x
René Fredensborg: Hønsehunde

René Fredensborg
Hønsehunde

René Fredensborg: Hønsehunde

GAFFA

Bog / Byens Forlag
Udgivelse D. 07.06.2011
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Journalisten René Fredensborg har igennem adskillige år vakt en del opmærksomhed i den danske medieverden med sin konfrontatoriske journalistik, hvor han blandt andet har opført et hus på Christiania til visse christianitters store utilfredshed, har kastet med brosten i forbindelse med en artikel om Ungdomshuset og senest beskrevet den angiveligt indspiste og, i hvert fald for en nu tidligere filmkonsulents vedkommende, coke-sniffende danske filmbranche i filmmagasinet Ekko.

Nu debuterer Fredensborg som romanforfatter med en roman, han samtidig fortæller for 95 procents vedkommende er sandhed. Romanen har titlen "Hønsehunde" og har en (virkelig) Bon Jovi-koncert på Gl. Estrup ved Randers i juni 2008 som omdrejningspunkt.

I romanen jagter musikjournalisten Randy Frydenlund et interview med de pressesky Bon Jovi i selskab med kollegaen Erik Paaske, det fynske punkrockband Asshair (som har en påfaldende lighed med Rock Hard Power Spray), hønsehunden Gunnar (en delårsag til bogens titel) og Bloodhound Gang-bassisten Evil. De involverede parter er godt påvirkede af diverse stoffer, og det gør vejen til interviewet til noget af et forhindringsløb. For Randy Frydenlund er interviewet samtidig hans sidste chance for at undgå at blive fyret fra gratisavisen Nonstop, hvor han har fået det mørkegule kort, blandt andet efter at have skabt skandale på et kursuscenter.

Om interviewet kommer i hus, skal naturligvis ikke afsløres her, men vi kan godt røbe, at der undervejs bliver uddelt adskillige satiriske stikpiller til både musik- og (musik)journalistbranchen. Men heller ikke bogens hovedperson, der umiddelbart har mange træk til fælles med bogens forfatter, fremstår i noget udpræget rosenrødt skær.

Skarp satire og barokke scener

Styrken ved "Hønsehunde" er helt klart René Fredensborgs satiriske pen, hvor han både fremstiller sin hovedperson og dennes modpoler i musikverdenen i skarp sovs. Randy Frydenlund elsker rendyrket rock'n'roll og mainstream rock som Bon Jovi, og han har det skidt med intellektuelle musikanmeldere, der elsker fremmedord som "elegisk" og "eklektisk" , men samtidig har han også store mindreværdskomplekser over for dem.

Især er hans fremstilling af hierarkiet blandt de (ifølge romanen) selvhøjtidelige (og slet anonymiserede) folk omkring den alternative musikpris Steppeulven, og hvordan Randy krampagtigt forsøger at arbejde sig op i kliken ved at skrive stadig mere aggressive anmeldelser, absolut fornøjeligt. Samtidig beskrives musikbranchen som fuld af inkompetente personer, der er til salg for et billigt knald og/eller fix. Ganske morsomt, om end noget overdrevet i forhold til den virkelighed, nærværende skribent kender.

På sin side fremstår Randy Frydenlund-figuren som en umoden drengerøv, der ryger enorme mængder af hash dyrket i hønselort (også en grund til bogens titel), ikke føler de store bekymringer omkring sin kone og tre børn, der kun omtales ganske kortvarigt mellem alenlange musiknørdede betragtninger (han går også gladeligt til prostituerede) og i det hele taget ikke virker til at være belastet af nogen særligt tungt trykkende studenterhue. Det er befriende, at René Fredensborg tør fremstille en hovedperson, der umiddelbart minder så meget om sin forfatter, og så lader vedkommende fremstå så antiheltemodigt. Man fristes til at bruge udtrykket karakterselvmord.

René Fredensborg har også sans for at skabe barokke scener. Det er ganske underholdende at læse om, hvordan Randy og hans følge i meget beruset tilstand er tæt på at blive anholdt på parkeringspladsen foran politigården i Aarhus, hvor de vil melde en pung stjålet, og helt grotesk bliver det, da Randy skal skaffe sig af med hønsehunden Gunnar, da han i sin rus tror, dens liv er i fare. Den bliver såmænd sat på en tilfældigt forbipasserende helikopter tilhørende finansmanden Karsten Kræ (!), der også ejer en dyrepark på Mols, tæt på koncertstedet. Det må vist være en af de angiveligt kun 5 procent fiktive scener...

Savner plot

"Hønsehunde" har dog også sine svagheder. Handlingsmæssigt fokuserer 75 procent af bogen på vejen til det famøse Bon Jovi-interview, og det er ikke helt plot nok til at bære en roman på 160 sider. En forfatter som Helle Helle kan i kraft af sin gennemførte stilistik, sit sikre sprog og sans for den menneskelige psykologi skrive en roman, hvor der på overfladen ikke sker ret meget uden at kede læseren det mindste, men René Fredensborg opererer slet ikke på det niveau, og derfor savner man flere handlingstråde. Interessant nok kommer der mod slutningen af romanen nogle spring i geografien, både til Kina og til Roskilde Festival, og turen til Djursland kunne med fordel have veget lidt af pladsen til fordel for disse i hvert fald for den enes vedkommende mere eksotiske lokaliteter.

Sprogligt må man også leve med et meget drengerøvsagtigt billedsprog, som selvfølgelig falder godt i tråd med Randy-figuren, og så har René Fredensborg – og hans redaktør – tilsyneladende lidt svært ved at skelne "ligge" og "lægge" og "hans" og "sin", for det kikser et par gange. Med mindre det er bevidst for at cementere hovedpersonens sproglige begrænsninger.

Som nævnt udtaler René Fredensborg selv, at 95 procent af romanen har udspring i virkelige begivenheder. Han siger: "At skrive sandheden i fiktiv form er interessant, fordi det altid rykker grænsen for, hvad man kan tillade sig. I journalistisk tradition skal man dokumentere sandheden, i litterær tradition kan man ofte bare skrive den uden yderligere konsekvenser. Sådan nøgleromans-agtigt."

"Hønsehunde" er da også, som det gerne skulle fremgå, en nøgleroman. Nogle personer og institutioner optræder under slet skjulte aliaser, andre under deres rigtige navne. At hele 95 procent skulle være sandhed, tvivler jeg dog på, med mit kendskab til den danske musikbranche - så er jeg da vist gået glip af noget. Men den slags diskussioner er også mindre vigtige. Først og fremmest er "Hønsehunde" en ganske veloplagt musik- og mediebranchesatire, som er hurtigt læst og hurtigt glemt, men absolut underholdende undervejs. Ikke helt så træfsikker som DR2-serien "Manden Med De Gyldne Ører", men mindre kan også gøre det.

 

René Fredensborg: Hønsehunde, roman, 162 sider, vejledende pris 229,-. Er udkommet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA