x
Wolf Alice : NorthSide, P6 Beat Stage

Wolf Alice , NorthSide, P6 Beat Stage

Wolf Alice : NorthSide, P6 Beat Stage

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Man kan ikke fortænke Ellie Rowsell, Joel Amey, Joff Oddie og Theo Ellis, der sammen danner London-kvartetten Wolf Alice, i at betvivle det fremmødte publikums motiver. Regnen meldte nemlig for alvor sin ankomst til NorthSide, og folk stimlede trangt sammen under P6 Beat Scenens telt, mens mægtige skvulp af samlet vand bruste ud over teltdugen.

Wolf Alice mestrer en sangskrivning, der har enkelhedens dyder, som vi kender dem fra Nirvana, men pakket ind i en mere nutidig britisk indierock-lyd – rigeligt af delay, reverb og tremolo-effekter.

Det stod klart allerede fra åbningsnummeret "Fluffy", som er lige dele powerakkord-riff og teen-rasen over at være fanget i hjemstavnens omklamrende hul.

Ellie Roswell var klædt i en hvid natkjole, der mindede om det look som Smashing Pumpkins' bassist D'Arcy foretrak i slut-90'erne. Hendes oftest tyst apatiske ansigtsudtryk – maniske brune øjne, uroligt søgende – matchede ikke hendes vokals indfølte intensitet.

Guitarist Joff Oddie var på mange måder indpisker i sin egen boble af et univers. Med sin hvide Fender Jaguar tævede han igennem på strengene, mens man til tider kunne mistænke Roswell for at lave en Richey Edwards på sin guitar (Manics Street Preachers-guitaristen var notorisk kendt for at få skruet helt ned for sit instrument.)

Mens regnen piskede ned uden for teltet, gav kvartetten en kompetent opvisning i deres udgave af nutidig rock, hvor der både er plads til bombastisk guitarlarm og emotionel vokal, 90'ernes alternative rocks høj-lav-dynamik genkaldt.

Desværre svigtede lydbilledet i svingende omgange. Korharmonier druknede, det samme gjorde Roswells vokal, og leadguitaren stod ikke altid så skarpt, som man kunne ønske for at få det maksimalle udbytte.

"She" bød på indspilningens frenetiske energi, og det var kendetegnende, at numrene blev fremført en anelse hurtigere live. Det er selvfølgelig kun, hvad man kan forvente af et sultent rockband, der er ivrige efter at bevise sig selv.

Til tider var vi punkmusikken tæt, når Roswell kastede sig ud i hidsige primalskrig. Et nummer blev sluttet med et kontant: "Fuck you all", og det kunne publikum forstå. De kvitterede med brølende bifald.

I den nye "The One You Want" fik vi en sart Roswell alene i mellemspillet med en trappende melodi. Den understregede også den dynamik, som Wolf Alice meget benytter sig af: rutsjebanen. De formår at gå helt ned, bygge op og eksplodere i hidsig nedfart. I længden kan det dog godt blive en smule forudsigeligt.

Derfor er det heldigt, at Wolf Alice råder over en række fornemme sange. Desværre faldt den sørgelige breakup-hymne "Blush" en smule til jorden. Selvom gråvejret knytter sig naturligt til det knuste hjerte, virkede det ikke helt som om, at publikum havde lyst til at gå ind i sig selv og hive de lysende mobiltelefoner op. Det var mere regndråber end tårer, der drev fra øjnene.

"Bros" blev præsenteret som "This is a song about having friends", og den fik da også folk til glimtvist at løfte hænder over hovederne, synkront klappende. Før et tydeligt taknemmeligt Wolf Alice lukkede med den fængende "Moaning Lisa Smile", fik vi et ordentligt syrestykke af metallisk karakter, hvor der i den grad blev hamret igennem på scenen. Det fik gang i folk oppe foran, men tyngden bredte sig ikke helt ned i bunden af teltet. 

Førnævnte skævtsmilende Lisa blev da også præget af, at lydbilledet var presset så meget op i front, at leadguitaren druknede.

Med vejret mod sig leverede Wolf Alice en lovende koncert, og de fik roligt publikum med sig, og det var sigende, at flere omkringstående bemærkede, at "det her er sgu godt." For det var sgu godt, det var ny rock, som har lidt flere nuancer end så meget andet gængs radiofyld.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA