x
The Ocean : Roskilde Festival, Avalon

The Ocean , Roskilde Festival, Avalon

The Ocean : Roskilde Festival, Avalon

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

The Ocean er et tysk band, som bestemt ikke er hverdagskost! Alene tanken virker lidt skæv om at give album titler bl.a. relateret til havdybder med kropumulige navne, som er værdige til en spiritusprøve. Hør bare: EPIPELAGIC, MESOPELAGIC, BATHYALPELAGIC, ABYSSOPELAGIC og HADOPELAGIC (der gik vist lidt versal-Hassan i det, men sådan præsenterer de selv deres albums).

Alene navnene fortæller, at The Ocean bestemt ikke lefler for den folkelige smag.

På den anden side er det forfriskende, at ikke alt i denne metalgenre er inspireret af dødningehoveder og sønderrevne lemmer.

Vi skal i stedet i dybderne med The Ocean, hvor alt er mørkt og dystert, og prøve at undgå at være overfladiske (undskyld!) – for ellers går det helt i fisk (undskyld, undskyld!)

De dårlige vittigheder må stå i kø, når bagtæppet under hele sættet lyses op af mere eller mindre kunstneriske videoklip fra havets dybder. Og jo, har man prøvet at snorkle, og er stødt på en muræne med det grimmeste tandsæt, så er den virkelig uhyggelig – især når den forstørres op. Andre elementer er smukke, nøgne havfruer, som fortæres af kæmpeblækprutter og den slags.

Et eller andet sted er det jo en barnlig leg med, hvad vi er bange for, men den slags monstre er jo en fast ingrediens i genren. Tilbage står, hvad musikken havde at byde på, og det var bestemt ikke ueffent alt sammen.

Bandet har en meget stilsikker kerne ikke mindst i sammenspillet mellem trommer og bas. Guitaren ligger, hvor den skal, men gør ikke meget væsen ud af sig – genren taget i betragtning

Forsager Loic Rossetti har tidligere haft helbredsproblemer bl.a. med stemmen som følge af bandets hyperaktive turnevirksomhed. I aftes var han super energisk, og crowdsurfede mellem voldsomme brøl og growl, som han faktisk var ret god til. Det skal også siges til bandets ros, at de ikke var bange for at bruge lange, lyriske, næsten symfoniske passager, som er uvante for bands af en støbning. Men vi skulle jo også helt ned i de mørke dybder, og der blev i perioder skabt en stemning af noget forunderligt, mystisk og ja, ganske dragende.

Det gik blot galt lige der, hvor momentum skulle indtræffe, og vi burde have været videre i teksten. Mange af forløbende, hvor der ikke skete andet hule drøn i et tomrum, kom til at være netop for tomme.

Et relativt begrænset publikum tog alligevel godt imod det hele, men den fjerde stjerne vil jeg gemme til en anden god gang, hvor The Ocean bliver mere spids på, hvor de vil have publikum hen. Jeg har været til ret eksperimenterende koncerter i bl.a. Berlin, og den slags kan man sagtens slippe af sted med i Tyskland, hvor åbenheden er meget bred. Men metal-genren har sine ritualer, hvor det bare ikke virker at skulle være for dyb. Det fornemmede jeg, at The Ocean lagde op til – uden jeg nogen sinde fandt ud af, hvad der egentligt skete nede på de store havdybder, men det var nok ganske dramatisk selv om jeg knapt nok forstod ét ord af teksterne. Det betød også, at bandet aldrig kom til at rykke mig vejen hele vejen igen – som festaben Rob Zombie lykkedes med lige bagefter på Orange Scene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA