x
Anika Henderson: Distortion Festival, Live Teltet

Anika Henderson, Distortion Festival, Live Teltet

Anika Henderson: Distortion Festival, Live Teltet

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

Den hypede post-punker Anika Henderson var en af de artister, som stak ud fra Distortion Festivals overvejende elektroniske line-up – både i form af sine minimalistiske støj-idealer og sine politiske budskaber. Desværre blev de kaotiske omstændigheder for meget for sangskrivningen, og live-teltets placering bagerst på festivalpladsen kunne desværre ikke afstedkomme den ro, der skulle til for at opleve en mere afdæmpet koncert som denne. Det skrabede, mellemtone-orienterede post-punkband kunne umuligt hamle op med de bundtunge dunk, som konstant skyllede ind bagfra, og det var tydeligt allerede fra den indledende lydprøve, at Henderson var dybt utilfreds.

Er vi i gang?
Faktisk var det umuligt at vide, om lydprøven stadig var i gang, da den dub-inspirerede baslinje til "No One's There" begyndte. Små samtaler mellem bandmedlemmerne, konstant roden rundt med kabler og opgivende blikke gjorde det svært at opfatte fremførslen som en egentlig koncert.

Alligevel gennemførte Henderson hele nummeret, men med et blik, som flakkede mellem tusmørket uden for teltet og de flankerende musikere. Publikum fik på intet tidspunkt fornøjelsen af hendes opmærksomhed, selvom en mellemstor forsamling nu havde samlet sig foran scenen.

Altomsluttende depression

Den dub'ede rytmik forsatte på "Masters Of War", hvis lyriske aforismer gennemborede de mere danseglade festivalgæster, som havde forvildet sig ind i teltet, med altomsluttende depression over den politiske verdenssituation: "You fasten all the triggers / For the others to fire / Then you sit back and watch / When the death count gets higher".

Hendersons vokal fik i perioder presset sig frem til et dybfølt udtryk i den musikalske fortolkning af de melankolske venstrefløjs-budskaber. Æstetikken hos hende handler, som på pladen, ikke om at synge rent og pænt, men om at formidle en indebrændt opgivethed, som akkompagnerer ordenes beskyldninger mod krigsherrer og politiske ledere - "verden er ad helvede til, og sådan lyder jeg også".

Et enkelt højdepunkt

Koncertens højdepunkt blev den melodisk og lyrisk absolut mest interessante sang "Sadness Hides The Sun" fra Hendersons selvbetitlede debutalbum fra 2010. Psykedeliske orgelmelodier skaber en blanding af friske og nostalgiske harmonier under en tekst, som har en langt mere poetisk karakter, end de litterære anklageskrifter, som fylder de fleste Anika-numre: "Once there were pastures / Once there were flowers / Now there is only / The dust and the hours / Sadness hides the Sun".

Selvom bandets overdrevet introverte attitude gennem hele koncerten forstås som en del af formidlingen, blev den til sidst dybt irriterende og grænsede til en respektløshed over for spillejobbet og det fremmødte publikum. Der var simpelthen ingen kontakt mellem afsender og modtager, og det er ikke godt nok.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA