x
Horned Almighty : Copenhell, Pandæmonium

Horned Almighty , Copenhell, Pandæmonium

Horned Almighty : Copenhell, Pandæmonium

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Danske Horned Almighty spiller med samme følsomhed og blidhed som en bremseløs supertanker, der brager ind i havnemolen.

Af samme grund ikke bare deler Horned Almighty vandene.

De etablerer en flodbølge på højre side af bortløbne, skrigende mennesker – og se en lille modsat løbende å til venstre, hvor orkestrets diminutive publikum kæmper sig frem mod strømmen med mange horn-tegn og ganske store smil på læben.

Horned Almighty kender dermed ingen mellemregninger. Og når man nu HAR valgt at blive, så kan man lige så godt slå de sønderrevne lyttelapper ud og prøve at forstå, hvad hulen der foregår?

Jo, der er faktisk både nuancer, breaks, rytmeskift i lydgrøden og den endeløse growl fra forsangeren S. (Smerte) – som sikkert rigtigt hedder Knud eller noget i den retning og er revisor til daglig…

Nu står han og er malet dødningeagtigt bleghvidt i ansigtet som resten af bandet og prøver at tæmme det helvede, som de har sluppet løs blandt knogler og gedekranier.

"Skål – dejligt at se så mange af jer har rejst jer fra de døde," hylder han publikum her på tredjedagen af Copenhell.

Med andre ord: Så er det altså heller ikke værre, det her.

Vi føler os godt paradoksalt nok ganske godt tilpas mellem sange om tortur, død og ødelæggelse i ekstrem, knusende og brutal black metal i genren nådesløs bøllerock.

Vi føler os tilpas fordi varen leveres ganske prof, overbevisende og med omtanke og gennemført stil.

Det er også et band med cirka 13 år og foreløbig fem albums på bagen – senest "World Of Tombs" fra 2014, så de har ikke selv lige rejst sig fra de døde i forgårs.

Faktisk var det her ganske levende og sjovt, fordi det var så kompromisløst.

At jeg så nok ikke ville sætte deres album på søndag til morgenkaffen efter Copenhell, er en anden sag. Og det er faktisk også musikkens svaghed. Dens kompromisløshed eksisterer så flygtigt og endimensionelt, som de tre kvarter bandet havde fået stillet til rådighed. Koncerten efterlader sig hverken varige mén eller solrige minder, som andre ikke overskygger.

Det har også noget med publikumskommunikation at gøre.

"Hva' så COPENHELLLLLL….!?!" og den slags ret så tomme udbrud. Måske en lille smule mere snak af den begavede slags, som tager publikum i hånden og fører dem med ind i dæmonens hule, for efter koncerten var jeg ikke i tvivl om, at der er både hjerne, vilje og vej i Horned Almighty. Fortsæt!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA