x
Singvogel: Oh Boy

Singvogel
Oh Boy

Singvogel: Oh Boy

GAFFA

Album / Helicopter Records
Udgivelse D. 07.02.2015
Anmeldt af
Espen Strunk

Der er horder af bands, som drømmer om det store gennembrud og opstigningen fra undergrunden. Og så er der de få og aparte, som nærmest synes at trives dernede, uden planer om at gå på kompromis med den kunstneriske dagsorden.

Således aarhusianske Singvogel, som har fået to nye medlemmer, men stadig roterer om guitarist og sangskriver Andreas Hansn. Der er nærmest punkrocket pågåenhed over Oh Boy, hvor Sangfuglen fra Aarhus N træder i karakter med en regulær rockskive, efter tidligere blandt andet at have optrådt med poeten Peter Laugesen.

"Jeg husker solen stå op / husker skyggen af job / husker turen i bus / oh boy / og det billige grin og en dunk medicin / husker turen til fods / oh boy / drejer af," synger Hansn ved det blot 32 minutter lange albums begyndelse.

Og så kører det ellers derudad, som Iggy & The Stooges i Storcenter Nord, på en beskidt bastard af en poetisk punkrockplade, som herfra varmt skal anbefales. Uanset om du, som denne anmelder, deler kvarter med Hansn (og således kun alt for godt genkender scenografien) eller ej. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA