x
Roger Waters: The Wall, Parken, København

Roger Waters, The Wall, Parken, København

Roger Waters: The Wall, Parken, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Rogers Waters' opførelse af "The Wall" i Parken, den anden inden for to år, rykkede ved grænserne for, hvad som er audio/visuelt muligt i stadionformat anno 2013. Ganske imponerende for opførelse af et værk med 34 år på bagen. Kan man forestille sig, at den kunstneriske forestilling under sammenlignelige rammer, der hæver den globale overligger i 2047, er kreeret i 2013, næppe. I sig selv lidt af en bedrift. Og så fik Roger Waters endegyldigt dementeret myten om, at der ikke kan laves god lyd i Parken, det kan der, hvis bare anlægget og personalet, der betjener det, og musikerne, der leverer varen, er dygtige nok.

Historisk blockbuster
"The Wall" er totalforestillingen om den indebrændte rockstjerne Pink, der lider under barndomssvigt og traumer og føler sig tiltagende fremmedgjort og følelseskold og grundlæggende voldtaget af et totalitært overvågningssamfund/diktatur – med eksplicitte referencer til Orwells "1984" – i en egoistisk verden af krig og vold, styret af onde generaler og kapitalister, hvor hovedpersonen gradvist bygger sin egen mur op som forsvar, og som til allersidst nedbrydes. Et værk, der har gået sin sejrsgang over kloden lige siden, og på lister – ikke alle lige gennemskuelige – over de bedst solgte album gennem tiderne rangerer den et sted fra top 3 til top 30. Læg dertil de efterhånden talrige live-opførelser, og vi taler kommerciel blockbuster, der vist dårligt kan overgås.

Stor ros til Waters for trods snart 70 år på bagen vedholdende at arbejde for at sprænge alle tænkelige kunstneriske og teknologiske rammer – og givet alliere sig med de dygtigste eksperter i verden på alle felter – for at skabe den størst mulige totaloplevelse. Det var de 40.000 tilskuere vidne til i Parken, med velfungerende sorround sound, konstruerede, fysiske fly og gigantiske skræmmende figurer og så mange forskellige billeder, animationer og projektioner på "væggen", at man ville drive sig selv til vanvid i forsøget på at regne ud, hvordan det rent teknisk kunne lade sig gøre, men det kunne det. Genialt, intet mindre.

By the way, which one Pink
Aber dabei, der et jo ofte et men. Problemet for mig er, at jeg simpelthen ikke tror på manden, der er noget, der klinger hult. Bob Geldof var imponerende stærk som den apatiske Pink i filmatiseringen af "The Wall" fra 1982, hvor han overbevisende personificerer (ungdommelig) fremmedgørelse, overgreb og livslede. Waters fortalte på scenen, at han "narcissistisk" (jo tak) ville forsøge at synge duet med "poor, miserable, fucked up, little Roger" på "Mother" fra den oprindelige, nu 33 år gamle opførelse.

Modsat Geldofs overbevisende udstilling af fortabthed og selvhad i filmen er Waters om muligt den diametrale modsætning til figuren Pink, han oprindeligt skabte. Hans veldokumenterede tidligere kontroverser og sagsanlæg mod de gamle fæller i Pink Floyd og hans generelle adfærd i øvrigt er indbegrebet af en mand, der ser sig selv som noget større og vigtige end Jesus. Og når man ser ham posere som general – med Hitler-referencer – og blandt andet kan læse den ironiske "enjoy capitalism"-graffiti i Coca-Cola-layout på "væggen", klinger det noget hult og fremstår lettere grotesk, når det kommer fra en mand, der i 2012 tjente 505 millioner kroner (næstbedst betalte musiker i verden ifølge Forbes), og som allerede i 70'erne totalt mistede jordforbindelsen og siden har set sig selv som den rene Messias. Okay, hvad han tjener kan for så vidt være lige meget og ret jantelovsagtigt at gå op i. Ja, enig, skoene kan let blive for små, problemet for mig er bare, at jeg simpelthen ikke tror på det grundlæggende budskab – eller den menneskelige indsigt – leveret af Waters i 2013.

Efter koncerten hørte jeg nogen snakke om, at "The Wall" rammer alle, fattig, rig, høj og lav. Selv er jeg mere i tvivl. Kan en ung, deprimeret outsider, der føler sig smadret af systemet og autoriteter genkende sig selv, og finde lindring, i Waters' opførelse af "The Wall" i 2013? Teenage-årene er ligesom et lettere overstået kapitel for denne skribent, så jeg er ikke selv den bedste til at svare på spørgsmålet, men jeg tillader mig dog at tvivle. Er det ikke bare et fedt show?

Fra det stenede til det højstemte
Så er der musikken. Pink Floyd er et af rockhistoriens bedste, succesfulde, vigtigste og mest indflydelsesrige bands, ingen tvivl om den sag. Men ikke alle ældes med ynde, og Pink Floyds seneste værker har ikke samme nerve og magnetisme som specielt de mange højdepunkter fra 70'erne. Waters er lovligt undskyldt hvad angår "A Momentary Lapse of Reason" og "The Division Bell", da lå han i stedet i juridisk strid med sine tidligere kollegaer, men genhøret af "The Wall" i Parken var for mig såvel et vidnesbyrd om kulminationen på en kreativ guldalder og samtidig en tydelig markering af, hvor det begyndte at gå galt.

Selvfølgelig er "The Wall" ikke en dårlig plade, men jeg mener ikke, at den består tidens ubarmhjertige test, på samme måde som specielt "Dark Side of the Moon", og "Wish You Were Here", der rangerer på Beatles-niveau. Andre værker som Syd Baretts skæve "Piper at the Gates of Dawn", "Meddle" og undervurderede "Animals" er også bemærkelsesværdige fyrtårn fra et ganske vanvittigt bagkatalog.

Særdeles langvarige "The Wall" indeholder mange fine smukke, klassikere som "Hey You", "Goodbye Blue Sky", "Mother", "Empty Spaces" og David Gilmours akustiske guitar på "Is there Anybody Out There?", og så fik prog-rockerne pludseligt årets hit i 1980 med diskofile "Another Brick in the Wall, part 2". Så er primært Bob Ezrins produktion en fængslende, kunstnerisk spejling af sindets uendelige afkroge, i form af et arsenal af forskellige lydeffekter. Imponerende og afvekslende.

Til gengæld er de mange, hysteriske, oprera-klingende passager ganske svulstige og irriterende, tomme tønder buldrer som bekendt højest. "Dark Side of the Moon" er det ultimative, gennemførte og vellykkede konceptalbum, det er "The Wall" ikke. Den højtravende, bombastiske stil, som Pink Floyd for første gang folder ud på "The Wall" – og som er det udtryk, Waters, med stærkt svingende resultater primært har forfulgt siden – var begyndelsen til enden på en historisk epoke, der givet har globale tilhørere, også om 34 år.

Den virkelige Slowhand
Så er der lige en anden ting at bemærke. Floyd var kendt for det stenede, atmosfæriske flow, men husk også lige, hvor benhårdt de kunne rocke igennem, som for eksempel på "One of these Days" fra "Meddle" og en skæring som "Sheep" fra "Animals". Samme "drive" er ikke til stede på "The Wall" på noget tidspunkt. Mange refererer til "den ultimative solo" i form af Gilmours spade på "Comfortably Numb", hvilket jeg aldrig helt har kunnet forstå. For mig har der aldrig været skygge af tvivl om, at den rigtige "Slowhand" hedder David til fornavn, men ser man præstationer som soloen på "Time", rytmeguitaren på store dele af "Animals" og kronjuvelen i samlingen, hans performance på "Shine on you Crazy Diamond part 1-9", er de i langt højere grad unikke guitarpræstationer, der i rock-sammenhæng kun tåler sammenligning med Hendrix og Jimmy Page.

Så er Gilmour – og for den sags skyld også Richard Wright – en langt bedre sanger end Rogers' noget skingre klang. Waters lagde en enkel, men træfsikker bas på mange af hovedværkerne, der modsat hvad mange umiddelbart antager, ofte er særdeles enkle, både hvad angår akkord-rundgange og i forhold til, hvad der rent faktisk bliver spillet. Men magien, dramaet, det stenede, skæve, drømmende, atmosfæriske – overvej lige en gang, hvor mange joints der blevet røget til Pink Floyds toner verden over gennem tiden – har været i en klasse for sig.

Desværre findes der ikke – så vidt jeg er orienteret – sublime audio/visuelle live-optagelser fra midt-70'erne (+ -), altså bortset fra "Live at Pompeii", der rent faktisk mere er et avantgardistisk kunstfilmprojekt end en egentlig live-optagelse. Men på de klip, der trods alt eksisterer, med tåleligt lyd og billede, er det i den grad Gilmour, der driver værket, ikke mindst som afventende rytme-guitarist. Okay, alt er ikke enten-eller, der eksisterer også både-og, men skulle jeg tage The Coke/Pepsi, altså Gilmours vs. Waters-testen, ville David komme ud først (næsten) hver gang.

Okay, brok nok. Jeg mener, Roger Waters totalt har mistet jordforbindelsen, blændet af årelang selvfedme, hvilket står i kontrast til indhold og udtryk i "The Wall", at Pink Floyds storhedstid ligger forud for samme blockbuster, og at Gilmour – selv om kollektivet aldrig skal undervurderes – var bandets største stjerne og vigtigste omdrejningspunkt. Men hvor Gilmour i dag vel ikke laver så meget andet end at tælle sine millioner, eller måske rettere milliarder, og i ny og næ optræder her og der – og fred være med det – er Waters' livtag med værket, hvor han for alvor trådte i karakter som chefarkitekt imponerende.

Mange tak
Når al galde er siet fra, skal der ikke herske et øjebliks tvivl om, at det på alle måder var en storslået oplevelse at være tilskuer til "The Wall" i Parken. Og om hvorvidt Waters er blevet den diktator, hans selv parodierer i samme værk, eller ej, forstår han at omgive sig med tidens dygtigste eksperter og give dem plads til at udfolde deres visioner. Mega-produktionen "The Wall 2013" er en gedigen kollektiv præstation, ikke en enkelt mands værk. Også hatten af for en mand tæt på de 70, der slank og veltrimmet løber rundt på scenen – gerne storsmilende med armene i sejrsgestus – og hvis bevægelser ligner alt andet end en gammel mands.

Til gengæld bør han nok arbejde lidt på sin danske accent og overveje at lægge trompeten på hylden. Det kan godt være, at man har været et gedigent syrehoved, der har taget for sig af retterne gennem årene, men hvis ikke man holder kroppen og hjernen i gang, så er der både "burn out" og "fade away", for at parafrasere en af mandens jævnaldrende kollegaer. Mon ikke mange jævnaldrende kigger imponerende på Waters' krop og bevægelsesmønstre i dag.

Personligt mener jeg, at den er musikalsk overvurderet, men at være vidne til "The Wall" i Parken den 11. august 2013 var ikke desto mindre en "state of the art"-opvisning i, hvad der er audio/visuelt muligt i dag, og ikke så lidt af en kraftanstrengelse, og for publikum en totaloplevelse. Mange tak for det, Roger.






Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA