x
Michael Frank Møller og Kim Hyttel: Erindringer Om Larsen Og Clausen - Og Andre Ronkedorer I Rockland

Michael Frank Møller og Kim Hyttel
Erindringer Om Larsen Og Clausen - Og Andre Ronkedorer I Rockland

Michael Frank Møller og Kim Hyttel: Erindringer Om Larsen Og Clausen - Og Andre Ronkedorer I Rocklan

GAFFA

Bog / Bogkompagniet
Udgivelse D. 27.09.2011
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Det der først og fremmest er forbandet ærgerligt ved Kim Hyttel og Michael Frank Møllers allerede meget omdiskuterede bog, er ikke dens tarvelige og som hovedregel udokumenterede personlige angreb og karaktermord på Kim Larsen og Erik Clausen. Ikke at det ikke er slemt nok, men det der virkelig gør, at de 488 sider er frustrerende og utilfredsstillende læsning er, at bogen faktisk besidder et ret stort potentiale til at være en helt anderledes vedkommende og interessant gang læsning, end det, den er endt ud med at være.

Faktisk er Erindringer Om Larsen... langt hen ad vejen en både spændende og interessant fortælling om både Kim Hyttels vej til og virke som succesfuld rockproducer for folk som Johnny Madsen, Henning Stærk, Sort Sol, Darleens ...og selvfølgelig Kim Larsen i slut80'erne og start90'erne, og Michael Frank Møllers ditto som sladderbladsjournalist i samme periode. Der gives en række øjenåbnende indblik i både periodens medie- og musikmiljø, men også i selve perioden som sådan.

Særligt interessant er Frank Møllers del af fortællingen, der til tider nærmest tager karakter af bekendelseslitteratur i kraft af hans angrende tilbageblik på egne bedrifter: "Jeg er manden der dagen efter Kim Schumachers død, med aggressiv revolverjournalistik, fik fremtvunget et tårevædet interview med hans sørgende mor. […] Jeg har altså været derude, der hvor vandet blev dybt." Og det er fascinerende at følge episoden, hvor han røber Ekstra Bladets strategi for at gå i kødet på Kim Larsen efter at have været provokeret af hans fjendtlige holdning overfor pressen ("formiddagspressen er noget perfidt lort. Pornoblade af værste skuffe"), som han ikke længere ville tale med eller dele promo-eksemplarer af sit album ud til:

"Planen var lagt. Vi sad blot i vores bunker afventende på signalet til angreb. Larsen skulle for en hver pris have en lærestreg, han aldrig ville glemme. Han skulle simpelthen ikke have en kinamands chance. Larsen skulle smadres. Han skulle ned med nakken, helt ned. Det ville blive efter skyd-først-spørg-bagefter princippet. Han skulle en gang for alle have tingene sat på plads. Han skulle have en lektion i ydmyghed og vi ville helt personligt give ham den. Larsen kunne gøre, hvad han ville, han kunne stille op med hvad han ville og hvem han ville. Bruce Springsteen på mundharpe og Paul McCartney på mandolin. Bono på kor, Bob Dylan på triangel, det ville ikke hjælpe ham. Larsen skulle lære respekt." "Det kom til at ligne ren hetz. Ja, det lignede ikke kun, det var faktisk en hetz."

Et stakkels offer

Hyttel blev efter eget udsagn ofret, da Larsens Wisdom Is Sexy efter heftige angreb fra Ekstra Bladet floppede på trods af solide klassikere som Danas Have og Gør Mig Lykkelig, hvor Larsen skød skylden for pladens manglende succes på produceren. Men Hyttels primære grund til at skrive bogen er, at han er træt af, at danskerne har sat Larsen og Clausen op på en urørlig piedestal, men jo længere man når ind i fortællingen, jo mere klart står det, at piedestalen i disse tider først og fremmest skal findes i Hyttels bitre sind, der plages af en uomgængelig irritation på baggrund af de biografier, der er skrevet om de to herrer, og han ser det som sin ædle pligt at informere offentligheden om de to mænds formastelige væsen via egne - tilsyneladende yderst dyrtkøbte - erfaringer samt mere end haltende og hjemmestrikkede venstrehåndsanalyser. Men mere herom senere i denne anmeldelse, for Hyttels analyse-redskaber fortjener et helt (hovedrystende) afsnit for sig.

Bogen benytter sig af flere mere eller mindre "snedige" greb for at holde læseren fanget i fortællingen, og på bedste kriminalroman-vis pirres læserens nysgerrighed ved kort at komme ind på at "lige om lidt sker der altså noget vildt banebrydende i fortællingen" – det virker. Desuden sørger Frank Møller for at agere kritisk røst og stille mange af de spørgsmål, man som læser nødvendigvis vil stille til en bog som denne for belejligt enten selv at svare på dem eller lade Hyttel underbygge, hvorfor det eksempelvis er så vigtigt, at hele Danmark skal vide at han er sur på Kim Larsen og Erik Clausen. Det økonomiske aspekt nævnes selvfølgelig ikke i denne sammenhæng.

Dechifrering via sangtekster

Frank Møller formår desuden at fremstille Hyttel med en velvoksen portion (påtaget) ærefrygt og give ham en nærmest guru-agtig status, så man som læser tydeligvis skal tænke: "ja, det mystiske, men alligevel hudløst ærlige væsen, han ved nok hvad han taler om. Han har en ganske særlig indsigt i den menneskelige psyke", og en afslørende terapeutisk samtale bogens to bagmænd imellem omkring Frank Møllers familiære forhold skal yderligere forstærke læserens indtryk af Hyttels tilsyneladende helt overlegne terapeutiske og analytiske evner, før der tages hul på en dechifrering af hadeobjektet Kim Larsen, der efter Hyttels bedste overbevisning lever i en latent depression.

Og hvordan når Hyttel så frem til denne konklusion? Jo, han tager den ene oplysning han har fra Larsens barndom: at denne blev efterladt af sin alkoholiske far som firårig, og så tager han ellers fat på at analysere ...Kim Larsen-sange!?! Ja, det er lige hvad, han gør. Overfladiske analyser af sange som Tik Tik ("Larsen siger altså at livet i dens [sic] sande fulde, form kun leves i barndommens renhed"), Papirsklip ("Livets højeste værdi nås der, hvor man giver livet bort for sagen"), Gør Mig Lykkelig ("Så denne kvinde skal illudere mor og elskerinde på samme tid. Det er kvinden, der skal gøre Larsen lykkelig, ikke omvendt. Det sidste kan tilsyneladende aldrig komme på tale") og filmen Midt Om Natten fører Hyttel hen til konklusionen at Kim Larsen lever i et sort hul af en depression og derfor opfører sig dårligt og suger energien ud af sine medmennesker – særligt Hyttel, selvfølgelig. Gad vide, hvad han kunne få ud af lige så skarpsindige analyser af sange som Monkeymand og Yummi Yummi?

Efter en kritik af Larsens åbenlyst tåbelige ryger-kampagne – et forsvar af den havde været en vanskeligere opgave – tager Hyttel og Frank Møller fat på Erik Clausen, hvis primære synd er at have udeladt Hyttel og dennes kæreste fra sin selvbiografi fra 2009 på trods af deres – efter eget udsagn – store indflydelse på Clausens liv. Desuden er Hyttel fornærmet over, at Clausen ikke blot fremstiller Hyttels klarsynede tanker om sandhed og kærlighed som sine egne ideer, han udelader også de "velkendte og berygtede titaniske raserianfald", han er kandt for at have på et filmset. Clausen fremstiller sig selv i et meget bedre lys, end han kan tillade sig, for han både misbruger kærlighed og sex, og han snyder alt og alle. Clausen er en dårlig kammerat, blottet for moral og en fedterøv – ifølge Hyttel. Det er muligt, at Hyttel har haft de oplevelser med Clausen – det er ord mod ord, men mest af alt sidder man som læser tilbage med et stort rungende: "og hvad så?" For mest af alt er der tale om simpelt sladder, der pakkes ind i store ord om sandhed og kærlighed.

Svinestreg

Den af formiddagspressen så omdiskuterede – og må jeg tilføje ondsindede – svinestreg med at sætte Clausen i forbindelse med en række udokumenterede voldelige overgreb på prostituerede er langt under bæltestedet, og fylder forsvindende lidt i bogen.   

Bogen er holdt i et underholdende og ganske udmærket sprog det meste af vejen, om end sproget til tider bliver lidt for farverigt og metaforerne lidt for kluntede til denne signaturs smag:  "...smed de en luns luder-journalistik efter os, så var jeg der til at tage imod den hurtigere end storken snapper en frø." Så er det straks mere irriterende med de mange stavefejl og grammatiske ditto, men det er næppe noget, bogens tiltænkte målgruppe bider mærke i. Og der er selvfølgelig også penge at spare ved at undlade at hyre en korrekturlæser (eller at vælge en billig én).

Bogen er som sagt ganske interessant læsning, når d'herrer Møller og Hyttel holder sig til deres egne personlige erindringer, men når de leger med lommepsykologien og tager fat på karaktermordene på "hovedpersonerne", tabes det hele på gulvet. Og det kan godt ske, at det skaber Ekstra Blads- og B.T.-overskrifter (ligesom tilbage i 1992) og sælger bøger, men det taber hele værket på gulvet og efterlader en tilsølet, latterlig og ildelugtende sag, man dens kvaliteter til trods nødigt har lyst til at røre med andet end en ildtang.

...Nårh ja, og en ronkedor er en træt gammel hanelefant, hvis nogen skulle undre sig. Ingen grund til at købe bogen for at få det at vide.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA