x
Diverse kunstnere: Ujazz, Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere, Ujazz, Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere: Ujazz, Atlas, Aarhus

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Billede: Arkivfoto af Gustaf Ljunggren

Aarhus Festuge afholder vanen tro endagsfestivalen Ujazz, der er "en stribe alt andet end gængse koncerter, som giver dig mulighed for at sige, at du var til stede den dag, de opfandt morgendagens mainstream". Tidligere har Ujazz budt på besøg af Led Zeppelin-bassisten John Paul Jones med sit knapt så kendte sideprojekt Minibus Pimps. Jeg var selv til stede den fredag i 2012, og da det nok er de færreste, der har hørt om Minibus Pimps, kan jeg altså ikke prale af at have været vidne til opfindelsen af morgendagens mainstream. Men måske det skulle ske for mig denne fredag under Festugens 50 års jubilæum.

Om det skulle være tilfældet, er dog overhovedet ikke vigtigt. For det sjove ved Ujazz er netop det alt andet end gængse. Man aner ikke, hvad man skal forvente af dagens koncerter. Og selv hvis man tror, at man gør, så bliver man slemt overrasket. Ujazz er ikke noget, som man kan forestille sig på forhånd. Så jeg kunne gå ned til Atlas uden en eneste tanke eller fordom om, hvordan det skulle gå mig.

Atlas var indrettet med to scener. Den, der plejer at være der og en nyopsat scene opbygget af paller til højre herfor. Stolerækker var opsat, så der var lige godt udsyn til begge scener. På den permanente scenes venstre side stod en masse lysende kasser stablet. De lyste op i alle regnbuens farver og bar hver især navnet på en af Ujazz-plakatens kunstnere. Først på eftermiddagen var der tomme pladser at finde rundt omkring på stolerækkerne, men da det først var blevet aften, skulle man være heldig at finde sig en stol. Her sad folk rundt omkring på gulvet, så det mest af alt lignede en af DR's gamle koncertoptagelser fra slut 60'erne/start 70'erne.

Lonnie Holley & Jim White *****

Dagens første act var mødet mellem to multikunstnere: improvisatoren Lonnie Holley og perfektionisten Jim White. Med sig havde de tre lokale musikere – en på akustisk guitar, en på kontrabas og en på elektrisk guitar samt kor. Lonnie Holley sad midt på scenen med sin mikrofon ved sit keyboard som en anden Stevie Wonder. Her sang og spillede han på en messende, nærmest spirituel vis. Musikken var simpel – enkelte toner eller akkorder, der bestemt og taktfast blev banket ned i tangenterne. Tilsat masser af rumklang og delay blev lyden, indtrykket og oplevelsen forstærket, forlænget og forstørret ud i det uendelige. Man blev draget af det som en flue til en lampe – alle blandt publikum sad helt stille og lyttede.

Jim White bakkede op med guitar, kor eller percussion, der ligeledes var tilsat masser af rumklang og delay. Sammen med de tre århusianske musikere fik de skabt nogle store, men simple lydbilleder, der ville passe perfekt til filmlærredet. Meget af musikken lød ens, men Holley var en mester i dynamik, så man kedede sig på intet tidspunkt.

Scenen var fyldt med en masse mærkværdige skulpturer af, hvad der mest af alt lignede skrald. Det viste sig da også at være instrumenter bygget af diverse affald, der var fundet i Århus dagen forinden. Sidste nummer blev således et stort stomp-nummer, hvor Holley sang indover. Publikum blev også sat i arbejde – vi skulle klappe takten, mens de på scenen spillede løs på, hvad der lige faldt dem ind. Det sker ofte, når man beder publikum om at klappe med, at det dør ud i løbet af nogle få takter, men i dette tilfælde var White nødt til at stoppe os i at klappe, da det ikke længere var nødvendigt for nummeret. Et perfekt bevis på, hvor opslugende, Holley og Whites musik var på denne eftermiddag i Atlas. Ny mainstream? Ja tak – jeg kan sagtens komme på en genre, jeg gerne vil bytte det ud med!

Gustaf Ljunggren & Skúli Sverrisson ***

Gustaf Ljunggren er nok af de fleste bedst kendt som den fåmælte svensker, der agerede kapelmester i Anders Lund Madsens "Det Nye Talkshow". Han kan spille på alt, og han har en befriende barnlig tilgang til instrumenterne, der gør, at han ikke nødvendigvis spiller på dem, som konventionerne foreskriver det. Ljunggren var i dagens anledning akkompagneret af den islandske bassist og komponist Skúli Sverrisson, der blandt andet har samarbejdet med Lou Reed. I invitationen til de to skrev folkene bag Ujazz: "Hvis I vil lave et sæt, hvor I begge spiller banjo, er det helt ok!". Og det startede da også med, at Ljunggren spillede banjo, mens Sverrisson spillede på noget, der mest af alt lignede en stor, seksstrenget bas.

Jeg var glad for, at de ikke tog helt imod tilbuddet fra arrangørerne. For selvom Ljunggren har en legende tilgang til sit instrument, og selvom han er en mand med masser af idéer, så er de altså langtfra lige gode alle sammen. Hans leg med instrumentet blev hurtigt meget famlende. Straks bedre blev det, da han skiftede til en slide-guitar. Tilsat masser af effekter fik de to her skabt et meget tykt og larmende lydbillede, hvor bassen til tider lød som metal i en makulator – lige til en gyserfilm. De var meget opslugte af deres lyde, men det var desværre knapt så opslugende for lytteren i længden.

AlasNoAxis ****

Trommeslageren Jim Black havde inviteret Skúli Sverrisson tilbage på scenen – denne gang på akustisk bas – sammen med guitaristen Hilmar Jensson og saxofonisten Oskar Gudjonsson. Der var fuld knald på fra start til slut. Til tider var der elementer af Chick Coreas fusionsjazz, andre gange var musikken lige til en efterfølger af Queens of the Stone Ages "Rated R", men for det meste af tiden var det helt umuligt at nå at sætte referencer på – der skete rigtigt mange ting meget hurtigt. Hvor det normalt er trommeslageren, der sidder i baggrunden og holder rytmen, så var det her guitar og bas, der stod for at holde rytmen kørende, mens Jim Black slog sig løs. For han var den absolut mest dominerende – også selv når han lod Gudjonsson komme til med saxofonsoli.

Til at starte med var det lige ved at blive for meget. Hver gang der var et fedt skift i musikken, havde Black allerede lavet mindst tre skift på trommerne. Det var lige til at blive forpustet af at høre på, og han stjal al mulighed for at fordybe sig i musikken som helhed. Der var lidt for megen skæven til amerikanske gospeltrommeslagere. Men så rettede han heldigvis mere ind, og musikken begyndte at hænge sammen, skønt der var konstant udvikling. Sverrisson og Jensson udgjorde en formidabel bund med sikkerhed og attitude, der gjorde at saxofon og trommer kunne syre ud lige så tosset, som de ville.

Skønt musikken stadigvæk var meget voldsom og hurtig, blev der også plads til passager, hvor det hele bare groovede, og solisterne blev fremhævet i stedet for at blive overdøvet. Så hvad der startede ud med at være faretruende tæt på afgrundens rand, endte med at blive en spændende koncert og en voldsom oplevelse. Sikke et adrenalinkick. Jeg tvivler på, at det bliver morgendagens mainstream, men det er også godt det samme. Alt musikken lød til at blive til i nuet, hvorefter det blev udslettet for at give plads til et nyt indtryk. Umuligt at fastholde efterlod det alligevel lytteren med et massivt aftryk plantet i bevidstheden.

Ved Ujazz var der desuden optræden ved følgende kunstnere: Diego Schissi & Peter Knight, Girls in Airports featuring Jens Blendstrup, Katrine Stochholm, Kim Myhr, Bro/Knak, Yes Deer og Goran Kajfes Subtropic Orchestra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA