x
The Cult: Posten, Odense

The Cult, Posten, Odense

The Cult: Posten, Odense

Anmeldt af Martin Hall | GAFFA

Der har altid været noget vidunderligt unhipt over The Cult. Dette skriver jeg med største hjertelighed. I en kultur hvor de fleste musikblade minder mere om livsstilsmagasiner end om journalistiske platforme, er begreber som "modkultur" og "opposition" for længst blevet reduceret til poetiske vendinger, man udelukkende bruger for at pynte lidt på sit eget image som forbruger. Hverken den såkaldte undergrund eller "alternative" musikscene repræsenterer længere nogen som helst modsætning til forbrugerkulturen, det er derimod netop behovet for en indie-identitet, der driver tidens marked.

På vores breddegrader er der principielt kun én reel modkultur, den hedder Al-Qaeda, og vil man for alvor være hardcore, jamen, så er det frem med Osama Bin Laden-T-shirten ... resten er basalt set blot mere af samme skuffe, dvs. yderligere selvpositionerende metervare-revolution sat på rockformel eller flere melankolske sange om fremmedgørelse og manglende nærvær skrevet af følsomme middelklasse-troubadourer.

Anyway, beklager at jeg lader mig rive med på den måde, men finesse ligger alligevel ikke rigtig til denne artikels to hovedemner, nemlig 1) rock'n'roll og 2) The Cult. Så lad os komme i gang: Regner man de allertidligste skygger af gruppens tilblivelse med, kan man med lidt god vilje kalde 2011 for gruppens 30-årsjubilæum. I 1981 dannede sangeren Ian Astbury bandet Southern Death Cult, der efterfølgende turnerede med navne som Bauhaus og Theatre of Hate.

I april 1983 stiftede Astbury og hans kommende rock'n'roll twin, guitaristen Billy Duffy, så Death Cult, der i januar 1984 forenklede navnet yderligere til The Cult i forbindelse med en optræden på det engelske tv-program The Tube. Inden da havde Duffy spillet i netop Theatre of Hate, men også i det kuriøse, kortlivede band The Nosebleeds, hvor sangeren – i den periode Duffy var medlem – var en vis Steven Morrissey. Et af sidstnævntes bidrag til gruppen hed meget kendetegnende for dennes senere virke "(I Think) I'm Ready for the Electric Chair".

 

Den gotiske vaudeville

I kølvandet på postpunk-grupper som ikoniske Joy Division og glam-inspirerede Bauhaus vrimlede det i de år frem med såkaldte goth-bands, mange af dem så horribelt intetsigende at man slet ikke forstår forbindelsen mellem navnene længere. Nu om stunder er historien blevet retoucheret pænt på plads, men lad os for øvelsens skyld lige tage eksemplet med Bauhaus (gruppen der om nogen er blevet synonym med genren), eftersom det nok står de færreste klart, i HVOR ekstrem grad f.eks. det toneangivende musikmagasin NME i sin tid hånede dem. Lad mig illustrere ved at citere bladets anmeldelse af Bauhaus' single "The Passion of Lovers" fra sommeren 1981 i sin fulde udstrækning: "The desperation of losers."

Der var rigtig mange om goth-budet dengang, og i mine øjne var The Cult blot endnu et symptom på en epidemi i hastig spredning, noget der skyllede horder af bands med sort, crepet hår og læderbukser op overalt. Grundet overfloden sprang jeg af samme grund over gruppens koncert i Musikcaféen i 1984; jeg havde allerede fået mere end nok på den konto via grupper som Gene Loves Jezebel, Sex Gang Children og Alien Sex Fiend, og i forhold til de decideret genrefornyende bands inden for samme kategori – tænk som sammenligning på samtidige grupper som Virgin Prunes og Dead Can Dance – så forekom The Cult mig i bund og grund endeløst ligegyldige. 

Af samme grund var jeg heller ikke videre imponeret over deres debut-lp Dreamtime i 1984. Ligegyldighederne fortsatte, nu som postpunk-karneval med Astbury som en Boy George-lignende papegøjefrontfigur, der prækede ligegyldig pseudo-mysticisme løseligt fordelt over en samling uinspirerede og monotont enslydende jamsession-baserede sangskitser (og til dem, der er fuldkommen uenig i dette synspunkt, lad det da være skrevet, at mine favoritkunstnere i årene inden da havde været navne som allerede nævnte Joy Division, Karlheinz Stockhausen, The Pop Group, Wire, György Ligeti, This Heat, The Fall, Igor Stravinskij, Einstürzende Neubauten og Throbbing Gristle, hvis det hjælper lidt på fordømmelsesfaktoren).

Anyway, der var plads til alle i bussen, og da The Cult i 1985 fik deres første hitliste-succes med singlen "She Sells Sanctuary", var der da også tale om et fabelagtigt godt sammentømret, zeitgeist-perfektioneret op-på-bjerget-og-ud-på-dansegulvet-nummer. Jeg fik til og med set et glimt af videoen og måtte give mig for Ian Astburys fine fodarbejde – touché, den herre! Senere samme år fulgte albummet Love, men igen, gaaab, flere ensformige riffs og mere kvasi-okkult lyrik for intellektuelt underlegne teenagere.

Jeg skænkede faktisk ikke bandet en yderligere tanke, før jeg tilfældigvis så videoen til en af albummets andre singler, nummeret "Rain", for "godmorgen mine blanke støvler!", nu skete der ting og sager: Ikke nok med at Astbury pludselig lignede en transvestit-solkonge i en berliner-cabaret frem for det sædvanlige hippieindianer-look, men spol lige hastigt tilbage og dyrk de to Strawberry Switchblade-lignende sangerinder i baggrunden, der med Cleopatra-øjne og flagrende arme dannede et slags mediumistisk bindeled mellem hippie- og goth-kulturen. Det var pure Swinging London-style, både tacky og cheasy, men på en sær facon også très chic ... goth, geek og vaudeville i ét. Gruppen var i korte træk blevet underholdende at se på.

 

Pelshuer og touperet hår

Jeg lod Cult være Cult og koncentrerede mig i samme periode om at kapere den flod af selvmord og stofrelaterede dødsfald, der begyndte at skylle ind over mig på den private front. Det var en meget lidt attråværdig periode set gennem den sjælelige lidelses optik. Jeg fik nok af nattelivets gennemsigtige skikkelser, midt-80'ernes skæbnealfabet af eyelinerdrenge, weekendpiger og veteranjunkier hvis kroniske søvnmangels dårligt lagte øjenskygge efterhånden syntes tatoveret hen over øjnene på dem.

So much for rock'n'roll, det var tid til at komme videre, så jeg meldte mig ud af klubben og burede mig det næste års tid inde blandt kundalini-yoga-praktiserende new age-drømmere og vegetarspøgelser for hvem tilværelsen belejligt nok ikke krævede andet af forståelsesmodulet at udbryde det magiske ord "karma", hver gang nogen i deres omgangskreds løb ind i problemer. 

En forårsdag i 1987 var jeg hjemme hos Peter Sørensen, den senere stifter af booking-firmaet Beatbox. Han arbejdede på Virgin Records dengang og havde en stak nye selskabsudgivelser liggende fremme, bl.a. den dugfriske Cult-lp Electric. Han gik i gang med at fortælle om, hvordan den var produceret af en fyr ved navn Rick Rubin, som efter sigende også havde produceret Run DMC og Aerosmith's store "Walk This Way"-hit for nylig, men jeg koncentrerede mig slet ikke om, hvad han sad og sagde, jeg var dybt fascineret af den pelshue som Ian Astbury bar på pladens frontcover: What a cool, ungothic move!

Noget overrasket over min pludselige kovending mht. gruppen, spurgte min vært mig, om jeg havde lyst til at se promotion-videoen for bandets nye single "Love Removal Machine". Ikke nok med pelshuen, her var også en titel efter mit hoved, så vhs-båndet røg i videomaskinen, og frem på tv-skærmens flimrende overflade piblede nu billederne af et par læderstøvler, der senere skulle vise sig at være den i forhold til albumcoveret pludselig stortouperede guitarist Billy Duffys.

Drevent vader han hen over et scenegulv til en synth-pastiche baseret på temaet fra Den gode, den onde og den grusomme. En dåseøl med et The Cult-logo kommer i vejen for ham, så den bliver beslutsomt sparket ad helvede til, hvorefter manden tænder for et bjerg af Marshall-forstærkere. En semi-puddelhundstrommeslager tæller for, og guitarriffet sætter ind.

Wow! Jeg tror aldrig, at jeg i mit dengang så unge liv havde set så mange rock-klichéer blive liret af på så kort tid – og på det tidspunkt var sangeren end ikke dukket op endnu ... Det skulle der dog hurtigt blive rådet bod på, for snart kommer Ian Astbury slentrende ind på scenen, klædt i flæser og sorte lederhosen og med en hårpragt, der måtte gøre enhver midaldrende, måneplaget mand syg om hjertet.

Jeg havde i årene inden været optaget af den kontroversielle magiker Aleister Crowley, så da Astbury tilmed efterfølgende gav sig i kast med en fortælling om "a scarlet woman in a red room", var der ikke længere nogen vej tilbage. Jeg gik fra mit hjemmebesøg hos den gode hr. Sørensen med Electric-pladen klistret under armen; han kunne råbe alt det, han ville – den plade, den var min!

 

Lydtempler og stenskulpturer

Resten af lp-materialet var desværre ikke videre mindeværdigt, men "Love Removal Machine" forblev et af mine favoritnumre den sommer. Ellers lyttede jeg mestendels til Popol Vuh og Ravi Shankar. I juli spillede The Cult på Roskilde Festival, hvor de efter sigende bandede og svor sig gennem et svedigt og snavset sæt, men festivaler har aldrig rigtig været min kop te, de er forfærdeligt uhygiejniske, så jeg holdt mig på sikker afstand.

Livet gik videre, og jeg glemte endnu en gang alt om Cult. Peter Sørensen holdt mig dog løbende orienteret om gruppens voksende succes, så da deres kommercielle højdepunkt, hard rock-albummet Sonic Temple, udkom i 1989, var jeg allerede vel briefet om pladeselskabets forventninger til den nye plade: Ifølge de interne memoer skulle albummet gerne blive The Cults svar på Deep Purple in Rock, hvad end man mente med det – efter alt at dømme et eller andet episk. Deep Purple?, come on, men Peter var vokset op med drengeværelset fuld af Purple-plader, så historien gentog sig, og denne gang tog jeg hjem med et eksemplar af Sonic Temple, vel at mærke uden at have hørt noget fra pladen.

Jeg noterede mig med interesse titlen på åbningsnummeret "Sun King", men mistede den igen allerede 30 sekunder inde i sangen – det må have været omkring sætningen "hot damn, ooh, mercy ma'am
, what the hell are you doing to me?" Hmmm. Men The Cult blev kæmpestore og solgte platin og turnerede den ganske verden tynd, og alt var vel, som det skulle være, hvis man gerne ville være rockstjerne.

Herefter begyndte det stille og roligt at gå ned ad bakke for gruppen, både med inspirationen og salgstallene og det oprindelige publikums dedikation, som ikke var så forfærdelig vilde med, at bandet var begyndt at hænge ud med Aerosmith og Mötley Crue, og efter endnu et par album splittede de to våbenbrødre Astbury og Duffy da også op i 1995.

 

Lidt Nietzsche, lidt karaoke og en enkelt fodboldspiller

Men hvad stiller man op med sig selv, når man sidder der, hver for sig, og keder sig? Gendannelsen kom i 1999, hvor Cult indspillede det langt fra succesrige (om end noget undervurderede) album med den Nietzsche-inspirerede titel Beyond Good and Evil. Pladen indeholdt bl.a. den glimrende single "Rise", men lige lidt hjalp det, albummet solgte langt under forventningerne, og efter en katastrofal tur blev gruppen endnu en gang lagt på is.

Herfra begyndte tingene at udvikle sig i den mere groteske retning, eftersom den i forvejen Jim Morrison-lignende Astbury i 2002 blev sanger i et gendannet The Doors. I 2005 blev The Cult så atter samlet, og i 2007 udkom bandets seneste og foreløbig sidste studiealbum Born Into This.

Siden da har de turneret jævnligt og bl.a. genopført Love-albummet live i DR's koncertsal, men relevansen af alle anstrengelserne er det vel så som så med. Tjekker man bandets videoer på YouTube, taler statistikken sit eget tydelige sprog, eftersom både "She Sells Sanctuary" og "Rain" hver er blevet set af halvanden million mennesker, hvorimod gruppens seneste single "Every Man And Woman Is A Star" blot er set af et par tusind.

En af de mere underholdende historier fra den senere periode er dog, da den tidligere Manchester United-fodboldstjerne David Beckham blev set vandre rundt i en T-shirt med The Cults Electric-logo på – for ikke nok med at han og Billy Duffy med årene ligner hinanden mere og mere, hvad værre er, så er Billy Duffy en svoren Manchester City-tilhænger! At selve T-shirten efter Duffys vurdering yderligere var en piratkopi af den oprindelige tour-T-shirt gjorde selvfølgelig heller ikke sagen bedre.

 

Sneakers med smilende dødningehoveder

Og her står jeg så – på Posten i Odense ­– og venter på, at The Cult skal gå på scenen. Jeg har ikke været her, siden stedet hed Rytmeposten og var et trælokale med plads til 200-300 mennesker, så derfor undrede det mig lidt, da jeg for nogle måneder siden så, at bandet skulle spille her. Nyheden fik mig ufrivilligt til at tænke på dengang, The Sweet spillede i Musikcaféen i København engang i 80'erne (for læsere uden viden om den rockhistoriske kridttid så var dette mange år efter gruppens storhedstid).

Jeg var ikke selv til stede ved begivenheden, men kan huske historierne om, hvordan sangeren Brian Connolly måtte sluge fem-seks yankee bars backstage, inden han gik på, for at oparbejde det nødvendige kick til at møde sit publikum. Der var også noget med en iltmaske. Ikke at jeg forventede, det ville stå lige så slemt til med The Cult, men man ved jo aldrig.

Posten er dog som sagt blevet et langt større sted, siden sidst jeg var her, der kan vel være omkring 800 mennesker, og der er pænt fyldt uden at være udsolgt. Aftenens publikum består mestendels af hard rock-elskende forty-plus'ere going on 50, vel sagtens 85% mænd. Der er rigtig mange store mennesker fordelt ud over salen – store som i tunge. Blandt de forhåndenværende kvinder er der ingen, der går i høje hæle, der er en enkelt knaldrødhåret pige, men stort set ingen goth-folks:

En fyr med hanekam iklædt en Fields of the Nephilim-trøje er faktisk det nærmeste, man kommer sidstnævnte segment, ellers er det hele gummisko og sneakers, hvoraf det mest interessante eksempel er et lærredssæt fuld af smilende dødningehoveder. Cute.

Bag mig står der et hold hårdt drikkende mænner, hvoraf en af dem konstant råber op. Hans stemme lyder, som om han i årevis har hældt afløbsrens i halsen hver morgen. Han synes, at det er alle tiders, da en af de andre kommer med en omgang shots til dem alle. Herfra følger en masse "oiii!" og almen hujen og noget om, at Motörhead snart skal spille i Danmark igen. Jeg vælger at trække op mod scenen for at finde mig et sikkert hjørne.

 

In the flesh

Klokken er blevet 21.30, og jeg føler mig allerede træt. En eller anden afart af noget indiansk chanting begynder at pible ud af højttalerne, og lyset bliver dæmpet. Folk jubler. Noget rører sig på scenen. Hvad i alverden?! Oh my God, it's a beer monster: Fuldskæg, solbriller, en bandana viklet om hovedet, bumber jacket, baggy knickers med lange strømper og gummisko. Er det virkelig ham? Yes siree! Ian Astbury er blevet en beefy boy her på sine ældre dage.

Bandet lægger meget passende ud med en noget uengageret udgave af "Rain", eftersom regnen har væltet ned over Fyn de sidste mange timer. Nummeret slutter, og mens Astbury spytter lidt på scenen, fortsætter de så med "Every Man And Woman Is A Star". Lyden bliver lidt bedre i det tredje nummer "Electric Ocean", men lige lidt hjælper det hele på den følelse, jeg står med.

Ovre bag Astbury på scenen står der et mindre arsenal af red bull-dåser og kildevandsflasker. Tja. Stærkere sager ville muligvis hjælpe lidt på tingene. Alting bliver liret temmelig glædesløst af, og selvom publikum virker okay engageret og nu ligefrem klapper lidt med på "Sweet Soul Sister", så kan jeg ikke forestille mig at holde hele koncerten ud, hvis den fortsætter på denne her måde.

 

Business as usual

Det gør den desværre. Et godt stykke endnu. "You got a house to pay off to?" spørger Ian Astbury sågar en fra publikum mellem numrene "White" og "Saints Are Down", så diffust forekommer det hele. Bandet spiller videre, der arbejdes for sagen, og alt emmer business as usual – og her taler vi timebetaling, ikke akkord. Guitaristen Billy Duffy er holdets sjakbajs, han giver folk et par poses uden at give for meget, men virker grundlæggende, som om han står og tænker på, hvor mange dage det nu er, der er til, at Premier League starter igen.

Ikke engang det energiske nummer "Rise" gør det store, hvilket så nok også siger noget om, hvilke Cult-plader, det er, publikum har stående derhjemme. Var det ikke fordi, at min ledsager er svoren Cult-fan, ville jeg for længst være taget af sted. Ian Astbury undskylder det manglende sceneshow med, at han er blevet mere moden: "I don't run around like a child anymore". No, we can see the Ian, men måske ville lidt af den slags energispild i det mindste hjælpe lidt på problemet med overvægten.

Mens jeg står og gaber, kommer jeg i tanke om en udtalelse, sangeren kom med tilbage i 1999, da The Cult netop var blevet gendannet og stod foran en større comeback-tour: "This tour is for people who need meat in their sandwich," sagde han. Yeah right. Som pastrami would be nice then, muchos gracias ... indtil videre har det ikke været meget andet end fedt og spæk, vi har fået proppet i brødet.

 

Med den gryntende orne på gamle eventyr

Men så blev det den tid på aftenen, hvor salamien langt om længe kom på bordet. Måske var lyden også bare bedre det sted i salen, jeg på det tidspunkt var endt i min ørkenvandring, i hvert fald fik "Li'l Devil" fra Electric-pladen tingene til at minde lidt mere om det, jeg forbinder med Cults rock'n'roll-maskine.

Nu gik det over stok og sten med den gryntende orne på gamle eventyr, "Dirty Little Rockstar" og "Wild Flower", men så var tiden kommet til storhittet "She Sells Sanctuary", og leveret blev det da også, men noget sjusket og uden den mindste suspense i den ellers klassiske guitaropbygning. Til gengæld KUNNE bandet bare ikke ødelægge "Love Removal Machine", mit all-time fave track med bacillen fra det mørke Nordengland. Pheew, syv Hail Mary's og så var der luftguitarer over hele linjen ude blandt publikum.

Principielt var "Fire Woman" vel et ekstranummer, men klapsalverne forekom åbenbart ikke kun mig, men også Astbury en tand tamme. Hans kommentar var i al fald meget sigende: "I don't know how you make love to your women, but it can't be very exciting". Helt galt gik det så herefter, hvor gruppen sluttede af med at spille det gamle Doors-nummer "Break On Through (To The Other Side)".

Så var han ligesom selv ude om det: Astbury mindede mig i al fald påfaldende meget om en af de sidste sekvenser i Oliver Stones store spillefilm om samme gruppe, en scene hvor en fed, mat og tappet Jim Morrison er blevet inviteret hjem til børnefødselsdag hos en af de andre bandmedlemmer. Her sidder han så og drikker øl med en høvdingefjerbeklædning på hovedet og ser fuldkommen fortabt ud.

Venskabeligt undskyldende forlod bandet herefter scenen, mens Duffy på falderebet fik introduceret bandmedlemmerne – alt sammen rodet, dårligt timet og ekstremt un-rock'n'rollet. Reserveguitaristen kylede dernæst en hel spand plektre ud over publikum, ligesom trommeslageren også havde en masse stikker, han gerne ville af med.

Dernæst kom Astbury så tilbage for igen at tage mikrofonen, for han havde lige en sidste indrømmelse, han gerne ville have lettet sit hjerte for: Cult skulle nemlig spille på en stor svensk festival dagen efter, vistnok endda som support for Judas Priest, og så gav det jo ligesom sig selv, at de lige havde måttet spare lidt på mojo'en i aften.

 

Il grande conclusione

At se The Cult anno 2011 er delvis hjerteskærende, delvis kammeratligt hyggeligt, men desværre kun i glimt fint showmanship (og her tænker jeg hovedsageligt på Ian Astburys sprechstallmeister-gaver). Duffy er en teknisk set glimrende guitarist, og trommeslageren John Tempesta spiller som et svin, men det er bare ikke nok, når det hele virker så dated, som tilfældet i al fald var under koncerten på Posten.

Det er umenneskeligt at klandre folk at blive ældre, men netop når det handler om rock'n'roll, så kræver jobbeskrivelsen nærmest det umulige: At forblive en vertikal i et frådende horisontalt hav. Ellers er det nærmest at håne det, der var.

Men on the upside: The Cult er et sejt, usmukt og senet stykke rockhistorie, der bare ikke vil dø. And so be it. Længere er den historie ikke. Og så får I ikke mere for den femogtyveøre.

Now please beam me up, Scotty.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA