x
Buena Vista Social Club: Lost and Found

Buena Vista Social Club
Lost and Found

Buena Vista Social Club: Lost and Found

GAFFA

Album / World Circuit
Udgivelse D. 23.03.2015
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det er med stor gensynsglæde, at jeg igen sidder med et eksemplar af god cubansk musik med det helt specielle stempel. Nemlig med en hilsen tilbage til de gyldne dage i Egrém-studiet i Havanna, hvor et hold af oldtimers omkring Juan de Marcos González og Ry Cooder frembragte, hvad der blev en unik succes.

Buena Vista Social Club var dengang en enestående plade, som havde en helt speciel aura. Dels var historien god, hvad Wim Wenders' film siden understregede. Men vi blev også vidne til, hvad lydtekniker Jerry Boys kunne gøre med gear, hvor digitalt er et bandeord, og så lærte vi at holde af en herre med en unik lyd og timing på sin kontrabas, nemlig Orlando "Cachaito" López. Han er som en række af de øvrige for længst draget videre til evigheden, men det er godt nok en oplevelse igen at opleve kombinationen, når vi pludselig er indenfor studiets døre, og Omara Portuondo synger en version af klassikeren Lágrimas Negras, som man undrer sig over ikke fandt plads på det oprindelige album. Så høj er klassen af nummeret og af divaens sangforedrag den dag for cirka 20 år siden.

Der er også andre store øjeblikke. Ibrahim Ferrer får lov til at optræde med stort orkester foran et publikum, der elsker og fejrer ham. Og en anden legende - som Herren være lovet stadig er her og fortsat beriger os - er Eliades Ochoa, som tager os en tur ind, hvor han med sit fornemme spil på quatro'en og fine stemme, er helt unik. Eller et frydefuldt øjeblik med projektets dengang fejrede legende, Compay Segundo, og nummeret Mancusa. Samt endelig salig Rubén Gonzalez i storform - verdens mest berømte gigt til trods - der tryller os en frydefuld tur ned ad tangenterne.

Med sin kombination af studieting fra optagelserne i sin tid og hen over liveting og ting fra andre projekter, har udgivelsen karakter af lidt af et kludetæppe. Men det er et spraglet og charmerende et af slagsen, og jeg synes at der er nok af de store momenter til varmt at anbefale udgivelsen. Trods den markante mangel af Ry Cooder og den noget usympatiske udeladelse af Juan de Marcos González fra hele historien. For på trods af at han gik sine egne veje med Afro Cuban All Stars, var det ud af hans hænder og via hans band, Sierra Maestra, at hele det engelske pladeselskabs vej ind i denne guldgrube af nostalgi blev til.

Dejlig udgivelse, bestemt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA