x
Pia Elers: Nattegn - Et portræt af Johnny Madsen

Pia Elers
Nattegn - Et portræt af Johnny Madsen

Pia Elers: Nattegn - Et portræt af Johnny Madsen

GAFFA

Bog / People's Press
Udgivelse D. 14.11.2011
Anmeldt af
Espen Strunk

Man forstår, hvorfor folk som Larsen, Sebastian og Niels Skousen har fået udgivet biografier og, i sidstnævnte og mest aktuelle tilfælde, en stærk selvbiografi. Men Johnny Madsen....er det virkelig en god nok historie til at bære over 300 sider, tager man sig i at tænke. Men svaret er ja, efter endt læsning af den 58-årige journalist - og nuværende Kina-korrespondent for Dagbladet Børsen, i øvrigt – Pia Elers aktuelle Madsen-bog.

Og at det netop er Elers, der har påtaget sig opgaven, er langtfra tilfældigt; hun har kendt Madsen siden 70'erne og har tydeligvis en personlig passion for historien, manden og sangene. Og så betyder det mangeårige bekendtskab også, at Madsen selv har medvirket i et omfang, som i vid udstrækning bibringer bogen selvbiografiens karakter – fyldige citater er spredt ud over hele bogen og fylder næsten lige så meget som Elers ellers sobre prosa.

Havet

Historien begynder, naturligvis, i barndomsbyen Thyborøn på den yderste vestkyst. Og enhver, der har tilbragt længere tid på denne særprægede og på en eller anden måde meget wild west-agtige lokalitet, vil kunne skrive under på, at det er et sted med en egen poesi og stærk fornemmelse af netop – stedet. Havet, høfderne – de lange årer af granit og beton der rækker ud fra kystlinien med det formål at bryde bølgerne på vej mod land – og de vindblæste gader fra havnen ind mod downtown, hvor Røn-dynastiets døgnkiosk (der lukker klokken 22), et par bodegaer, grillbarer og den obligatoriske forretning med brugskunst af varierende æstetisk skønhed udgør hovedattraktionerne. Som Johnny siger et sted:

"Herude siger vi, at vi har ryggen mod land. Fiskerne de tog ud på havet, så derfor vender vi blikket den vej. Min bedstemor, som blev omkring 90 år gammel, havde aldrig været i Århus eller København, hun blev herude i reservatet. Én gang tog hun til Grenå, fordi min bedstefar skulle have nyt skib leveret fra et værft. Hun sejlede med det gamle skib derover, og da de rendte ind i noget dårligt vejr, blev hun søsyg og kastede op. Hun havde ret. Hvad skulle man ud af det reservat for? Første gang, hun var udenfor, brækkede hun sig. Naturligvis."

Ikke desto mindre bevægede Madsen selv sig hurtigt udenfor. Først til jævnlige optrædener i Lemvig med vennerne, siden som lidet motiveret studerende på Nørre Nissum Seminarium. Og så videre, i den livshistorie som her udfoldes. Mere herom senere.

Øretæver i luften

For Thyborøn er også et sted med stærkt Indre Missionsk miljø og øretæver i luften, hvis man stikker ud. Det har Johnny utvivlsomt også gjort, men han var ikke alene. Outsidere dukker – heldigvis – op overalt, og sikkert ikke mindst dér, hvor konventionerne vejer tungest. Men tilbage til stedets poesi, som man formentlig kun virkelig forstår, hvis man er vokset op på de kanter. Hvis man ikke har, kan det også virke særdeles klaustrofobisk.

"For mig er høfde 59 et åndehul, et sted hvor man kan lade tankerne flyde. Her har jeg hentet inspiration til ikke så få sange og digte. Derude blev min bedstemor født. Flere hundrede meter ude fra kysten, der, hvor der nu er hav", siger Johnny blandt andet.

Og med familie i byen er jeg ganske bekendt med ikke blot høfde 59, men også med dens særlige status i lokalsamfundet. Når man står derude, mens skumsprøjtet står ind i kaskader føler man, at man står på civilisationens yderste kant.

Vejen væk

Johnnys forældre lever endnu, i et rødt parcelhus på Sprogøvej, og har beredvilligt stillet op til interview til bogen. Fremstår som sympatiske, solide folk, hvis lille bidrag til mosaikken er et lille stykke kulturhistorie i sig selv. Johnny selv:

"Min mor har jo altid gået op i, om vi var rene og og pæne. Bare vi skulle til Lemvig, der ligger 25 kilometer væk, skulle vi have bad og have de der terylene-bukser på...det må være det stof, der er forløberen til Rockwool. Og det kradsede og gjorde ved, og dem skulle vi gå i hver eneste søndag. Jeg har faktisk tilbragt en stor del af min barndom inde på mine forældres toilet med terylenebukser nede om haserne. Der gør man sig visse tanker, og dem kaldte jeg for "Madsens Septiktanker"."

Det blev også titlen på Madsens andet soloalbum fra '86 – men inden vi når så vidt, skulle han omkring adskillige omveje. I første omgang som sagt Nørre Nissum Seminarium, efter et lille københavnsk svinkeærinde.

Sprækker i reservatet

1967. Skelsår i rockhistorisk og ungdomskulturel sammenhæng, men Johnny er stadig i Thyborøn. Droppet ud af skolen efter 8. klasse og nu i lære hos smeden nede på havnen, mens den lokale debat raser, idet Sømandshjemmet ved havnen har fået konkurrence – det er gode tider – af vognmanden Villy Jensens nye Motel Thyborøn, som formaster sig til at ansøge om spiritusbevilling. Og så er portene til helvede slået op på vid gab, mener byens stærke, missionske lobby. Jensen får den dog, på baggrund af væsentlige argumenter fra progressiv side om at fiskerne alligevel sidder og drikker sig i dørken med hjembragt britisk sprut og at man i øvrigt bare kan tage til nabobyen Harboøre og tanke op ved købmanden. Det er skelsættende. Men Johnny er alligevel på vej væk.

Hjemme bedst

I en alder af seksten erklærer han over middagsbordet for sine foruroligede forældre Ib og Oda, at han vil til hovedstaden og slå igennem som folkesanger. "At forlade Thyborøn og tage til København var på linie med, at danskere i forrige århundrede udvandrede til Amerika for aldrig mere at vende tilbage til hjemegnen", som forfatteren bemærker. Og jeg tror ikke, at det er en overdrivelse. Well, Johnny fik (selvfølgelig) ikke lov, men gjorde det alligevel. Her møder han Ole Davidsen – i dag lektor i Aarhus – med hvem han kan mødes i mere filosofiske samtaler om liv, død og litteratur. Men båndene til hjemstavnen er langtfra brændt, og i et brev til Oda skriver han at "ude er godt, men hjemme er så absolut bedst".

Det er også derfor, jeg har tilladt mig at bruge så meget plads her på Thyborøn-tiden. Lytter du til Madsens efterhånden mange plader står det klart, at den – og selve stedet – har været fuldstændigt definerende for både mennesket og musikeren Johnny Madsen.

Useriøs studerende

"Faktisk indførte vi vores egen form for fjernstudier", fortæller Madsen om tiden i Nørre Nissum, hvor han lader sig indrullere efter de to år i København. Det bliver en våd og festlig tid, hvor de rent lærerfaglige triumfer ikke ligefrem står i kø. Til gengæld danner Madsen folkemusik-ensemblet Rumlekvadrillen – og er i øvrigt stadig aktiv fodboldspiller, selvom der også bliver rykket en ikke uvæsentlig mængde bajere indenbords. Og så møder han livsledsageren Margit i '74, hun på HF og han på seminariets tredje årgang. Fire år senere føder Margit datteren Didde, som kun når at blive tre måneder gammel.

Nuvel, Nissum-afsnittet er fyldt med illustrative anekdoter og citater fra Madsen selv, som giver et klart indtryk af en figur, man med lige stor ret har kunnet kalde en dagdriver og døgenigt som en rastløs sjæl med utøjlelige, kunstneriske aspirationer. Efter en tid med ensemblet La Porta Band er Johnny klar til at rykke videre igen, og i '82 debuterer han i eget navn med albummet med den for udenforstående uforståelige titel "De tørre er de best....men de våde er de flest". Det handler selvfølgelig om Thyborøn-specialiteten tørfisk – saltede og tørrede fladfisk som du kan finde hængende på tørresnore i byens baghaver, hvor marehalm ofte er eneste vegetation.

Fra Agger til Californien

Men teksternes lokale forankring får selskab af eksempelvis en tidlig inspiration fra Bob Dylan, hvis lejlighedsvise, litterære surrealisme har været spejlet i Madsens tekster fra starten. Det kommercielle gennembrud kom med "Udenfor sæsonen" fra '88, det kreative klimaks måske med "Bounty Blue" ("I de franske stræder falder lyset skråt ind / juken spiller blues fra Californien / Johnny the Blues vender sig omkring / den fede Lady sagde at det var showtime"). Siden: en lang række plader, et eksil på Fanø, samarbejdet med makkerne Allan Olsen og Lars Lilholt, lovligt mange bajere. Og meget mere, som du selv må læse dig til. Denne her artikel er i høj grad en historie om Thyborøn – fordi Johnny Madsens livsværk i så høj grad er det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA