x
Kid Koala : Roskilde Festival, Cosmopol

Kid Koala , Roskilde Festival, Cosmopol

Kid Koala : Roskilde Festival, Cosmopol

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Dét er, hvad jeg tænker, da jeg står på Cosmopol søndag tidlig aften og kigger på den storsmilende Kid Koala, der bouncer muntert på scenen foran rødt velourteatertæppe og jonglerer vinyler på sine tre decks i et tegneserieagtigt hurtigt tempo. For ih, hvor har man set mange elektroniske musikere stå og stirre koncentreret ind i deres laptops i løbet af de sidste fire dage. De har givetvis foretaget sig en hel masse, men visuelt har der ikke altid været meget at se på. Det er der her. Og fanger man ikke hver bevægelse med et direkte blik på den lille, elastisk hoppende canadier, er hans vinylmoves blæst op i sorthvid på storskærm bag ham.

Kid Koala er på Roskilde med sit Vinyl Vaudeville 2.0-show og sin nyeste plade "12 Bit Blues", og han scratcher og jonglerer med lydstumper på vinylerne, så det er en fryd at se. Sådan går de første 18 minutter, og det er lige før, det er de mest opslugende 18 minutter af koncerten. Sumpede bluesstumper scratchet til munter mutantmusik i en turntablism-opvisning på højt niveau - det er godt at se.

Herefter går der kulørt show i den. Ind spankulerer tre entusiastiske vaudeville-dansøser med store, hvide fjerboavifter i kælne cirkler om kroppene, Kid Koala hopper i koalabamsekostume, og herfra er der dansende dukker, glitrende konfetti, robotter og generel munter galskab på scenen. Hele tiden med vinylvaudevillen som ekvilibristisk festbund. Men nu også med halløj oveni.

Pludselig er der hevet publikum op på scenen. Pludselig er der limbokonkurrence (den store bjørn vinder). Pludselig hopper lillebitte Kid Koala rundt blandt publikum med sin rytmeboks og nogle beats, han komponerede på flyet på vej herover. Pludselig er der papirflyvere overalt i luften.

Det er altsammen ganske sympatisk og kulørt. Desværre kan Kid Koala ikke dy sig for selv at udbryde "Isn't this just the craziest show you have ever seen?!??" Der er jo ikke noget, der punkterer fornemmelsen af ægte gak som sådan en verbalisering ("ih, hvor er det gak, er det ikke bare det mest gak, du nogensinde har set?" Nej, pludselig ikke mere.)

Men fred være med det. Den lille, vinylvirtuose canadier virker så munter og sympatisk, at man faktisk tror ham, da han uddeler en åben invitation til publikum til sidst: "Hvis I nogensinde kommer til Canada, giver jeg middag".

Personligt er jeg i hvert fald blevet nysgerrig efter at tjekke hans tegneseriekreationer ud. Og jeg vil gerne se ham jonglere vinyler igen. Men hvis han vil imponere med bamsekostume-gak (i hvert fald på en festival, hvor hver tiende person drysser helt casual rundt i tigerkostume), skal han være vildere end i det nuværende vinylvaudevilleshow.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA