x
Trio feat. Grant-Lee Phillips, Joe Henry, Rhiannon Giddens, Billy Bragg: Atlas, Aarhus

Trio feat. Grant-Lee Phillips, Joe Henry, Rhiannon Giddens, Billy Bragg, Atlas, Aarhus

Trio feat. Grant-Lee Phillips, Joe Henry, Rhiannon Giddens, Billy Bragg: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

I år er det tredje og sidste gang, Aarhus Festuge arrangerer de såkaldte Trio-koncerter, hvor en musikertrio specielt sammensat til lejligheden spiller tre koncerter med hver tre sangere og sangskrivere på det intime spillested Atlas med plads til cirka 300 siddende gæster. Musikertrioen har alle årene bestået af den argentinske pianist Diego Schissi, den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren og i 2013 og igen i år af den amerikanske bassist Tony Garnier, der siden 1989 har spillet fast med Bob Dylan.

Årets anden omgang solister var amerikanske Grant-Lee Phillips og Joe Henry og engelske Billy Bragg, og så viste det sig hurtigt, at også amerikanske Rhiannon Giddens var med. Giddens optrådte ligeledes til årets første Trio-koncert i søndags, hvor hun gjorde en fremragende figur, og det havde åbenbart givet blod på tanden til mere. Aftenens koncert var i øvrigt udsolgt, og markante lokale sangskrivere som Allan Olsen og Poul Krebs sås blandt publikum.

Hvor de tidligere års Trio-koncerter overvejende har bestået af tre korte sæt med hver en solist, havde aftenens hold ligesom ved årets første Trio-koncert fordelt opgaverne således, at hver solist fremførte tre sange, mens de tre andre sad og lyttede med bagerst på scenen, og så byttede rollerne – og det blev så gentaget i andet sæt.

Grant-Lee Phillips – eftertænksomhed og power

Grant-Lee Phillips, en jævnlig gæst på Atlas og VoxHall, åbnede ballet med to eftertænksomme sange og et uptempo-nummer. Alt sammen velskrevne sager, hvor Phillips' karakteristiske vokal var tilbageholdt og let drømmende i de to første, inden den blev mere aggressiv i det sidste. Gustaf Ljunggren fik som sædvanligt skiftet instrument flittigt, fra mandolin over el-guitar til lapsteel, og især den sprødt klingende mandolin og den længselsfulde lapsteel gav ekstra farver på den musikalske palet. Apropos farver var lyssætningen på scenen yderst elegant, holdt i blåt og grønt, tilsat lidt stearinlys – og festugens tema er jo også "Lys – Mere lys".

Joe Henry – lavt tempo, høj intensitet

Joe Henry kunne også opleves til årets første Trio-koncert, men heldigvis var hans sange i aften nogle andre (i hvert fald i første sæt). Henry fik assistance af Rhiannon Giddens på violin på flere numre, blandt andet en stærkt hyldest til den amerikanske sangerinde, sangskriver og borgerrettighedsforkæmper Odetta (1930-2008). Tempoet var lavt, men intensiteten høj, ikke mindst i Henrys fyldige, ekspressive og velartikulerede vokal. I sangen "Invisible Hour" fik Gustaf Ljunggrens smukke klarinet forstærket sangens melankoli, mens Diego Schissi, der ellers ofte var diskret, om end elegant bag tangenterne, trådte i karakter med en lille, jazzet solo på "Plainspeak".

Rihannon Giddens – overraskelsen sitrede af engagement og musikalitet

Aftenens store overraskelse var, at Rhiannon Giddens, der havde strålet under årets første Trio-koncert søndag, også var blevet tilføjet tirsdagens program, med lige så mange sange som de øvrige tre solister. Og ganske som i søndags stjal hun showet med sin kraftfulde, dybe, soul- og gospelpåvirkede stemme og dybt engagerede sceneoptræden. Sangerinden er også medlem af den Grammy-vindende americana-gruppe Carolina Chocolate Drops, men er nu gået solo, og hendes fremragende solo-debutalbum, "Tomorrow is My Turn", byder på fortolkninger af sange skrevet af og/eller kendt med kvinder, hvoraf nogle ufortjent er gået i glemmebogen i amerikansk musikhistorie.

Giddens' køns- og racepolitiske engagement var tydeligt i hendes præsentationer af numrene, men det handlede dog ikke kun om "black power", men også om at blande både musikgenrer – country, folk, blues, gospel, soul, der "jo alle stammer fra den samme brønd" – og racer, og det er hun selv et fremragende eksempel på, med både sorte, hvide og "native Americans" som forfadere.

Musikalsk fik vi da også både den næsten ukendte Geeshie Wileys sørgelige 1930'er-bluesnummer "Last Kind Words", Patsy Clines anderledes kendte countryballade "She's Got You" og square dance-nummeret "Black Annie" på heftig violin, så man måtte ærgre sig over, at der ikke var plads til at slå sig løs på dansegulvet. Rhiannon Giddens er et kæmpetalent, som vi forhåbentlig kommer til at høre meget mere til i de kommende år.

Billy Bragg – politik og poesi

Oven på denne kraftpræstation var det næsten synd for engelske Billy Bragg, at han skulle tage over, men han gjorde det uden at ryste på hånden og var med sine 57 år da også aftenens alderspræsident blandt solisterne. Bragg er kendt for sine samfundskritiske tekster og i det hele taget sit politiske engagement, og han fik da også hurtigt kommenteret tidens flygtningestrømme og debatten om samme med åbningsnummeret, folk-legenden Woody Guthries "I Ain't Got No Home". Det fortsatte med hans egen, mere optimistiske "I Keep Faith", som han gav os med meldingen om, at tidens største fjende ikke er hverken kapitalisme eller konservatisme, mens vores alle sammens indre kynisme og manglende tro på, at det nytter noget at protestere.

Bragg har dog også en mere poetisk side, og den fik vi med nummeret "The Space Race is Over" om tabte barndomsdrømme om at blive astronaut. Bragg fortalte senere, at han havde forsøgt at læse de danske aviser for at kunne sige noget samfundsaktuelt, og det hele handlede om flygtningestrømme. Han havde nok ikke set noget om den første danske astronaut, Anders Mogensen, der netop fik indfriet sin drengedrøm få timer senere, så lige dér var sangen ganske uaktuel, men det er en helt anden historie. Braggs engagement og sangskriverevner er stadig imponerende.

Efter pausen fik vi atter tre-fire numre fra hver af de fire solister på samme høje niveau. Det blev blandt andet til et glædeligt genhør med "The Hook" fra Grant-Lee Phillips' gamle gruppe Grant Lee Buffalo, en heftig kontrabassolo fra den stærkt spillende Tony Garnier på Rhiannon Giddens' fortolkning af Sister Rosetta Tharpes "Lonesome Road" og flere hilsener fra solisterne til den legendariske grundlægger af pladeselskaberne Elektra og Nonesuch, Jac Holzman, der var til stede i salen efter at have deltaget i en i øvrigt forrygende interviewsession sidst på eftermiddagen på Aros.

Holzman havde blandt andet som ganske ung udgivet gamle optagelser af Woody Guthrie på vinyl, hvilket havde været en stor inspiration for Joe Henry, og ekstranummeret var netop Woody Gutheries "Ramblin' Round", en gammel, men højaktuel sang om at være en fattig arbejder på farten, fremført med alle på scenen med Joe Henry og Billy Bragg i den vokale front. En stærk afslutning på endnu en forrygende trioaften, hvor musikaliteten atter var i højsædet, og hvor der også var samfundsmæssigt stof til eftertanke. Imponerende var det også, at Grant-Lee Phillips og Billy Bragg kun havde øvet med musikerne i to dage – Henry og Giddens havde lige haft et par øvedage mere. Trio-koncerterne slutter lørdag med Daniel Lanois, Randi Laubek og M. Ward. Jeg har tårnhøje forventninger.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA