x
Kiss: Forum, København

Kiss, Forum, København

Kiss: Forum, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Kiss er en mærkelig størrelse. I en alder, hvor de fleste herhjemme ville spekulere i efterløn og – for Gene Simmons' vedkommende – være gamle nok til pension, vælger de at tilbringe aftenen med at tage en hel sal tilbage på et tidstrip, som signalerer androgyn glam og tegneserieromantik. Det er sgu beundringsværdigt.

Udenfor var der salg i ørepropper, selv om eneste grund til det var de mange kanonslag, bandet bruger til at pointere med. For selve koncerten var ikke højere spillet end så mange andre. Til gengæld virkede Forum intimt i en grad, at den specielle scene ikke kunne bruges til fulde, og den store edderkop, i hvis indre bandet optræder, ikke kunne foldes ud som til nogle af koncerterne tidligere på turneen. Ergo gik de fire tegneseriehelte direkte på uden at blive hejst ned fra oven.

Jeg er ret vild med forsanger Paul Stanleys nye rolle. Det er åbenbart, at han ikke helt kan skrige som i fordums tid, men han var ret fed i sin fortsatte insisteren på at smalltalke med publikum og konstant forsøge at få os til at opføre os som det publikum, en stor teen-rockstjerne kan forvente sig. Vel vidende, at både han selv og størstedelen er hans publikum er nærmere rollatoren end ungdommen. Så han ville på sin vampede og stadig superandrogyne måde vrænge ad os, spille forsmået og til sidst bønfalde os, om han og bandet måtte komme igen en dag. Og set ud fra hele koncerten, så må de selvfølgelig det. Det vil være en ære.

For Kiss er fantastisk fede. De er en forunderlig rejse tilbage til en tidslomme, hvor bands som Sweet, Iggy & The Stooges, Blue Oyster Cult og New York Dolls regerede med attituder som drag queens og popsange kamouflerede som heavy. Der er en grund til, at bandet er et af de førende med op mod 200 millioner solgte skiver bag sig. For ud over ikke et sekund at miste kredibilitet har de konstant bevaret glimtet i øjnene og leverer ufortrødent alle poseringer og attituder, der har fandtes i rockhistorien. Ligesom Gene Simmons og hans dæmonfigur fortsat har en formidabel styrke på en scene, fra hans konstante tunge ud af munden til højdepunktet i forbindelse med God Of Thunder, hvor han giver en parodi på en Ozzy Osbourne med blod tonsende ud af munden og satanistisk show for alle pengene. Hvorefter han demonstrerer scenens alsidighed og "flyver" op på toppen, fra hvilken han for alvor kan regere os. Det var ubetaleligt! Demon rules!

Kiss var langt hen ad vejen velspillende til denne koncert, og de har stadig den der topprofessionelle evne til at skrue op på højeste niveau. Som i slutningen af koncerten, hvor de som vanligt gav en formidabel Lick It Up, hvorefter Paul Stanley tog en flyvetur over publikum til en fremskudt rampe, hvor han poserede lidt og sang en smule af Love Gun. Hvorefter det selvfølgelig blev til den antemiske Rock'n'Roll All Night. Her var publikum endelig ved for alvor at svare igen på alle opfordringer fra forsangeren, der ellers var begyndt at antage karakter af en forsmået housewife. Han er skidesjov, den fyr.

Og med Detroit Rock City, det fortsat uimodståelige pophit I Was Made for Loving You og Black Diamond var det slut.

Jeg var lige ved at købe en T-shirt på vejen ud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA