x
Dark & Dear: Glimpse of the Truth

Dark & Dear
Glimpse of the Truth

Dark & Dear: Glimpse of the Truth

GAFFA

Album / Target Distribution
Udgivelse D. 24.11.2011
Anmeldt af
Espen Strunk

Da Lonnie Kjer og Stefan Mørk albumdebuterede i 2009 med 13 Songs, undgik det undertegnedes opmærksomhed, og stor var således den positive overraskelse, da deres toer røg i apparatet. Det er alt andet end tilfældigt, at bandet – som i dag er udvidet til en kvintet – sidste år blev bedt om at åbne den store, fan-drevne Leonard Cohen Event i Krakow, og i øvrigt er blevet bedt om at gentage succesen i USA næste år.

For slægtskabet er ganske evident lige fra første skæring, Help Me Joanne, som konkret er et ekko af Cohens Famous Blue Raincoat. Allright, det er selvfølgelig langtfra forbilledets uovertrufne lyriske format, men omvendt er det heller ikke blot en bleg afglans. Faktisk er det nogle af de bedste engelsksprogede tekster fra et dansk band, jeg har hørt i usædvanlig lang tid.

Her leves simpelthen op til titlen; teksterne er vitterligt glimt af Sandhed, som jo pr. definition ofte er en smertefuld størrelse. Religion og kærlighed væves sammen, tab og længsel er grundvilkår, og måske mest forbløffende styres der elegant uden om de tåkrummende klichéer, som desværre alt for ofte plager danskere, som forsøger af artikulere sig på engelsk. Det er ganske enkelt imponerende, og når vi ikke ryger op på fem stjerner, er det udelukkende fordi, de to frontfigurer strengt taget ikke er de mest distinkte vokalister.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA