x
No Age og Abe Vigoda: VoxHall, Århus

No Age og Abe Vigoda, VoxHall, Århus

No Age og Abe Vigoda: VoxHall, Århus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

Sub Pop-duoen No Age spiller støjrock, -pop eller -punk, om man vil med et shoegazy tilsnit. Med de skærende guitarer og den lo-fi produktion, som dog mere har karakter af en æstetik på nyeste album "Everything in Between", kan den sarte lytter let overse de små catchy tunes, der ofte gemmer sig bag massiv guitarstøj og eksplosivt, punket trommespil – altså når numrene ikke har karakter af lydkollager i stedet.

No Age har, siden de brød igennem lydmuren med albummet "Weirdo Rippers", som egentlig er en opsamling af højdepunkter fra fem selvfinansierede ep'er, bandet lavede før de i første omgang blev signet til Fat Cat (efterfølgende blev de signet til Sub Pop), været darlings hos anmeldere såvel som kollegaer fra blandt andet Deerhunter og Radiohead. Bandet, som består af guitarist Randy Randall og trommeslager og sanger Dean Allen Spunt, har sammen med bands som HEALTH og aftens opvarmningsband, Abe Vigoda, huseret og udviklet sig omkring LA-spillestedet The Smell (som også ses på coveret til "Weirdo Rippers"). De kendetegnes af at have samme DIY-tilgang til musik som de andre The Smell-bands. "Weirdo Rippers" blev efterfulgt af den kritikerroste "Nouns" og ep'en "Losing Feeling", der introducerede flere samples og synths i gruppens lydbillede. En retning som ikke er blevet fulgt så kraftigt op på "Everything In Between", der med en "pænere" produktion og flere sange i "hitlængde" i højere grad rendyrker gruppens talent for at skrive catchy popsange.

Der var ikke stort mere end halvtreds mennesker på Voxhall, da No Age kort efter Abe Vigoda gik på scenen. Med på scenen havde de en ekstra mand til at sørge for gruppens synths og et imponerende rack af forstærkere, inklusiv basforstærker, der via pedaler kunne slås til og fra af Randy Randall. Komplementeret af nogle rigtigt flotte visuals fik gruppens for det meste korte og kontante sange ret hurtigt gjort kål på publikums tømmermænd. Specielt fra det uhyre effektive riff og den af mange i salen hurtigt genkendte første strofe, "Wash away what we create" fra "Teen Creeps" var folk rigtigt godt med i koncerten.

Guitarlyden var massiv, men blev bedst muligt komplimenteret af Dean Allen Spunts veloplagte, punkede trommespil og urene, men æstetisk behagende sang. Folk havde let ved at lade sig indfange i guitarhavet eller i nogle tilfælde hoppe på hovedet i. Mange stod med lukkede øjne, da den smukke, psykedeliske intro til "Every Artist Needs A Tragedy, lød i anlægget, mens de rockede med til "Fever Dreaming" med de hidsigt snerrende synths og sang med på "Don't you wanna cry/ If I was you I wanna try to push it out/" fra den catchy "Cappo". Under sidstnævnte viste lærredet en loopet filmsekvens af en mand, der får tæsk med en dør.

Om end på den gode måde føltes det også sådan, da No Age kort før de gik af scenen spillede "Nouns"-favoriterne "Eraser" og "Sleeper Hold". På det tidspunkt havde musikken transformeret folk, så de fra at ligne koncertgængere lignede zombier, som No Age kunne få til at gøre og føle, hvad de ville. Heldigvis viste bandet barmhjertighed og tog i ekstranumrene fat på ældre materiale som "Brain Burner", "Ripped Knees" og endog "Boy Void" fra "Weirdo Rippers", der virkelig så ud til at behagede crowden. Inden koncerten blev afsluttet med det måske heftigste No Age-nummer til dato, "Miner", fik vi også lige et cover af Black Flags "Six Pack", der fuldstændigt umærkeligt blendede ind i det øvrige sæt. "Miner" blev spillet i en længere version, idet No Age slap tøjlerne og tilføjede en ekstra lang outro, hvor det virkede som om, at den sidste energi hos crowd såvel som band blev brændt af. Den rå energi, som koncerten blev leveret med, vidnede om et band, der ikke lod sig mærke af det beskedne fremmøde, men gav sig fuldt ud til ære for de fans, der havde fundet vej til Voxhall. Der var en god og uhøjtidelig kommunikation med publikum og med medlemmer af Abe Vigoda, der under meget af koncerten stod på forreste paket, rockede med og kom med tilråb, der vidnede om den gode kemi imellem de to bands. Dermed blev det skuffende fremmøde i høj grad vendt til en fordel, fordi The Smell-bandsene brugte det til at mindske afstanden til publikum, som de gav sig god tid til at tale med både under og efter koncerterne. Det til trods havde de dog fortjent bedre.

Abe Vigoda (****)

Abe Vigoda leverede i det store og hele en fin optræden, der desværre blev en smule forplumret af lyden. Det var nogle gange svært at høre de fine detaljer i musikken, der ellers gør flere af gruppens album interessante. Dog virkede de veloplagte og tilstedeværrende. Sættet blandede de excentriske sange fra gruppens nye album "Crush", der i større grad end tidligere materiale er taget på ekskursion ud i postpunkede synthflader, med ældre og mere guitarstøjende sange. Begge dele så ud til at falde i god jord hos det lille publikum, der alt i alt fik en fin opvarmningskoncert, som med sin opadgående intensitetskurve lagde en rigtig god bund for at høre No Age.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA