x
Joe Cocker: Hard Knocks

Joe Cocker
Hard Knocks

Joe Cocker: Hard Knocks

GAFFA

Album / Columbia / Sony Music
Udgivelse D. 04.10.2010
Anmeldt af
Henrik Friis

Grusbunkestemmen ændrer kurs, lyder reklametrommerne: I stedet for at fortolke gamle træffere har Joe Cocker kastet sig over en række nyskrevne numre "med resultat i en helt ny energi og intensitet". Den holder bare ikke. Dels er der sangkvaliteten, når man som i Cockers tilfælde ikke selv skriver, men får – som her – anonyme kræfter til det. Tit ender det som ved familiefesten, hvor lejlighedssangen købt ude i byen altid falder igennem over for det personlige indslag. Men det største problem er indpakningen: Hvor det forrige udspil gav håb via et par helt nøgne sange, som viste, at Cocker stadig evnede en stærk, personlig og emotionel vinkling, er han med disse ti poprock-, soul- og gospel-sange 100 procent tilbage ved den storlydende og velpolerede stil. En stil, der for 25 år siden gav ham ny karriere-luft, men som nu mere lyder af metervare og proffe studiemusikere på vej til næste uges job med Celine Dion, Rod Stewart – eller hvem de nu end skal servicere – end original musik. Beskæmmende, for det gør Cocker til "Ordinary Joe".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA