x
Lukas Graham og Barbara Moleko: Scandinavian Congress Center, Aarhus

Lukas Graham og Barbara Moleko, Scandinavian Congress Center, Aarhus

Lukas Graham og Barbara Moleko: Scandinavian Congress Center, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Arkivfoto

I november 2011 spillede Lukas Graham på legendariske V58, og i marts 2013 – ja, der formåede han og bandet så at fylde Scandinavian Congress Center i samme by. Vi snakker altså en fuldkommen vanvittig udvikling. V58 har plads til 200-300 mennesker, hvis det går hedt for sig. Scandinavian Congress Center har plads til det tidobbelte (!), når det går hedt for sig, og det gjorde det i sandhed fredag aften, hvor Graham og drengene vækkede byen med en koncert i dansk verdensklasse.

Graham er en mand, der sætter sin egen dagsorden. Hans stil er totalt uortodoks, og musikken er en blanding af alle mulige forskellige stilarter. Pop, soul, rap – musik i sin reneste afskygning, men med sans for detaljen. Mange detaljer. Poesi og lidt blues. Bare en smule.

Har I savnet os?
Dette var forsangerens ord efter de første indslag, hvor spillestedet allerede var begyndt at vakle. Det skæve tårn i Pisa. Lovestick på trommer fik stedet til at ryste i sin grundvold med sine sikre beats, og med et band, der fremstod ualmindeligt veloplagt, var der lagt i kakkelovnen til et brag – og det fik vi. Af dimensioner.

Scenen blev indtaget med manér 20.45, hvor Kasper Daugaard (blot kaldet Daugaard) satte gang i sin kærlighed på klaveret, herefter kom blæsersektionen på, og sidst, men ikke mindst kom kongen af Christiania til syne, og"Don't Hurt Me This Way" indledte den ene time og tyve minutter, vi fik i selskab med Graham og company. Allerede her spillede Graham på charmen, og trøjen blev hurtigt smidt, til pigernes store tilfredsstillelse. Glem alt om glimmer og glamour. Bandet, der består af fire glade drenge og en blæsersektion, er ikke til det polerede. Der bliver snakket sort, grinet og spillet musik, som om fanden er i hælene på dem. Og ja, Lukas. Gu' havde vi da savnet jer.

Genialiteter på stribe
Vi skulle lige et par postgange hen i sættet for at finde de der øjeblikke, der gør, at musik er livgivende. Men så kom de også på stribe. "Better Than Yourself (Criminal Mind pt. 2)" var stærk og stemningsfuld med dystre trommer, og her havde blæserne for en kort tid forladt scenen, hvilket betød, at sangen blev mere intim uden den store lyd, som blæserne stod for. Aftenens smukkeste øjeblik var, da Lukas Graham, som ellers var meget talende, blot sagde: "Det her er en sang til min far", hvorefter vi fik "Daddy, Now That You're Gone (Ain't No Love)". Fuldstændig fremragende. Tekst, musik og ikke mindst blæsere op i den der berømte højere enhed.

Selvfølgelig sad "Ordinary Things" også lige i skabet, men hvis vi lige skal afrunde det her med genialiterne, så skal også "A Change Is Gonna Come" nævnes. En sang af Sam Cooke, som Graham i den grad har gjort til sin egen. En mesterlig soulballade. Det var især i balladerne, hvor Graham gav prøver på sin spændstige stemme, der har så uendeligt mange facetter.

Charme og umiddelbarhed
Graham og de andre knægte i bandet er selvfølgelig charmerende, og pigernes jubelskrig var ved at få taget til at lette, da bassist Magnum valgte at smide trøjen, så han blot stod tilbage i bar overkrop. Jojo, de ved skam også godt, hvad der virker. Eller da de inviterede en kvinde på scenen til et glas rødvin og en råflirt med selveste Graham i "Red Wine", der afsluttede det ordinære sæt. Selvfølgelig spiller de på charmen, og det er også ekstremt charmerende at have denne umiddelbarhed, som de alle besidder. Egentlig tror jeg, de er ligeglade, hvor de skal spille. Om der er hundrede eller tusinde publikummer. Det er musikken, det handler om, og her må man sige, at der for øjeblikket ikke findes noget sidestykke i Danmark.

Vi fik to ekstranumre, der også viste, hvor stor en variation, der er i sangmaterialet, trods det at vi jo indtil videre kun har fået et enkelt album – men mon ikke der snart kommer et nyt? Først balladen "Before The Morning Sun", afdæmpet og skarp, og selvfølgelig blev der sluttet af med fællessang i "Drunk In The Morning", hvor Graham, Magnum, Daugaard, Lovestick og Rusty Trombones cementerede deres øjeblikkelige status som uovervindelige.  
Man kan elske, man kan danse, man kan græde, man kan grine til Grahams musik – hvad mere forlanges der?

Support: Barbara Moleko ****
Aftenens support stod den dejlige dansetrold, Barbara Moleko, og hendes energiske orkester for. Og der blev i sandhed spillet røven ud af bukserne. Allerede fra start med "Klar Til Kærlighed" og til den efterfølgende "Gå En Tur", hvor der også var strejf af en saxofon på et backtrack. Men hvad fanden… Det lød bare dejligt, der var power, og Moleko agerede diskodronning på et niveau, hvor man ikke var i tvivl om, at hun nød at optræde for os. Efter "Gå En Tur" konstaterede Moleko også: "Så fik vi eddermame gang i den, hva'?". Korrekt – helt korrekt.

Det eneste som ikke fungerede, var et slags semiakustisk indslag med "Rejser Mig Op", der efterfulgte de tre første numre, hvor der havde været tryk på. Ellers en fin sang, men hold da kæft, hvor man lige pludseligt – tydeligt – kunne høre publikum stå og knævre. Det forholdsvis korte sæt sluttede med en lidt mislykket fællessang i det herlige dansenummer "Dum For Dig", men jeg fik sgu lyst til at høre (meget) mere, og det kan passende ske på Train om et par uger, hvor Moleko spiller en hel koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA