x
Anastacia: Resurrection

Anastacia
Resurrection

Anastacia: Resurrection

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 09.05.2014
Anmeldt af
Sohail Hassan

Anastacia med den imponerende vokal udgiver sit første album siden 2008 med originalt materiale. Hun har været igennem brystkræft og har overlevet. En rigtig fighter.

På forrige album var hun i fin form, men desværre var hendes indpakning i form af sangene og produktionerne ikke i orden. Nu er hun genforenet med producerne bag tidligere hits, Sam Watters og Louis Biancaniello. Første single fra albummet Stupid Little Things er glimrende, men minder mistænkeligt meget om Left Outside Alone. Ikke desto mindre er det tydeligt, at niveauet generelt på det nye album er væsentligt højere, og at hun er tilbage på skinnerne.

Hendes stemme er fuldstændig upåvirket af både sygdom og alder. Stilen er melodiøs rocket pop. Albummets kun 10 numre er overvejende ballader. Hymner om livsstyrke og det at overleve. Første single står derfor ret alene kun akkompagneret af albummets kraftfulde åbningsnummer Staring at the Sun, der kunne være en potentiel andensingle. Andet nummer Lifeline er også en af de bedste ballader på albummet og tilpas velskrevet til at kunne blive et hit. Ud over disse tre numre er de øvrige rene ballader, og det bliver noget krævende at lægge øre til Anastacias om end dybtfølte råben om tro, håb og styrke.

Hendes fremførelse og sangevner indgyder dog stadig respekt, og et evt. comeback på hitlisterne vil være velfortjent.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA