x
Tyler, The Creator: Store Vega, København

Tyler, The Creator, Store Vega, København

Tyler, The Creator: Store Vega, København

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Klokken er blot lidt over otte på en højhellig onsdag, og Store Vega er allerede propfuld. Det er nemlig varslet, at Tyler, The Creator vil gå tidligt på scenen, og det vil hans fanatiske fanskare tydeligvis ikke gå glip af. "Åh, ungdommens uskyld," tænker jeg. Jeg har trods alt ventet på alt fra Mrs Lauryn til Cypress Hill, der valgte at komme kvarte døgn for sent. Det forhindrer dog ikke folk fra at stå og glæde sig: Årets første studiner bæller fadøl, og en ung knægt i Golf Wang-kluns råber entusiastisk "A håber han spiller DåååmååååTræogtyuuuv!"

Timet og tilrettelagt ankomst

Og så gudhjælpemig om musikken ikke går i gang. Til stor jubel stiller Taco Bennett fra Loiter Squad sig bag dj-pulten og spiller club-rap med Drake, Rick Ross og Kanye West. Selvom han ikke er en teknisk avanceret dj, klarer han sig med humor. Det bliver taget overmåde godt imod af de fremmødte, især i forhold til, at man skulle tro Odd Future repræsenterer en mere alternativ tilgang til rap.

Folk rapper med de rigtige steder, men da der kommer et langt stykke med hurtigt rap bliver det til kollektiv mumlen fra publikum. "You motherfuckers never get that part right," sukker Taco. Men bedst som vi står og skammer os, sættes beatet til "Bitch Suck Dick" i gang, og Tyler, The Creator går på scenen, idet salen eksploderer, og rækkerne hopper helt ned til lydmandens mixerpult. Sjældent har jeg oplevet mere veltilrettelagt ankomst.

Habil live-rapper med rå blues-stemme

Til de udenforstående, skulle der være nogen, kan jeg kort fortælle, at Tyler, The Creator er den karismatiske, kronisk kampmasturberende leder af Los Angeles-kollektivet Odd Future Wolf Gang Kill The All. Han har en dejlig dyb stemme, som skiftevis fremstår melankolsk, når han rapper i et stille toneleje og rå og hæs som en bluessanger, når det bliver mere manisk. Til en del Odd Future-shows har han ikke haft muligheden for at vise sin spændvidde, simpelthen fordi der er for meget gang i den. Men allerede fra første fløjt er det tydeligt, at Tyler er en ganske habil live-kunstner.

Publikum hopper stadig omkring, da "Bitch Suck Dick" går over i "Death Camp". Ud over Taco er den eneste hjælp, Tyler har medbragt, et gigantisk banner med et lyserødt logo der ligner en blanding af en donut, en hjerne og et babyhoved samt vennen Jaspar, der agerer hypeman. De har et fint samarbejde, både når musikken spiller, og i kunstpauserne, hvor der jokes på charmerende vis, mens Tyler strækker ud, så han ligner Billy Hoyle før en basketball-kamp i såvel positur som udklædning.

Tempoet bliver sat en smule ned, og der interageres med salen. Blandt andet bliver vi gjort opmærksomme på en far, der har medbragt sin 11-årige søn, og en dreng, der har kastet en så grim sko på scenen, at Tyler lover at købe et par nye til ham efter showet. I min optik føjede hans nyeste album "Cherry Bomb" ikke så meget til hans katalog, men live fungerer numre som "Run" og "Pilot" ganske fint. Især den grænseoverskridende "Fucking Young", hvor den tidligere Teen Wolf, der nu er blevet 23, finder ung kærlighed, er en smuk, om end bizar koncertoplevelse.  

Som RZA uden Wu-Tang Clan

Som udgangspunkt er tekstuniverset jo temmelig introvert og negativt, men Tyler rapper med et kæmpe smil i fjæset og akavede bevægelser, der indbyder til både at grine med og ad ham. Selvfølgelig er det en kollektivt større oplevelse at se lederen stå forrest i sin ulveflok. Det er også sjovest at se RZA, når han er leder af Wu-Tang Clan. Men det er egentlig uden Odd Future, at hans album-numre kommer til deres ret.

Da han dykker ned i bagkataloget, får vi også "Yonkers" serveret, og jeg elsker, at han leverer sin ikoniske linje "I'm a fucking walking paradox / no I'm not!" - mens han sidder ned. Produktionerne, der godt kan virke nedbarberede og rodede i hovedtelefoner, får et kaotisk, men storladent præg i Vegas fine anlæg. Lyden er god, stemningen er god, og da tonerne af "Domo23" lyder, tror jeg, vores unge jyske homie er i Odd Future-himlen.

Gennemøvet og gennemgående gennemført

Det er ikke første gang Tyler, The Creator står på en scene. Man kan godt mærke, at mange af rap-passager og jokes sidder på rygraden. Det kan virke som en del af vittighederne er med, for at skjule, at der ikke ikke er så mange glidende overgange, når han mangler som sine Wolf Gang-kompaner. Showet er også identisk med det, han plejer at fyre af, bortset fra han vist bytter om på "She" og "Rella". Men det betyder bestemt ikke, at vi ikke får smæk for skillingen.

Efter lidt over en time og rundt regnet tyve numre er vi nået til finalen. Og skulle intensiteten være dalet, er der fuld skrue på "Tamala" med det mexikansk-inspirerede fængende beat. Det er vel hans bedste bud på et Ibiza-hit nogensinde, og der flyver et par studenterhuer i vejret af bare begejstring. Uden ekstra numre eller anden omsvøb går Tyler, The Creator af scenen før ti. Så kan vi også nå i skole i morgen.

Jo, han er muligvis overhypet. Jo, hans merchandise er alt for dyrt, og nej, hans numre er ikke så banebrydende som i hans ungdoms vilde vår. Men han har leveret en karismatisk, vel-rappet oplevelse. Det var et gennemøvet og gennemgående gennemført show, vi var vidne til. I modsætning til mange af de rappere, han bliver sat i bås med, er han i stand til at omsætte sine indspillede numre til store koncertoplevelser. Det fortjener han stor kredit for.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA