Anders Bast: Caught in the Web

Anders Bast
Caught in the Web

Anders Bast: Caught in the Web

GAFFA

CD / LongLife Records
Udgivelse D. 09.01.2015
Anmeldt af
Ivan Rod

Det er et rigtig fint og intenst instrumentaljazzalbum, den danske saxofonist Anders Bast her har fået skabt – blandt andet takket være samarbejdet med trommeslageren Bob Moses. Caught in the Web er blevet indspillet umiddelbart i forlængelse af indspilningen af Basts forrige album, Beams of Light in the Attic, men det har fra start været tænkt som selvstændigt. Og som sådan fremstår det: som et selvstændigt album, stolt, knejsende, smukt, fascinerende i kraft af de stærke klangfarver, som opstår i forbindelsen mellem saxofonen og Søren Hellers guitar og Matthias Petris bas.

Og fascinerende i kraft af det drive, som udgår fra samspillet med Lars Emil Riis' klaver og Bob Moses' trommer. Caught in the Web er simpelthen en fornøjelse at lytte til – uanset om man fordyber sig i det originale materiale, i ballader eller improvisationer eller i versioneringen af Den gamle skærslippers forårssang. Musikken er melodisk, umiddelbart tilgængelig, stringent. I passager melankolsk og introvert. I andre ekspressiv og ekstrovert. Men trods alt stringent og gennemtænkt og meget anderledes end den, Anders Bast skaber i sit virke med tidens stjerne, MØ.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA