x
The Chopin Project: DR Koncerthuset, København

The Chopin Project, DR Koncerthuset, København

The Chopin Project: DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Traditioner er en vigtig del af al kunst. De er med til at værne og bevare dele af den arv, der omgærder enhver form for kunstnerisk kontekst. Men vigtigheden af disse konventioner må aldrig stå i vejen for progressiv tænkning og andre former for viderefortolkning og udvikling af den platform, som konventionerne danner. I klassisk vestlig musik er det dog ofte netop disse konventioner, der slutter hegn om enhver form for nytænkning; musikken høres i ensformige rammer under fastfrosne forholdsregler og spilles efter de samme noder. Der er sågar foretrukne metoder, hvorved den traditionelt koncertfikserede musik indspilles på. Det er dog ikke uden nytænkning, at den enorme musikalske arv bliver behandlet på i nutiden. Islandske Olafur Arnalds er en af de visionære instrumentalister, der har sat sig for at bryde med den fastlåste, ensformige orientering omkring den klassiske konformitet.

Til kamp for vellyd

Sammen med tysk-japanske Alice Sara Ott har komponisten med "The Chopin Project" sat sig for at rykke ved netop måden at lytte til den klassiske musik på, på indspillet facon. I en kombination mellem stykker af Chopin spillet af Ott og Arnalds egne fortolkninger af den polske komponist har duoen sat sig for at sætte nye standarder for indspilning af klassisk vestlig musik. I kombination med en mere moderne optagestil er duoens erklæret mål at improvisere sig frem mod et andet musikalsk udtryk i søgen efter Chopins musikalske kerne. Noget, de selv til aftenens koncert finder store tegn på ligger i improvisationens kunst.

Chopin selv var tilhænger af den improvisatoriske del af musikkens mangfoldighed, i lighed med sin samtidige kollega, Franz Liszt. Ott har da også selv flere udgivelser på sindet med begge komponister som bærende materiale. På papiret går den improvisatoriske natur derfor i Chopins kompositioner hånd i hånd med Arnalds ambiente kompositionsteknik, der ofte er funderet omkring en akkordstruktur med plads til fri ekspressiv udfoldelse.

Kærlig omfavnelse af søndagsmelankolien

Den fintfølende og velafvejede spillestil, som Ott, med sitrende og fuldt fokuseret behandling af klaveret, leverede var en fløjlsindbundet velkomstgave til det grynende efterårsvejr, der havde budt aftenens koncert velkommen. Et antal blåtonede gennemsigtige lag canvaser, ophængt over aftenens ensemble, som ud over de to hovedpersoner talte en islandsk strygerkvintet, udgjorde sceneudsmykningen. Med en fra starten undertonet og tålmodig tilgang til nyfortolkningerne passede aftenens stjerner perfekt på den vindblæste og isklare himmel udenfor. Det var nærmest en kliché, da tonerne af Chopins præludium sagte blev akkompagneret af lyden af regndråber mod et tag.

En version af melodien fra Chopins nocturne i cis-mol fremført alene på violin for ubesværet at bevæge sig over i en fælles bølgende improvisation over stykkets akkorder var en seværdighed i sig selv. Også Otts solofremførsel af et antal af Chopins andre nocturner vidnede om den store hovedvægt på improvisationen, hvor de genkendeligt trillende fraser fra Chopins melodier blev brugt flittigt til egen viderefortolkning.

Ud over aftenens første nummer, "Verses" og et antal nye kompositioner, var det sjældent, at Arnalds og Ott kastede sig ud i fælles opførsler. Der indfandt sig på skift en høflig afventen efter hvert nummer, som virkede en smule ærgerligt, når de få eksempler på fælles indsats brillerede i deres legende og vildtvoksende forgreninger ud igennem forlæggets gulnede sider. Smukt var det også, når Arnalds med få, velvalgte samples på en naturlig måde lagde et slør af reallyd over de fremførte kompositioner. Bevares, det er svært nok i sig selv at være én om Chopin. Men netop førnævnte progressivitet kunne med det musikalske overskud og gåsehudsfremkaldende, storladen simplicitet have sammentømret de to unge musikanter på en mere helstøbt facon.

Der skal på ingen måde lyde en klage over den blide og kærlige strøm af vellyd, der var aftenens hovedindhold. Det er imponerende, at to så unge musikanter besidder overskuddet og selvsikkerheden til med sitrende intensitet, men med roen og balancen i hold at gå på klinge med den tonstunge kulturarv, som Chopin selvsagt er. Samtidig er kombinationen af Otts beherskede spillestil og Arnalds ambiente lydunivers nærmest et for godt match til at lade være. Aftenens koncert vidnede om et musikalsk makkerpar, der efter et års fælles indsats nu skal til at anse hinanden i koncertsammenhæng og finde ind til en fælles kerne af deres forskellige produktioner. At finde sammen om den fælles kærlighed i Chopin er ikke nogen dårlig start overhovedet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA