x
Chick Corea: Musikhuset Århus

Chick Corea, Musikhuset Århus

Chick Corea: Musikhuset Århus

Anmeldt af William De Feuth Michaelsen | GAFFA

Præcis på slaget, da lyset dæmpedes en smule, gjorde Chick Corea sin entré på scenen i Musikhusets Symfoniske Sal. Ingen introdution, ingen ventetid, ingen roadie, der lige skulle åbne en vandflaske ved pianoets side eller udfolde et nodeark. Chick slentrede ganske enkelt hen til mikrofonen i godt humør og sagde hej. Det var tydeligt, at Chick ikke hører til den asociale, plagede kunstnertype, men gerne ville en afslappet stemning. Han sludrede lidt for at få tid til at få varme i hænderne, men kom så til sagen: "I'm just gonna play something to warm up my hands and the piano."

De store sangbøger
Det drejede sig dog ikke om skalaøvelser, men om "Yellow Nimbus" skrevet til den spanske guitarist Paco De Lucia. Originalen er en heftig flamencosag, men i denne soloudgave kom Chick vidt omkring inden for alle parametre og fik således præsenteret dagsordenen for aftenens koncert. Genredefinitioner ville ikke holde længe, i stedet var det flydende, granskende og virtuose i højsædet.

Den venlige Chick hjalp dog publikum på vej ved at præsentere næsten alle numrene og arbejdede endog med en overordnet kapitelinddeling for programmet. Efter åbningsnummeret proklamerede han, at vi nu skulle til "The Bill Evans Songbook" og satte i gang med "Turn Out The Stars", som gled over i favoritten "Waltz For Debbie". Evans er en af Chicks inspirationskilder, og det var dedikerede fortolkninger med megen af Evans' romantiske nerve i behold. Chick skabte sig selv et stort frirum, hvor tema såvel som form friskt blev taget op til revision.

Herefter slog han op i Thelonious Monks' sangbog og fremdrog "Work", " 'Round Midnight" og "Blue Monk" – en trio af bop, ballade og blues. Chick formåede at fange Monks karakteristiske, dissonante spillestil med det abrubte attack, men uden at forfalde til imitation; det var stadig Chicks egen stemme, der talte højest. Det vidner om en sikker musikalitet og originalitet, især i "'Round Midnight", hvor walking bass og anstrøg af stride sendte publikum tilbage i tiden til før Chicks egen karriere. I "Blue Monk" savnede man dog lidt nødvendighed på trods af en fantasifuld fortolkning med temposkift og diverse krumspring. Her manglede et grundlæggende fokus på swing, som må siges at være et præmis for et så simpelt tema som i "Blue Monk".

Som afslutning på sangbogstrilogien stod Bud Powell. I introen til "Dusk in Sandi" arbejdede Chick med strengene i det åbne piano for at få lyden af det præparedede klaver. Det gav en eksotisk effekt, som bandt fint an til den mystiske titel på Powells nummer. Herefter gled han over i "Oblivion". På dette tidspunkt mærkede man, at Chick tabte en anelse tilstedevær. Det viste sig at skyldes problemer med klaveret. Efter dette aftenens første kapitel rejste han sig og proklamerede en uventet pause for at få klavereret stemt. Steinway-flygelet var med andre ord ikke så glad for hans leg med strengene.


Velkommen til øvelokalet
Til gengæld var flygelet dejligt diskret forstærket, så man bevarede den akustiske lyd i fokus. Symfonisk Sal er med rette berømt for sin gode lyd, og der var især en fantastisk basrespons fra klaveret, hvilket Chick samtidigt formåede at få til at synge med sine flotte accentueringer. Med en så fyldig pianolyd – men også i det hele taget – ville det dog være kærkomment med mere luft mellem linierne fra Chick; en kvalitet, der ville bevare fokus på melodien og ikke de pianistisk-tekniske muligheder.

Hvor lyden var perfekt, trak andre forhold dog ned. Publikum hostede højlydt koncerten igennem (hvilket naturligvis forstærkedes af salens akustik) i en grad, der ville have fået Keith Jarrett til at lægge sag an. Dertil havde Chick en tendens til at undervurdere sin egen præstation ved som nævnt at skulle "varme op" og ved at præsentere stykkerne som noget han "øvede sig på". At salen var alt for oplyst hjalp heller ikke på intimiteten, selvom det måske var netop intimitet, Chick prøvede at skabe ved at lege øvelokale. Efter pausen syntes han at springe hurtigere fra nummer til nummer uden at lade slutningerne klinge ordentligt ud, som om sætlisten var et program, der skulle afvikles. Ikke at han spillede dårligere af den grund, men det var ganske enkelt unødvendigt.

Gentagen succes?
Til gengæld var det en fryd at stifte bekendtskab med den russiske komponist Alexander Scriabin, som udgjorde andet kapitel denne aften. Scriabins lette romantisk-melodiske præludier minder Chick om jazz, og det kunne man kun give ham ret i. De blev i hvert fald til jazz i bedste forstand i Chicks fingre. Da disse kompositioner var Deres anmelder fremmed, var det en oplagt mulighed for at karakterisere Chicks generelle spillestil denne aften: Forventede man en Chick i stilen fra Miles Davis-tiden, Return To Forever eller Elektrik Band, blev man positivt overrasket. I stedet var der tale om en arabesk, rullende, altfavnende stil, som var mere modernistisk end modal, og som var varmblodig, men i et klædeligt fravær af latin, som han ellers har naturlige tendenser til at inddrage.

I det tredje og sidste kapitel, Chicks egne "Children Songs", foldede virtuositeten sig virkeligt ud. Det blev dog til et potpourri af korte stykker, som affødte en usammenhæng og en fornemmelse af et opbrudt sæt. Der var ikke megen kunstnerisk nødvendighed over foredraget af disse bønesange, og dermed gik den røde tråd i det samlede sæt lidt tabt. Det skal nævnes, at programmet næsten var en gentagelse af Chicks koncert på Copenhagen Jazz festival 2009, og man havde måske forventet lidt nyt under solen. Eksempelvis kunne man have foretrukket et rent improvisationsstykke eller et længere jazzsæt fremfor "Children Songs".

Til sidst satte Chick dog trumf på ved i encoren at slutte af med storhittet "Spain". Med stor selvsikkerhed serverede han kun B-stykket én gang, og så var der ikke mere for denne aften. Idet han også delte ud af sine taksigelsesblomster til de skønneste piger på første række, må man konstatere, at latinoen alligevel ikke fornægtede sig helt denne regnkolde efterårsaften.

Et billede på jazz
I forbindelse med Monk-indslaget fortalte Chick, hvordan han derhjemme har et billede hængende med Monk, Bird, Mingus og Roy Haynes (eller var det en anden trommeslager). Selvom han ikke er af samme generation, er der ingen tvivl om, at Chick Corea er en af de største jazzpianister, og at han har skabt skole med sin personlige spillestil. Alt fra bebop til fusion mestrer han til fingerspidserne, og det klassisk elegante, komplekse og intelligente er altid tilstede i hans spil. Da klaverspillet med andre ord er til 6 stjerner, men den samlede koncertoplevelse kun var til 4, giver resultatet 5 stjerner til Chick Corea i Musikhuset


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA