x
Mika : Nibe Festival, Stor Scene

Mika , Nibe Festival, Stor Scene

Mika : Nibe Festival, Stor Scene

Anmeldt af Jan Lambæk Hansen | GAFFA

Solen skinnede flot, og temperaturen var lige tilpas. Der var lagt i ovnen til en perfekt koncert med Mika, der fem år tidligere måtte aflyse sin koncert på Nibe Festival. Coveret til det kommende album "The Origin of Love" var blevet blæst op i storformat og prydede scenens bagtæppe. Bortset fra det var det noget sparsomt med udsmykningen.

10 minutter før koncertstart var der kun fyldt på de helt forreste rækker foran scenen. Ellers var publikum spredt ud på hestepladsen. Og i venstre side, hvor der er fremragende udsyn, var der som altid god plads. Der kom dog løbende flere mennesker til som minutterne gik, men kødranden udeblev. Det var hyggeligt og behageligt, som det hør og bør sig på Nibe Festival. Og stemningen var god.

Mika blev i hvert fald godt modtaget af publikum, og han bukker pænt, da han tager sin sorte hat af. Klædt på til sommeren i hvid T-shirt og korte bukser lægger han overbevisende ud med "Relax, Take it Easy" – og hans stemme er helt i top. De første rækker klapper da også i takt under nummerets korte breakdown.

"Good afternoon, everybody", siger Mika før han fortsætter med den über-joviale "Love Today". Samtidig kaster nogle stagehands store sorte og hvide balloner ud til de glade fans, mens andre stagehands prøver at afhjælpe tekniske problemer med trommerne. Problemer, der dog ikke havde nogen reel negativ betydning for koncerten.

Mikas imponerende stemmeregister giver de gode kuldegysninger, og han giver den også rimelig god gas på scenen. Det fem mand store backingorkester skal dog også have ros. De spiller tæt, og lyden er god. Mika fortæller, at det er deres første rigtige festivaloptræden i år, inden han kaster sig ud i "Blame it on the Girls". Her får han tilmed de største fans til at skråle med på omkvædet.

Masser af glæde

Og så går tempoet en anelse ned, mens det store cover på bagtæppet ryger helt ned. Det bliver dog erstattet med en stor illustration af en bygning under opførelse i en storby. Selvom "Billy Brown" kan forekomme lidt langsommere, så bliver den leveret med lige så meget energi som de tre indledende numre.

Tempoet forbliver det samme under "Blue Eyes", der med lyden af olietønder får Skalskoven til at emme af strand i troperne. Der kommer dog igen fart på, da vi får førstesinglen "Celebrate" fra det nye album. På studieversionen medvirker blandt andre Pharrell, men på Nibe er det Mikas dygtige, kvindelige percussionist, der spæder til med lidt vokal. Det er et nummer, Mika tydeligvis nyder at optræde med. Måske fordi det er nyt. Måske fordi det er fyldt med glæde.

Efter "Big Girls, You are Beautiful" fik vi det bløde titelnummer fra det kommende album. En sang som Mika optrådte med for første gang, fortalte han os. Samtidig fik vi et tredje og mere farverigt lagen at se på bagtæppet.

"Rain" var også med på sætlisten sammen med den fjollede "Lollipop", hvorunder Mika fik det så varmt, at han måtte smide T-shirten. Det var til stor glæde for pigerne. Og sikkert også nogle af de mandlige fans. Og T-shirten forblev af under den herlige "We Are Golden", der fik Mikas fødder og stemme til at lette flere gange. Og publikum stemte gerne i og erklærede sig enige i, at de er gyldne.

Den unge brite viser også lidt talent på det opstillede piano, da han præsenterer bandmedlemmerne og forklarer, at det er en af de første gange, de spiller sammen i den konstellation. Indledningsvist undskyldte Mika på forhånd for de fejl, de måtte begå under koncerten. Dog er Mika den eneste, der begår få fejl. Tydeligst under indledningen til balladen "Happy Ending". Han redder den dog med sin drengede charme og ved at kalde sig selv en "fucking idiot" – i falset, naturligvis.

Og nu kom den endelig. Monsterhittet. "Grace Kelly". Men ak. Klimakset udeblev. Det var under den store finale, at Mika fremstod vokalmæssigt svagest. Ærgerligt. Det blev enden på, hvad der blev en god koncert sammen med et simpelt "Thank you". Og så alligevel ikke. Det blev faktisk til et enkelt ekstranummer med hans store kærlighedssang "Make You Happy" før han takkede helt af.

Og dermed havde Nibe endelig fået deres koncert med Mika.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA