x
The Atomic Bomb! Band : Roskilde Festival, Arena

The Atomic Bomb! Band , Roskilde Festival, Arena

The Atomic Bomb! Band : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg skal være den første til at indrømme det: Vi kom sent i forløbet. Det bliver til en del anmeldelser på sådan en dag, men så er det også slut med de dårlige undskyldninger. For hvad gør man, når man ser et band, hvor en tilsyneladende dybt lykkelig Damon Albarn danser helt ude på scenekanten med et sprukkent grin over hele femøren, høj over den mest funky musik på kloden på denne aften, for så derefter at synge et nummer og stille sig ved siden af Money Mark i færd med at køre det sygeste groove af på den røde Nord synth?

Når et mix af dybt kompetente afrikanske musikere er blandet med New York-scenens afrofunk-hoveder i færd med at betale tilbage med renters rente til ikke bare den nigerianske komponist William Onyeabor, men selvfølgelig også til The Father of Afrobeat, Fela Anikulapo Kuti? Og selv om dagens hotteste rygte om, at David Byrne skulle møde op og deltage med bandet, som er hans hjertebarn, ikke holdt vand, var hans ånd over det hele. For den åbenbaring, som Byrne fik med Brian Eno i sin tid over at høre Felas superskive med Africa70-bandet og Tony Allen (den hed AfroDisiac, og er fra 1973 - køb den hvis du ikke kender den!), hvor de skabte den mest funky udgave af Talking Heads - var fuldt udfoldet som et lysende paradisisk mirakel, som det store band med et væld af gæster kørte groovet videre og videre foran et publikum, som de selv sagde med afklarede grin over hele linjen, var det bedste, de nogensinde havde spillet for.

I centrum på scenen stod bandet Sinkanes triumvirat Ahmed Gallab, Ayanwale Ogungbe & Lekan Babalola, let genkendelige på de bredskyggede sorte cowboyhatte. Ahmed Gallap var i det hele taget så formidabel en leder af det store band, som også talte notabiliteter som Luke Jenner fra New York-indieorkestret The Rapture. Og hele idéen med showet var at betale tilbage til den nigerianske kultkomponist, producer og keyboardspiller, William Onyeabor, som i årene 1977 til 1985 lavede en skelsættende række plader for så at trække sig tilbage som genfødt kristen - han har siden nægtet at lade sig interviewe. Det var altså hits fra hans store produktion, der var i centrum på denne store Roskilde-aften.

Så hvad kunne man gøre, når man kom et stykke inde i koncerten? Selvfølgelig overgive sig til de mange, der havde lige så sprukne grin som Damon Albarn. Og danse sjælen ud. Til en koncert, der var af de sjældne.

Roskilde kan bare det der. Unik på planeten.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA