x
The Darkness: Amager Bio, København

The Darkness, Amager Bio, København

The Darkness: Amager Bio, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Det er lørdag aften, vennerne er samlet om en pose øl, et glimrende afsæt for at fortsætte festen i Amager Bio. Det er ikke lige dén aften, man bør samles til dybdeanalyse i den litterære diskussionsklub. Der er i hvert fald på forhånd grund til at formode, at stemningen vil være lettere, mere løssluppen, frem for alt både medrivende og mere end almindeligt støjende – når engelske The Darkness går på scenen.

Der er ikke så mange dikkedarer, og selvhøjtideligheden er begrænset. Til gengæld er der sans for iscenesættelse, for eksempel når der bliver skruet op for båndmusikken, inden bandet går på scenen, og publikum hører Thin Lizzys "The Boys Are Back In Town" og ABBAs "Arrival" som indtogsmarch.

Festen skydes i gang

"Every Inch Of You" skyder festen i gang, og den er ikke mange takter gammel, før det første tilfælde af crowd surfing finder sted. Måske et forvarsel om, at det bliver en aften, hvor hæmningerne er anbragt sammen med overtøjet i garderoben? Sangeren Justin Hawkins har desuden lagt så meget tøj samme sted, så man ved første blik kommer helt i tvivl om, om han overhovedet har bukser på bag guitaren.

Der er dem, der har kaldt The Darkness for glam-rock. En betegnelse, som Justin og hans bror Dan på guitar lægger afstand til. Der er simpelt hen for meget krudt i bandet til, at associationer med højhælede glimmerstøvler og hårlakerede tyskerfrisurer holder. Til gengæld krænger Justin sig selv så meget ud – med tatoveringer, øjenskygge og så videre – at det dårligt er nødvendigt for de andre tre band-medlemmer at gøre noget. Dan har i hvert fald holdt sig til den snart obligatoriske Thin Lizzy-T-shirt.

En hurtig tår vand, og straks følger "Black Shuck" med "Growing On Me" og "She's Just A Girl Eddie" lige i hælene til stor begejstring for et publikum, der énstemmigt har forkastet Højskolesangbogen til fordel for højlydt at skråle med på de velkendte tekster med en – alt andet lige – noget forenklet og steretyp udlægning af kærlighedens kvaler. Men who cares, når musikken spiller så højt og bliver afleveret så insisterende og drengerøvscharmerende, som tilfældet var. Så tager man gerne en "One Way Ticket" til helvede og tilbage igen.

Show ud over rampen

Scenen i Amager Bio er ikke just af en størrelse, der kan rumme et symfoniorkester med fuld besætning. Denne aften er scenen imidlertid bygget op, så der kan løbes og poseres, nærmest i flere etager. Det bliver flittigt udnyttet, både af Dan, når den tonstunge bund i numre som "Friday Night" og "Concrete" skal kickstartes – og af Justin, når han lægger den ene forrygende guitarsolo efter den anden ovenpå.

Det går rent ind, måske i særlig grad hos den kvindelige del af publikum. I hvert fald bliver der – som var det en aften med Tom Jones – under "Givin' Up" smidt et par alt andet end tækkelige trusser op til Justin. På den måde kunne det være en vovet affære for ham at tage turen ud blandt publikum, mens en solo bliver spillet på skuldrene af Dan. Men han gør det – og gentager det gud hjælpe mig under ekstranumrene på skuldrene af en sagesløs, men alt andet lige velvillig person i forreste række ved scenekanten.

Tydelige lån afleveret med charme

Hvis man nu skal forlade eller i hvert fald forsøge at lægge en kritisk distance til festen, så er det svært at beskylde The Darkness for musikalsk nytænkning. Der er tydelige lån fra AC/DC, og Justin Hawkins' hyperenergiske duckwalk er helt klart resultatet af at have stået i lære hos samme bands Angus Young. Der er ligeledes – ikke mindst i kraft af Justins falset – tommetykke referencer til Queen og Freddie Mercury. Og sådan kunne man blive ved med at sige, at der er et strejf eller en duft af den og den kunster, som var der tale om anprisning af en temmelig jævn vin.

The Darkness afleverede imidlertid deres tour de force af musikalske klichéer med så meget charme og særpræg, at de hiver de første fire stjerner alene på dén konto. Den sidste stjerne får de for et show, der i dén grad kom ud over rampen, så selv undertegnede køligt distancerede anmelder måtte overgive sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA