x
Loreen : Skive Festival

Loreen , Skive Festival

Loreen : Skive Festival

Anmeldt af Nanna Jenner Jensen | GAFFA

Loreen har været et kendt ansigt i nabolandet Sverige, siden hun deltog i hjemlandets udgave af sangkonkurrencen "Idol" i 2004. Det er dog først efter hendes europæiske Melodi Grand Prix-sejr sidste år, med nummeret "Euphoria", at vi har fået øjnene op for hende på disse breddegrader.

Loreen er det andet udenlandske navn på plakaten til årets Skive Festival, sammen med engelske Skunk Anansie, der spillede dagen forinden. Uden at tage munden for fuld kan man vist roligt sige, at vi bevæger os i en lidt anden musikalsk boldgade denne fredag aften på festivalens største scene. Loreens stil er af andre blevet beskrevet som en blanding mellem Medina og Robyn – og det er måske ikke helt skudt ved siden af. Men hvor Medina har en særlig plads i hjerterne af sine danske fans, og hvor Robyn har mere end et enkelt internationalt hit at trække på, så kommer Loreen altså lidt til kort. For der er absolut ingen tvivl om, hvad publikum er kommet for at høre: vinderhittet.

Desværre ligger der en art forbandelse over at have et kæmpe hit af den størrelse, som Loreen har fået med "Euphoria". På den ene side giver det én et navn og trækker (en masse) folk til koncerterne, og på den anden side er de samtidig kun kommet for én ting. Og uden at ville lyde nedladende, så er sådanne "One Hit Wonder"-koncerter sjældent særligt sjove. For man står bare og venter på forløsningen, der med 99 procent sikkerhed altid først kommer til sidst. Denne aften skulle da heller ikke bryde denne stensikre formular.

Det starter ellers så godt. Solen står smukt på en skyfri himmel og sender sommerstemning ud over hele Skive. Festivalen har dog været strategisk smart ved at placere scenen med solen i ryggen, således at vi stadig får udbytte af koncertens lysshow, der er med til at give en snert af den klubstemning, som Loreens numre lugter lidt af. Lige lidt hjælper det dog, for der er stort set ingen mennesker til stede, da hun går på. Kun foran scenen er der "fyldt op" med et par hundrede mennesker. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på antallet af gæster til Skive Festival, men det virkede som et forbavsende lille publikum i betragtning af, at Loreen var sat til at spille på den store scene. En gut i nærheden af mig udbrød da også, efter konferencierens præsentation: "Hvor er folk henne?!" Ja, nogle af dem sad i hvert fald på tæpper og spiste mad ved min lokation hos lydteltet. Det ville være synd at sige, at der var proppet.

Alt det virker Loreen dog fuldstændig ligeglad med, da hun hoppende indtager scenen i et outfit, der ville være førnævnte Medina værdigt. I ultrastramme sorte leggings, læderjakke og bart maveskind kaster hun sig ud i en remix version af "Crying Out Your Name" som åbningsnummer. Til denne anmelders positive overraskelse. Netop ordet "remix" skal nemlig gå igen i stort set alle koncertens numre, hvilket virkelig klæder sangene fra hendes album "Heal" utrolig godt.

Scenen er ellers besat af fire unge mænd på henholdsvis trommer, guitar, synth og bas samt laptop, og selvom korarrangementerne er playback, så er det altid optur at høre computer-genereret popmusik spillet med live-elementer. Centralt i lydbilledet står Loreens stærke vokal, og det er en fryd at høre en sangerinde inden for denne klub-pop-genre være i stand til at gå helt i top i det fulde register – uden playback – og stadig synge klokkeklart rent.

Når alt det er sagt, skal vi dog stadig tilbage til koncertens førnævnte akilleshæl. Vi skal nemlig ikke særligt mange numre ind i showet, førend Loreen godt har fornemmet publikums manglende eufori. Hun vælger derfor at skippe et nummer fra sætlisten og gå direkte videre til et cover af Bob Marleys publikumpleaser "No Woman No Cry". Det giver da ganske vist også lidt fællessang og hænder i vejret fra folk, men det er et farligt sats. Lad os bare, pænt, kalde det stilforvirring. Nummeret går dog hurtigt over i den nyere "We've Got the Power", og den kender publikum heldigvis godt med dets catchy synth-hook.

Det fortsætter med nummeret "My Heart Is Refusing", der også har har fået en gedigen makeover i form af et pop-rave-stykke, der lyder ligesom slut-90'ernes keyboards ala 666 og Darude. Og folk hopper endelig med oppe foran. Sangens akkord- og melodi-afslutning trækker på "Euphoria", og pludselig løber folk til scenen. Nu kommer det, vi alle sammen har ventet på. Og så vågner Skive Festival op. Folk skråler med for fulde lunger. Selv bagved rejser de sig op fra græsset og danser med. Der er da også en klokkeklar grund til, at Loreen vandt med "Euphoria", for det er et sindssygt godt popnummer.

Men så stopper det så også her. Bogstavlig talt. For Loreen lukker og slukker med kommentaren "peace out", løber ud af scenen og kommer aldrig igen. Lige knap 45 minutter får vi. Ingen ekstranumre. Og her må jeg ærligt indrømme, at jeg var i tvivl om, hvorvidt det skulle trække ned, at koncerten kun varede tre kvarter. Endda på en festival. Det er jo kortere end en optræden på Grøn Koncert. Det er showcase-kort. På den anden side ligger der også nogle point i at kende sine egne begrænsninger. Der er aldrig nogen grund til at spille, bare for at spille. Loreen valgte at slutte med et brag. Simpelthen. Og et eller andet sted har jeg også respekt for det. For det betød i sidste ende, at publikum kom og gik med det, de ville høre.

Omvendt må man så spørge sig selv, om plakaterne, med teksten "Det bli'r Euphoria", der hang på vejen mod festivalpladsen, havde ret? Der må det samlede svar så blive nej. Det blev desværre kun til en meget kort popfest på det jævne i denne omgang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA