x
Christopher: Told You So

Christopher
Told You So

Christopher: Told You So

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 24.03.2014
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

Med Christophers andet album har han valgt at forlade flødebollepoppen til fordel for en mere voksen og såkaldt "moden" lyd. I den 22-åriges tilfælde vil det sige, at han har lyttet mere end en hel del til forgangsmanden Justin Timberlake. Både hvad angår vokalens falset og de mere soul'ede og r&b-lydende produktioner oser det af JT-inspiration. Og det klæder Christopher i allerhøjeste grad, selvom der stadig er et stykke vej endnu for at nå idolets niveau. Der er dog ingen tvivl om, at den unge herre er gået i den rigtige retning, og både valget af producer-brødrene Frederik og Fridolin Nordsø samt timerne i øvelokalet med vokalpræstationen giver virkelig pote.

Albummet åbner stærkt med hittet Told You So, efterfulgt af Crazy og Doctor, der alle besidder en funky kerne, som giver lyst til at høre mere. Også den Cry Me A River-inspirerede Nympho stikker ud fra flokken, men særligt skal fremhæves Mama, som med sit cool bas-riff og lækre funk-guitar er så groovy, at man instinktivt rykker hovedet med i takt. Dén stil måtte Christopher gerne bevæge sig videre i for min skyld.

Trods lidt lettere intetsigende numre hist og her holdes niveauet højt pladen igennem. Det lyder godt, selvom numrene nogle gange peger i lidt for forskellige retninger. Eksempelvis på nummeret High On Life, der lugter rigtig meget af Save the World Tonight med Swedish House Mafia. Christopher har helt sikkert taget det første og dybe spadestik mod at finde sit eget musikalske ståsted. Han er rigtig godt på vej, men han er der ikke helt endnu. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA