ASAP Rocky: Green Stage, NorthSide Festival 2014

ASAP Rocky, Green Stage, NorthSide Festival 2014

ASAP Rocky: Green Stage, NorthSide Festival 2014

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Når man kommer lige fra de glade old school-gutter i Jurassic 5, er kontrasten til A$AP Rockys mere aggressive, men ikke mindre humørfyldte univers mærkbar. Energiniveauet er højt fra første færd, når A$AP og hans hypeman spurter rundt som Duracellkaniner, hvis drug of choice snarere synes at være amfetamin end den "weed", der hyldes i så stor en del af sangene.

A$AP bjæffer overbevisende og energiudvekslingen mellem Harlem-rapperen og det yderst dedikerede publikum er støt stigende koncerten igennem. Lyden er massiv, bassen er så tung, at den burde kunne måles på richterskalaen og Rockys smil glimter om kap med hans grills.

"I love you motherfuckers! I swear I fuckin' do!!", erklærer han, og vi får i den grad kærligheden at føle. Det ser næsten ud som om samtlige hænder på pladsen ryger i vejret til tonerne af Shabba. At dømme efter den sødlige karakter af røgduften fra flere medlemmer af det øvrige publikum, er mange enige i hashrygerhymnen Purple Swag.

På de forreste rækker er festen et kapitel for sig. BH'er og andre herligheder kastes op på scenen til stor fornøjelse for Rocky. Hella Hoes og Fuckin' Problem går rent ind, og det sprængfarlige energiniveau blandt publikum smitter af på vores hovedperson, og vice versa. "I salute you all! Y'all are givin' me the best energy in the world!"

Der opfordres til crowdsurfing, mosh pits og nøgenhed, og publikum er med på det hele – om end nøgenheden er i noget begrænset omfang. Pladsen foran scenen eksploderer, og sikkerhedspersonalet er ikke sene til at tænde for "crowdsurfing forbudt"-skiltene.

Det er utæmmeligt og med kompromisløs rock 'n' roll-attitude, og det er vanskeligt ikke at lade sig rive med at den enorme vildskab og energi, og A$AP er da også nødt til at løbe ned blandt publikum for at give high fives og håndtryk, før koncerten afsluttes med maner med Purple Kisses, Peso og messende "A$AP! A$AP! A$AP!"-råb fra folket.

"That was incredible!", lød det fra Rocky i en strøm af kærlighedserklæringer til de fremmødte, før han gik af. Enig!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA