x
James Blake: Falconer Salen, København

James Blake, Falconer Salen, København

James Blake: Falconer Salen, København

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

Den unge, britiske producer og sangskriver James Blakes fusion af genrer er hans kendetegn. Fusionen lykkedes som oftest helt fantastisk, mens enkelte afstikkere mod klub-orienterede sekvenser faldt til jorden. Talentet er dog umiskendeligt, og eksperimentet mellem bastung musik og eftertænksom sangskrivning var gennemgående en succes.

Den sørgelige I Never Learnt To Share åbnede koncerten med et a cappella kor-arrangement af Blakes egen stemme i lag, inden hans karakteristiske blanding af orgel- og synthesizerlyd intenst voksede frem under de skrøbelige falsetter. "Vi kommer til at spille en masse nyt i aften, og jeg håber bare, I får en god oplevelse," meddelte Blake, inden det sløve beat til To The Last for alvor fik publikums begejstring skudt af sted. Både balkoner og gulv var fyldt til randen i den udsolgte sal, og det garanterede en brølende feedback i hver pause mellem sangene. Rummet selv sang endda med – lidt for højt – når de raslende metalophæng ikke kunne stå imod bandets dybe bassekvenser.

Råt og direkte

Life Round Here blev øjeblikkeligt genkendt af det nu godt opvarmede publikum, og den ellers på albummet rolige ballade fik en industriel karakter med spidse, elektroniske trommer over den kantede synthesizer-melodi, som er nummerets gennemgående tema.

Energien blev endnu mere intens på CMYK fra ep'en af samme navn fra 2010, som ud over små bidder af samplede vokaler fra Kelis og Aaliyah udmærker sig ved de hurtige drum'n'bass-rytmer og et mere råt og direkte elektronisk udtryk. Ved siden af det seneste titelnummer, Overgrown, blev Blakes rejse fra producer- til sangskriverstolen enormt tydelig, og selvom nummeret stod en anelse aparte i aftenens live-sæt, var det en reminder om det elektroniske undergrundsmiljø, som har inspireret hele Blakes stil.

Balladerne var aftenens højdepunkter

Herfra gik bandet ind i en roligere del af sættet, hvor de fantastiske ballader I Am Sold og Our Love Comes Back stillede Blakes engleblide stemme helt frem i lydbilledet. Især sidstnævnte blev et af aftenens absolutte højdepunkter. Blake viste alene og på klaver og vokal en ubesværet poppet, men melankolsk kvalitet uden for meget produktions-lir omkring.

På Joni Mitchells A Case Of You stadfæster han endnu en gang sit pop-fundament med en eftertænksom kærlighedssang, som lige så godt kunne være spillet til en Bon Iver-koncert. Han har en imponerende, minimalistisk stil i sit klaverspil, hvis pauser tillader hans vokals skrøbelige detaljer at træde frem, inden fuldfede femfingerakkorder overtager næste sekvens.

Klub-sekvenser virker amputeret

Gennembrudshittet, fortolkningen af Feists Limit To You Love, får vi umiddelbart efter de to vocoder-stykker Lindisfarne I og II, og efter de svævende ballade-sekvenser antændes publikum i gyngende ekstase over det banebrydende nummer, som uden tvivl har flyttet grænser hos langt størstedelen af de tilstedeværende.

Herfra sætter bandet tempo på med en delvist improviseret house-session, herunder den kantede Voyeur, som dog aldrig hos publikum får indløst den musikalske energi, som tilsyneladende er blandt bandmedlemmerne på scenen. De vugger arrigt og hårdt til de dumpe stortrommeslag og forvrængede synthesizere, og hele seancen bliver simpelthen for lang. Den rave'ede stemning falder helt uden for det, vi har hørt indtil nu, og selvom det er intentionelt, så virker det desværre ikke efter hensigten.

Kulminerer i harmonisk vellyd

Men den lette forvirring laver en kovending, da Retrogrades blues'ede vokal-loop sættes i gang. Det føles som om, vi endelig er tilbage til James Blake-koncerten igen efter en tvivlsom tur i kælderen, og sanges helt specielle blend mellem indadvendt sangskrivning og alternative, elektroniske beats og synthesizere bliver endnu et højdepunkt; og aftenens sidste nummer.

Bandet kommer dog på scenen igen med Falling og den positivt stemte Measurements, som er sidste-nummeret på hans debutplade fra 2011, og som lader Blake afslutte koncerten på samme måde, som han startede den ved at sample sin egen vokal og lægge korstemmer på en efter en, indtil hele herligheden kulminerer i harmonisk vellyd – og vi går fra salen med netop det indtryk.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA