
Kirstine Birk
Patience
Kirstine Birk: Patience
GAFFA
Album / Gateway Music
Udgivelse D. 25.02.2013
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann
Syv år skulle der går, før aarhusianske Kirstine Birk kunne finde tid og overskud til at realisere opfølgeren til debutalbummet On A Day Like This (2006), men nu er ventetiden omsider ovre, og det er der god grund til at glæde sig over, hvis man er til blid og eftertænksom americana blottet for uventede drejninger og eksplosioner, men med en selv- og skridsikker indre ro og en gennemført behagelig tone.
I undertegnedes optik måtte der gerne have været lidt mere på spil - stiløvelsen eksekveres ganske vist uden de fjerneste svinkeærinder, og det er selvfølgelig et stykke hen ad vejen fint nok, men det kunne altså unægtelig have løftet oplevelsen betragteligt, hvis Birk havde udfordret sig selv lidt mere.
Obligatoriske elementer som kontrabas, Hammondorgel og pedal steel guitar indfinder sig forventeligt hist og her, og lytteren bliver konsekvent strøget kærligt med hårene. Alt sammen absolut upåklageligt udført og bestemt lyttevenligt, men værket er ikke desto mindre indimellem lige lovlig renset for vovemod og hittepåsomme indfald.