x
The Jon Spencer Blues Explosion og The Railthin Brothers: Posten, Odense

The Jon Spencer Blues Explosion og The Railthin Brothers, Posten, Odense

The Jon Spencer Blues Explosion og The Railthin Brothers: Posten, Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Postens lille scene er ikke helt så imponerende som den store. Lyden er en smule dårligere, men til gengæld er det mere intimt med de små borde, den lysende lydbænk og baren, hvor folk mere hænger end snakker. I aften er der ikke plads til snak. Den plads er optaget. Enhver, som forsøger at sætte sig på den, blive hurtigt presset ud af det lårfede lydtæppe.

De møgbeskidte Railthin Brothers ****
Opvarmningen kom fra danske Railthin Brothers, bedre kendt på vores breddegrader som drengene i PowerSolo. Det tog mig tre numre, før jeg kunne se en rød tråd i deres musik. Først troede jeg, de bare tog pis. Så gik det op for mig, at de faktisk tog pis – men de havde alligevel noget på hjerte. På fransk, engelsk eller arabisk, i falset, vrøvlen, pludren eller råb måtte det ud.

Jeg kan ikke pege på ét band, som Railthin Bros. lyder som. Der var lidt af den fede distortion, man kender fra fx Dinosaur Jr, en smule af den fjogede, groovy dum de tum tip toe, man kender fra Primus, og så en smule vanvid og stirrende øjne, som man kender fra en dybt hjemløs på crack. Men så blev det funky, så støjrock, så minimalisme – og hele tiden den plirrende, pippende, klirrende forvrængede vokal og de mystiske råb, som ofte endte med "Motherfucka." Til stor latter.

Komplet impro *****
Jon Spencer og Blues Eksplosionerne gik på ca. 21:15 i et sæt på lidt over en time plus 20 minutters encore. Lydmanden havde ingen liste over numrene. "They never use it", sagde han bare og trak på skuldrene. De udvælger bare lidt hist og her fra deres omkring 30 samlede udgivelser, ep'er inkluderet. Det må være lidt ligesom at have 30 skabe med tøj.

I starten var blikkene på scenen tomme. Jeg fik fornemmelsen af, at Eksplosionerne var trætte og ikke gad. Det varede da også fire-fem numre, før der var blus under kedlen. Men Spencer lader ikke meget plads til klappepauser. Et nummer afløser det næste, og med den rige variation, der ofte er på numrene, minder det om et 15 minutters medley. 

Judah Bauer på lead-guitar kigger sjældent ned. Hans hænder klarer oftest selv arbejdet, mens han laver sin lille dans og studerer malingen på væggene eller det hvide i vores øjne. Trommeslager Russell Simins kigger ud bag sit lange, krøllede hår og slår troskyldigt på tromme. Han lægger en god bund i fraværet af en bas. Spencer selv tuner op og ned, og lader behændigt sin stemme og guitar glide sammen i ét. Som koncerten skriver frem, bliver alle bedre og bedre.

Flåede strenge og revne skind
Den krøllede, skraldede lyd pakkes fint omkring lange, støjende numre, over til hårdtslående AC/DC-lignende radiohits og jamsessions, som bare imponerer. Spencer retter på lysene og råber SON OF A BITCH ind i mikrofonen, så det smælder. Der er ikke noget "You are the most beautiful people we ever played to" at finde her.

The Blues Explosion er støjende, legesygt, dansende, tungt, individualistisk og komplet ligeglad med, hvad vi synes. Musikken har travlt, den skal videre, lige indtil det øjeblik hvor den stopper op og skal vise os noget. Publikum er hovedsagligt mænd over 30, som gladeligt lader bussemænd blive rystet ud af næsen, hver gang Bauer og Spencer hugger i samtidig. Det vibrerer så dejligt i næsen. Sådan noget musik laver piger altså aldrig. Bussemandsmusik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA