x
Oregon: Copenhagen Jazzhouse

Oregon, Copenhagen Jazzhouse

Oregon: Copenhagen Jazzhouse

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det var med store forventninger, jeg indfandt mig i Jazzhouse mandag aften. På plakaten stod nemlig Oregon – en hæderkronet jazzkvartet, som i mange år har stået for mig som et de mest betydningsfulde og originale jazzorkestre med dets særegne miks af avantgarde, melodisk jazz og klassisk musik: transkulturel musik, der sletter konventionelle grænser.

Da jeg første gang hørte en af orkesterets plader, gik der kun et par uger, før jeg havde erhvervet mig hele bagkataloget og med appetit erobrede det, jeg havde opdaget så sent. Jeg lyttede og lyttede. Og læste om kvartetten, der fra starten i 1972 bestod af guitaristen Ralph Towner, saxofonisten Paul McCandless, bassisten Glen Moore og percussionisten Colin Walcott. (Sidstnævnte døde i en tragisk trafikulykke under en turné, hvilket satte orkesteret på pause i en årrække. Siden blev han erstattet af Mark Walker).

Jeg lyttede og læste om orkesteret, som til tider spillede sammen med klassiske ensembler, sågar symfoniorkestre, og som udgav en stribe bemærkelsesværdige plader på store labels. Orkesteret repræsenterede – for mig at se og høre – en perfekt balance mellem musikalske traditioner. Det udforskede melodiske idéer, rytmer og harmonier og gjorde det med stor kunstnerisk troværdighed og tyngde. Alt imens det virtuost improviserede og skabte noget nyt og særegent.

Det var med afsæt i dén historie, jeg indfandt mig i Jazzhouse med store forventninger. Med afsæt i historien og i, at orkesteret på ny var pladeaktuel med Family Tree, et album som jeg ikke havde hørt.

Men det slog mig snart – mandag aften – at Oregon også var blevet et orkester med mere end 40 år på bagen. At Oregon nok var et rutineret orkester med især ét stort navn: Ralf Towner i spidsen. Men også at Oregon var blevet et rustent orkester.

Mandag aften var det i hvert fald som om, alt forekom langsommeligt og i den grad trængte til smørelse. Towner, McCandless, Moore og Walker var længe om at komme på scenen, de var længe om at orientere sig på scenen, længe om at finde en fælles melodi, og så fremdeles. Det var lige før, jeg tænkte, at nogen fra Ældresagen skulle tage en sonderende snak med de fire, og sammen med dem afklare om de fortsat skulle udbyde sceneoptrædener. Det var lige før jeg tænkte, at deres optræden mindede om 70'ernes mange rockorkestre, som genopstår og gentager og gentager: rockgrupper der som Status Quo har bevist, at intet er status quo.

Men heldigvis holdt jeg ud.

Efter et kvarters tid på scenen havde de fire nemlig selv – uden indblanding fra Ældresagen – fået banket så meget rust af sig, at der begyndte at opstå en form for intensitet, som gjorde, at jeg kunne genkende "mit" Oregon.

Med den elegant, stilfærdige ballade, As She Sleeps, som næsten har karakter af vuggevise, kom de fire på sporet af sig selv. Især kombinationen af Ralf Towners virtuose akustiske guitar og Paul McCandless raffinerede sopransax bar nummeret ud over scenekanten. Og da de fire fulgte op med det nye, mere pågående, men også mørkere nummer, The Creeper, efter at Paul McCandless havde skiftet saxofonen ud med den forførende basklarinet, begyndte såvel orkester som koncert at antage form.

Herfra blev koncerten et mix af gammelt og nyt: ture ned ad Memory Lane med et nummer som Anthem; ture ad nye veje med rene improvisationer.

Det blev en koncert med fint samspil og enkeltstående højdepunkter i form af blandt andet stærkt ekspressive soli af percussionisten Mark Walker, som egenhændigt kunne tage publikum med på drømmerejser til fjerne destinationer som Indien, Afrika og Caribien.

Koncerten endte med at blive en fin Oregon revisited. Ikke en retrospektiv koncert. Men en koncert med en opadgående kurve, startende i det rustne, sluttende i det elastiske.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA