x
Rod Stewart: Amfiscenen, Musikhuset Aarhus

Rod Stewart, Amfiscenen, Musikhuset Aarhus

Rod Stewart: Amfiscenen, Musikhuset Aarhus

Anmeldt af Mikkel Drejer Bertelsen | GAFFA

Rod Stewart udsatte et taknemmeligt publikum for alt fra YouTube-klip af jordanske polikere, over to kostumeskift til fodboldslagsange. Alt sammen i, hvad der bedst kan betegnes som en musikalsk pendant til Go' Aften Danmark - underholdende, afvekslende indslag og meget letbenet.

På Amfiscenen i Aarhus skulle Rod Stewart forsøge at sparke liv i, hvad der gennemsnitligt set kan betragtes som et midaldrende publikum, der krøb sig sammen under deres regnslag. Han gjorde det på sin helt egen måde, der både var enormt kitschet, oversentimentalt og rigtig underholdende.

Som en sjældenhed i koncertverdenen startede denne optræden uden nævneværdig forvarsel cirka en time tidligere end annonceret, og folk havde knapt nok placeret sig, inden en bragende udgave af Motown-klassikeren "This Old Of Mine" blev sat i gang, og Stewart trådte ind på scenen og beviste fra første strofe, at stemmen ikke fejler noget. På dette, som på resten af numrene, beviste den 69-årige stjerne, at berømmelsen ikke kun er charme, selvtillid og lækkert hår. Manden kan synge. Og hans overdådige orkester, der bestod af ikke mindre end 14 musikere, leverede en sikker og velspillet, men også en anelse generisk bund.

Derpå fulgte Sam Cookes "Having A Party" inden aftenens første Stewart-nummer "Tonight's The Night" fra '76-pladen "A Night On The Town". Det store backingbands to altmuligkvinder skiftede ivrigt mellem violin det ene øjeblik, percussion det andet og harpe i det tredje. Disse mange rolleskift satte ikke dybe spor i udtrykket, der igennem hele koncerten var den samme let overdrevne stadionlyd, men skiftene underholdt og fastholdt interessen, især hos de mandlige tilskuere, da altmuligkvinderne, samt de tre korsangere og to af de tre blæsere, var smukke kvinder, der, trods regnen, havde taget de lårkorte kjoler på.

Og sådan fortsatte legen igennem "You Wear It Well", "Can't Stop Me Now" fra hans seneste udspil, "Some Guys Have All The Luck" og "Rhythm Of My Heart", alt imens gulvskrubbere ind i mellem sprang over scenen for at fjerne regnvand. Sidstnævnte sang sluttede i en form fraseringskonkurrence mellem de tre korpiger, der kæmpede om Stewarts gunst.

Han skal lige skifte tøj

Nu var Stewart i stødet, og det kom publikum for alvor også, da tonerne af hittet "It's A Heartache" lød. Stewart løsnede slipset endnu mere. Kendetegnende for hele denne koncert var, at den druknede i show. Denne egentlig ret dybfølte tekst om hjertesorg blev kvalt i lårkorte kjoler og guitarsoloer, også selvom Stewart sang den lige så godt, som Bonnie Tyler-klassikeren fortjener. Så blev det tid til "Forever Young", hvor Stewart var helt nede på knæ for at tilsynge sine kvindelige publikummer, inden han forlod scenen. Nummeret forva,ndlede sig så til en lang pinagtig percussion- og trommesolo, hvor alle på scenen havde et eller andet at slå på. Det sluttede først da Stewart dukkede op igen, nu iført sølvgråt jakkesæt med tilhørende polkaprikkede sokker og skjorte.

Det outfit passede godt til indmarchen af den århusianske strygergruppe Who Killed Bambi, som assisterede på "First Cut Is The Deepest" og nogle numre frem. Herefter kom to af hans store coversucceser, Crazy Horse-sangen "I Don't Wanna Talk About It" og Van Morrison-hittet "Have I Told You Lately", og trods at det alt for store setup endnu gang ødelagde noget af numrenes intimitet, så sang hele publikum med af karsken bælg. Hermed sluttede den stille afdeling af koncerten. Strygerne forsvandt igen og "Sweet Little Rock And Roller" ruskede op i folk, der ellers ikke var faldt i staver. I dette nummer spillede den mandlige saxofonist den eneste velplacerede solo under hele koncerten. Man kunne se, at han nød det, og den virkede hverken pralende eller som fyld. Rod forsvandt til gengæld igen, og nu havde vi en idé om, hvad han skulle.

YouTube-klip og fodboldsange

Imens den ivrige stjerne var væk, fik en korpige lov til at stjæle rampelyset og gav en overbevisende Tina Tuner'sk version af "Proud Mary", og denne overgang var noget mere behagelig end percussion-infernoet under sidste tøjskift. Stewart kom tilbage, nu i blå bukser, spraglet skjorte og sportssko. Den fodboldgale sanger havde tidligere givet publikum en opdatering på stillingen i VM-kvartfinalen, der blev spillet under koncerten, og nu blev det tid til en decideret fodboldhymne "You're In My Heart", hvor publikum hev Celtic Football Club-flag frem.

Herefter blev det endnu mere underligt, da han viste en række skøre YouTube-klip på storskærmen. Et af jordanske politikere, der er oppe at toppes, et af en hund, der gør uartige ting op ad en dames ben, og et par andre, og for at overgå dette mærkelige intermezzo, begyndte han i det efterfølgende nummer at sparke signerede bolde ud til publikum fra scenen, og man forstod, hvorfor han havde skiftet til sportssko. Og lad det være sagt, han sparker en proper bold.

Sluttede af med manér

Efter alle disse underlige, men bestemt underholdende indslag kom tre baskere i form af "Maggie May", "Baby Jane" og sidst, men bestemt ikke mindst "Sailing", og igen leverede han oplagt, overbevisende og med en overraskende god stemme. Tre rigtig gode leveringer. Stewart forlod scenen i et splitsekund for at vende tilbage og give ekstranummeret "Do Ya Think I'm Sexy?", og da dette det sidste nummer begyndte, havde Stewart selvironi nok til at vise et citat, som han selv har givet til et magasin om, at han ikke ville spille dette nummer i en høj alder og være en parodi på sig selv. Og det er måske netop det han er, men det lader ikke til at genere ham.

Rod Stewart leverede et stilforvirret virvar af en koncert, der enten var til for at tilfredsstille publikum eller fordi Stewart har fundet ud af, at det er sådan, han synes at en sjov koncert skal være. Det var i hvert underholdende, og man grinte både af og med den oplagte sanger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA