x
Morrissey: Operaen, København

Morrissey, Operaen, København

Morrissey: Operaen, København

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen | GAFFA

Mandag tilbragte to af klodens mest fremtrædende dyrerettighedsforkæmpere dagen i København. Den ene for at spille i Operaen, den anden for at skrive autografer på Fisketorvet. Vi holder os til at skrive om den bedst præserverede af de to besøgende divaer, for det er trods alt ikke hver dag, Morrissey spiller i en sal fyldt med plyssæder.

Det vil altid virke en kende besynderligt at sidde ned til en rockkoncert, især med en kunstner der tidligere har fået publikummer til at kaste sig hovedkuls op på scenen for at røre ved hovedpersonen. Men her sad vi altså mageligt, og når nu Morrisseys gamle idoler Presley og Sinatra gjorde en karriere ud af at spille for et siddende publikum (i hvert fald i karrierens efterår), så kan Morrissey velsagtens også.

Men inden man fik spekuleret for meget over, hvorvidt et siddende publikum ville sætte en dæmper for løjerne på scene, blev det tydeligt, at publikum ikke var kommet for at sidde ned. For da en båndet trommeintro varslede at showet nu ville starte, fløj publikum op af sæderne i en blanding af begejstring og respekt. Og deroppe blev vi koncerten igennem.

Med den atypiske positive udmelding "I'm having the time of my life" sparkede de miserables eminence og det smoking- og butterfly-bærende band koncerten i gang med en potent udgave af hittet First Of The Gang To Die. Og efter en fin udgave af The Smiths klassikeren I Want The One I Can't Have fik vi serveret en medrivende udgave af solokarrierens vel nok største succes Everyday Is Like Sunday, sunget med så meget indlevelse, at man ikke skulle tro, at han sikkert har sunget netop den sang flere gange end hvad godt er.

I den efterfølgende Shoplifters Of The World Unite fik en noget skinger guitarsolo stjålet lidt for meget af billedet, men det kan altså heller ikke være en nem opgave at prøve at genskabe guitarguden Johnny Marrs sublime spil.

Klart bedre lød det i popbraget I'm Throwing My Arms Around Paris, hvor Morrissey i affekteret aristokratstil begyndte at vifte rund med mikrofonen, så ledningen fløj rundt i luften som en gymnastikvimpel. Dette move er, sammen med den evige gestikulation, der spænder fra det kokette til det maskuline, med til at gøre Morrissey til en sand fornøjelse at se på en scene. For selvom han ikke er helt ung længere, så lever han sig stadig fuldt ud i musikken.

Og vi må heller ikke glemme, at han denne aften sang, som havde stemmebåndet ligget i blød i honning og varm mælk. Det vil sige, at der blev croonet, så det gippede i sjælen, og der blev snerret, så det bed. Sidstnævnte i særdeleshed i en fornem udgave af You're The One For Me, Fatty, hvor titlens sidste ord blev leveret, så det stak i vores kollektive flæsk. Og da han bagefter fortalte, at den sang handlede om os, må man erkende, at den mand altså kan noget med komplimenter.

Noget nyt, noget gammelt og noget lånt

Som en forsmag på Morrisseys 10. studiealbum, der er skrevet færdigt, men først bliver indspillet, når han har fundet et nyt pladeselskab (#117 i rækken), fik vi hernæst de to nye sange The Kid's A Looker og Action Is My Middle Name. Begge i udgaver der lyder langt bedre, end da de første gang blev luftet i et engelsk radiostudie sidste måned, og det selvom førstnævntes "la la la la la..."-omkvæd er det mest dovne, Morrissey nogensinde har skrevet.

Fra det spritnye over i den gamle The Smiths-sjæler I Know It's Over, der er noget af det mest sørgmodige, smukke og skarpe, der nogensinde er forfattet og som stadig kan fylde søer med teenagertårer. Ren Søren Kierkegaard møder Oscar Wilde.

At Morrissey ikke kun er en af de største nulevende sangskrivere, men faktisk også en aldeles effen fortolker, fik vi syn for i en udgave af Lou Reeds Satellite Of Love. For ligesom tidligere coverversioner af for eksempel That's Entertainment, Redondo Beach, Drive-In Saturday og Moon River tillægger Morrissey sangene et stærkt personligt præg. Og her tænkes ikke kun på, at linjen "I like to watch things on TV" er blevet ændret til et bidende "I cannot stand the TV."

Meat Is Murder var en dræber

Hen imod slutningen af hovedsættet var tiden kommet til vegetarhymnen Meat Is Murder fra The Smiths-albummet af samme navn. En sang der meget muligt har ændret mange fans liv, i hvert fald diætmæssigt, men som bare aldrig bliver en særlig god sang. Og i aftenens langstrakte udgave var det lidt af en dræber.

Under et kort fravær fra scenen, imens bandet gjorde Meat Is Murder færdig, var Morrissey ude at skifte sin sorte skjorte med hvide frynsekanter ud med en lyserød skjorte. Og således omklædt var tiden inde til at afslutte det 70 minutter lange hovedsæt med Speedway og comebacksinglen Irish Blood, English Heart.

Men vi skulle selvfølgelig ikke snydes for et ekstranummer, i aften i form af den guddommeligt smukke There Is A Light That Never Goes Out, der dog fik en lidt underlig afslutning, da Morrissey valgte at forlade scenen uden et egentligt farvel. Og bandet så da heller ikke ud til at vide, om det nu også var den sidste sang. Morrisseys retræte kunne skyldes irritation over, at scenen for anden gang var blevet invaderet af ivrige tilskuere, der i deres kejtede omfavnelse af idolet muligvis har stødt til sangerens nyligt brækkede finger. Men bevares, for selvom han gerne måtte have fortsat koncerten noget længere, så findes der næppe en bedre afslutningssang end den valgte. Og i sin helhed var koncerten endnu engang en magtdemonstration af rockmusikkens måske største dramatiker. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA