x
Shantel & Bucovina Club Orkestar: Lille Vega, København

Shantel & Bucovina Club Orkestar, Lille Vega, København

Shantel & Bucovina Club Orkestar: Lille Vega, København

Anmeldt af Mathias Sommer | GAFFA

Der er ikke en åbenlys forbindelse mellem en fladskoet tysker fra Frankfurt og sveddryppende, pumpende Balkan. Men modererer man det borgerlige navn, Stefan Hantel (til Shantel) har man en hårdkogt pioner, der fortjener alle mulige anprisninger for sit arbejde med at gøre Balkan spiselig for et kræsent, vestligt publikum.

I snart 20 år har Shantel siddet i sit kummer og remixet traditionel Balkan-musik. Kender man Balkanmusik, kendes det nok gennem Shantel. Han har set den oplagte parring mellem clubscenen og den vilde, forløsende Balkan og eksekveret fusionen til kryds og slange.

Tyskeren med begge rødder plantet i Balkan-muld har senere taget det naturlige skridt og er begyndt at komponere sin egen musik, som nu spilles med et ufatteligt velspillende orkester.

Teksterne er så ringe og mange af melodierne så moderate, at de ikke egner sig til en koncentreret lyttestund på sofaen. Til gengæld indeholder sangene fra hans to plader "Disco Partizani" (2007) og "Planet Paprika" (2009) enormt meget eksplosivitet, og når lunten tændes til livekoncerterne ved man bare, det ikke bliver en fuser.

Varm sal

Det er en helt særlig oplevelse at komme ind på Lille Vega og den smukke Stauning Sal, der i sit mørke træ har noget "Great Northern Hotel" fra Twin Peaks over sig. Men inden for de nordiske rammer vælter folk rundt. Som om slutdestinationen på julefrokosten skulle være her. Folk er helt enormt feststemte, inden Shantel og hans seksmands-omkuldblæsende-orkester entrerer. De minus 10 grader udenfor er for længst glemt. Nu skal der svedes og hoppes, lad os lukke et glimt af sommer, frihed og slivovitz ind, lader det til, folk har besluttet.

Shantel går på med den sublime "Mahalageasca," som især filmen om "Borat" har gjort kendt. En regulær klassiker skabt af rumænske "Mahala Rai Banda", og kort efter kastede Shantel sit tryllestøv over nummeret. Det betød en pumpende stortromme, tempoet blev sat op, produktionen blev mere komprimeret – og bang, vi har et dancehit! (begge versioner kan høres i "Borat").

Der lægges med andre ord hårdt ud, og vi skal heller ikke vente lang tid, før hittet over dem alle, "Disco Partizani", sættes i gang. Nummeret er blevet en live-klassiker, personligt er det tredje gang, jeg oplever Shantel (første gang var Roskilde 2010) og opbygningen af nummeret er det samme. Først et vers for fuld musik.. Så trækkes spændingen… Så vil publikum have mere.. så synger Shantel første vers (igen) solo.. så trækkes spændingen.. Så går hele bandet på og første vers spilles for tredje gang… Og så kan publikum endelig få udløst den spænding, der umuligt kan trækkes længere: DISKO-DISKO-PARTIZANI. Tematematematema… Det er så nemt, det er så billige point, men holy Balkanhalvø, hvor det spiller. Alle hopper.

Trods et vildt publikum og flere højdemål, som "Sota" og "Disco Boy", fortsætter koncerten relativt moderat. Shantel har lyst til at eksperimentere med andre genrer. Det betyder, vi skal udsættes for nogle decideret irriterende rockabilly-numre, der med et uhyggeligt velspillende band i ryggen – og både piano, trombone og trompet, der ikke kan lade være med at kæle med de skalaer, der knytter sig til Balkan – dog aldrig bliver de kedelige. Men der fik man lige trukket vejret dybt inden ekstranumrene…

Sved, sved, sved

Vi troede, vi havde oplevet en vild fest. Alle svedte, brede mænd i bare overkroppe dansede stadig, Shantel havde været på vandring blandt publikum, og crowdsurfing havde der også været, da Shantel & Bucovina Club gik af scenen.

Men festen er slet ikke slut. På går orkesteret igen med et sammenpresset medley af de to megahits "Planet Paprika" og "Bucovina", og især sidstnævnte sætter løjerne i gang.

45 minutter senere kan man knap nok kende sig selv og lokalet. Stemningen har været eklektisk. Bandet har spillet røven ud af røjserne og et stort område foran scenen har været en moshpit, selv på balkonen har folk hoppet. Der er blevet sprøjtet champagne ud over publikum, Shantel har tungekysset med salens smukkeste pige, trommeslageren har snublet i sit lange legeme og er røget ned under scenen, og en stiv kvinde har flere gange været oppe på scenen for at danse tæt med Shantel og den ufatteligt sexede trompetist.

Helt euforisk udbreder Shantel, at det er det vildeste, han har oplevet og kalder igen og igen sine musikere ind. Det var simpelthen det vildeste. At booke Shantel til den intime Stauning Sal er simpelthen genialt. For væggene sluttede tæt og alle hæmninger forsvandt. Mon ikke selv den gamle landsfader hinsides har grint lidt i skægget over at have lagt navn til sådan en vanvittig fest.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA