x
Rudy Rotta: Me, My Music and My Life

Rudy Rotta
Me, My Music and My Life

Rudy Rotta: Me, My Music and My Life

GAFFA

Album / ZYX Music
Udgivelse D. 24.01.2012
Anmeldt af
Espen Strunk

Hvad er nu dette?! En for denne signatur totalt ukendt, italiensk (!) bluesguitarist og -sanger, som har fået såvel Robben Ford som John Mayall & His Bluesbreakers som selveste Peter Green (eks-Fleetwood Mac) med på denne sin syvende langspiller? Jo, den er god nok. Mr. Rotta har seks album i bagagen, herunder en liveplade med orgel-esset Brian Auger – ja, ham der har spillet med både Hendrix og Zeppelin – og en samling bluesede Betales-fortolkninger fra 2008. 

At sidstnævnte ikke er helt så tosset en idé, som man umiddelbart kunne tro, demonstreres i øvrigt også på det aktuelle udspil, hvor Rotta endnu engang ikke har kunne holde fingrene fra den store Lennon/McCartney-sangbog og leverer dels en lettere ligegyldig Come Together, dels en vederhæftig Dear Prudence.

Om det er Augers fortjeneste får stå hen, men ud over at have en vitterligt ganske sprød guitarlyd har Rotta også forstået det essentielle i et godt, rustikt orgelunderlag at spille op ad. Her diverteres med såvel versioner af småslidte sager som Black Magic Woman (med Peter Green på vokal og guitar), St. James Infirmary og Dylans It's All Over Now, Baby Blue som med egne kompositioner, indimellem på italiensk.

Og selvom pladen langtfra er nogen åbenbaring, er det en omgang absolut smagfuld blues – lige fra den overlegne, akustiske leadguitar og mundharpe på So Di Blues til den stærkt Clapton-reminiscente Mama Save The Children.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA