x
James Blake og Atoi: Lille Vega, København

James Blake og Atoi, Lille Vega, København

James Blake og Atoi: Lille Vega, København

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Den anmelderroste unge elektroniske musiker og sanger James Blake manifesterede sit debutalbum med sin første danske koncert i Lille Vega. Her ophøjede han nærmest sin musik til religiøse stunder i en mesterlig iscenesættelse med sin trio med trommeslager Ben Assiter og guitarist Rob McAndrews.

Den 22-årige englænder transcenderer fuldstændigt det overflødige mærkat af at være hypet popmusiker (andetsteds benævnt soulet dubstep-Don Juan?!), når han - som om han var én af de mest erfarne i spillet - selv sætter rammerne for sin kunstneriske udfoldelse mellem post-dubstep, klassisk musik og følsom sangskrivning, og endda til fulde formår at leve op til forventningerne gang på gang. James Blake startede med en stribe producerede kluborienterede singler og ep'er i 2010, men er modigt sprunget ud som sanger selv med "James Blake" fra februar i år.

I Lille Vega var publikum tyst, Blakes musik trukket ud over momenter af stilstand, mens de driblende rytmer og buldrende effekter i de lave frekvenser afbrød med oversvømmende kraft, og gav ikke bare soniske, men også fysiske aftryk hos publikum. Aldrig har den ellers så generte James Blake virket så afslappet, mens hans skolekammerater naturligt bakkede op med et helt igennem håndspillet feel.

"To Care", "Lindisfarne" og "Give Me My Month" blev leveret fremragende med et strejf af fortidens soul- og gospelgenrer, mens de mere producerede og effektfulde numre som "Tep & The Logic" og "Klavierwerke" har en helt anden tekstur. På "Never Learnt To Share" blev publikums jubel optaget ind i vokalloopet, hvilket fik et ret morsom effekt, som om man kunne høre et skrig fra en rutchebane eller et spøgelseshus i det andet hjørne af en forlystelsespark, inden et intesiverende crescendo blev afbrudt af Blakes vokals uomtvistelige nærvær.

Radiohittet "Limit To Your Love" blev spillet med en klassisk flygellyd og havde et par herlige variationer fra albumversionen med dub-percussion og skjulte vokallinjer, men ellers var det særligt orgel- og synthesizereffekterne, som var fremtrædende. Intensiteten blev bygget op på samme måde i måske hans bedste nummer (?) "Wilhelm Scream", som Blake afsluttede et ret kort (lige under en time) Lille Vega-sæt med.

Inden for den minimalistiske produktion udfolder James Blake sig ekstraordinært, med en trio der er ekstremt lydfokuseret, og med en kunstnerisk vision og et stærkt live-setup. Det er i sig selv ret stilskabende. Han kunne have spillet i Store Vega. Han kunne have spillet længere tid. Han kunne lave mere festlig musik som dubstep-producer. Men hypoteserne til side; inden for hans egen kunstneriske ramme var det her nærmest perfektion!

Blake kom alene på scenen for at fremføre ekstranummeret, et endnu unavngivent solonummer med ren pianolyd og vokal, inden han tydeligt forlegent takkede farvel og trådte sidelæns ned af scenen.

Atoi ***

Den københavnske gruppe Atoi, der optræder som kvintet live, har udgivet to album og har derfor både materiale og en levetid, der får én til at undre sig over, at de ikke er nået længere frem på den danske musikscene.

Det er samtidigt lidt synd, når man gerne vil anbefale albummaterialet for dets flotte arrangement og detaljegrad, at Atoi ikke formår at få det hele til at hænge sammen live. Derimod er der i koncertsammenhæng nogle usammenhængende elementer, der er sat for hårdt og tydeligt op mod hinanden. Ida Cæcilie Rasmussens flotte varierede vokal og trommespillet især bliver ikke iscenesat, men i stedet er der lidt en overflod af 80'er-synthlyde, standardiserede strukturer og backtrack, der ikke i tilstrækkelig grad giver lys til flotte melodier som "The Fight" eller bedst "Yearning", som forsangerinden synger helt bedårende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA