x
Snoop Dogg: Doggumentary

Snoop Dogg
Doggumentary

Snoop Dogg: Doggumentary

GAFFA

Album / EMI Music
Udgivelse D. 18.04.2011
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Doggumentary, som Doggystyle 2 er blevet omdøbt til, gør Snoop lige hvad, der passer ham. Der halses ikke efter hurtige og nemme hits, i stedet lader han albummet stikke i alle mulige retninger, og selvom resultatet ikke ligefrem kan kaldes hverken helstøbt eller strømlinet, er det langt hen ad vejen forbandet vellykket. Det er stadig en rendyrket fornøjelse at lytte til mandens unikke tilbagelænede westcoast-flow på de übercool og soulede My Own Way, Peer Pressure og Wonder What I Do, der er som skabt til at høre højt i bilen på en solrig sommerdag. Den mere hardcore banger, My Fucn House, samt Boom og Wet er derimod mere irriterende end medrivende.

Stilen fra den countryficerede Johnny Cash-hyldest, My Medicine fra Ego Trippin' fortsættes på den latterfremkaldende Willie Nelson-duet, Superman, og når man tænker på de tos forkærlighed for Peter Belli-tobak, er det egentlig også på tide at netop disse to stilskabende ikoner inden for hver sin genre stak snuderne sammen. Også samarbejderne med Gorillaz, Kanye West, John Legend og Young Jeezy kaster fremragende og meget forskelligartede resultater af sig, og alt i alt er der klart flere hits end misses på det 21 numre lange album, der uden problemer placerer sig i den gode halvdel af mandens samlede produktion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA