x
Anya: The Credit

Anya
The Credit

Anya: The Credit

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 04.09.2015
Anmeldt af
Rosa Louise Stilgren

Allerede inden udgivelsen af sin debutep har ANYA høstet anmelderroser og bevågenhed med sine sødmefulde kærlighedssange og karismatiske vokal. Den danske sangerinde krydser genrer ved at kombinere sin luftige, jazzede vokal med en tyngde af elektroniske bundklange. Det er tydeligt, at hendes udtryk har omdrejningspunkt i vokalen, der altid ligger langt fremme i lydbilledet. Det danner grobund for en skælvende intimitet i vokalen, der i pendulfart veksler mellem fraseringer og hurtige, smårappende passager.

De strømlinede produktioner kommer dog til at virke monotone på grænsende til det uinteressante. Det skyldes, at klangskelettet er det samme på alle seks skæringer, som derfor kommer til at fremstå uden de store overraskelser. Nummeret Need To Know præsenterer ANYA fra en mere upbeat og glat side, mens stemningen er dvalende på Passion, men essensen er i bund og grund den samme: en engleblid vokal og en bund, der forsøger at give udtrykket lidt grovere træk, uden det store held. Ingen tvivl om, at hypen ikke er skudt helt ved siden af, men det ville klæde hende at skrue lidt ned for den sødmefulde glathed og lidt mere op for de elektroniske hiphop-elementer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA