveau en time endnu.

A Band with Brothers

Al tvivl blev dog gjort til skamme. En bassist og keyboard-spiller tilslutter sig de to brødre på scenen. En kæmpe diskokugle rejses bag musikerne, og "Everlasting Light" fra bandets nyeste udgivelse "Brothers" (2010) indleder den næste halve time - en halv time som skulle vise sig at blive et af denne anmelders musikalske højdepunkter i en lang og alsidig karriere som koncertgænger. "Everlasting Light" fungerer glimrende som åbningsnummer på bandets seneste album. Denne aften kommer det dog til at stå tilbage som en underlig parentes. Tempoet glider helt derned, hvor nummeret nærmest går i stå. Auerbach leverer - meget lig studio-versionen - en meget højtliggende vokal – det eneste nummer denne aften, hvor han synger oppe i det register.

Mod slutningen trækker Patrick Carney dog intensiteten op, og bandet glider over i "Next Girl" fra samme album – vi er igen tilbage på sporet fra koncertens første del. De efterfølgende 10 minutter får vi "Howlin' for You", "Tighten Up" og "She's Long Gone", alle fra "Brothers"-udgivelsen. "Brothers" blev sendt på gaden tilbage i maj og solgte 73.000 enheder de første uger, og albummet debuterede som nr. 3 på den amerikanske Billboard-hitliste. "She's Long Gone" var albummets første singleudspil og denne aftens blues-udgave står tilbage som et af mange højdepunkter. Her eyes are rubies and pearls, and she's not made like those other girls, her lashes flap and they smack men back, like springs they bounce off of her curls", synger Auerbach, mens han hamrer løs på en af sine utallige Gibson-guitarer.

Bandet fortæller, at salget af "Brothers" lige har rundet guld i Canada. "Ten Cent Pistol", en historie om et jalousi- dobbeltmord, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på denne anmelder. "The couple screamed, but far too late, a jealous heart did retaliate" - mens Auerbach trækker disse sidste ord ud, slukkes lyset i salen. Pausen er lang, folk klapper, inden bandet igen går på med et brag med sangens sidste vers.

En værdig afslutning

Vi forlader "Brothers"-udgivelsen efter at have været holdt til ilden med en fascinerende intensitet. The Black Keys vender igen blikket tilbage til 2002 med I'll be your Man, fra "The Big Coming Up". Denne sang har de sidste par år været anvendt til HBO-serien Hung, en serie omhandlende en mandlig gigolo i Los Angeles. "Strange Times", fra "Attack and Release"-udgivelsen (2008), et track, man kender, hvis man har spillet Grand Theft Auto IV, Nascar eller har spillet Rock Band, følger trop. The Black Keys slutter af med "I Got Mine" fra samme udgivelse – en sang, der figurerede som nr. 23 på Rolling Stone Magazines liste over bedste sange i 2008.

Bandet klappes tilbage på scenen. Vi er nu tilbage ved udgangspunktet – duoen - som startede aftenen en time tidligere. Bagtæppet falder, og tilbage står et stort amerikansk 1970'er-billboard og blinker: "The Black Keys", mens Auerbach og Carney leder os igennem "Too Afraid to Love You" fra "The Big Coming Up". Resten af bandet kommer på scenen og aftenens afsluttes med "Sinister Kid", fra dette års udgivelse, og "Your Touch" fra gruppens fjerde album fra 2008 – og ja, fra filmen "Zombieland" (2009).

I de tre år, denne anmelder har været tilknyttet GAFFA som anmelder på det nordamerikanske kontinent, har jeg aldrig uddelt 6 stjerner. The Black Keys får 6 stjerner for en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, en koncertoplevelse, der vil stå i min erindring længe – jeg kan kun håbe, de snart gæster Danmark. Gruppen fra Ohio er ofte blevet sammenlignet med The White Stripes. Jeg synes ikke sådanne sammenligninger er på sin plads – men kvaliteten på aftenens koncert er klasser højere, end hvad jeg har oplevet med Jack White og ekskone. Auberbach er i besiddelse af en stor soul-inspireret sangstemme og håndterer sine mange Gibson-guitarer tro mod de amerikanske bluesrødder, mens han bibeholder sin egen stil – dog vil jeg vove at påstå, at Carney kan spille røven ud af bukserne på Meg White any day.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA