x
Irmler + Liebezeit: Phono Festival, Odense

Irmler + Liebezeit, Phono Festival, Odense

Irmler + Liebezeit: Phono Festival, Odense

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Phono Festivalen i Odense har ved flere lejligheder udvist en interesse for Krautrock, der rækker ud over den alment let smarte hornbrille-fascination - således kunne man, for nogle år tilbage, præsentere Cluster med nu desværre hedengangne Dieter Moebius. På samme måde som det engang var rigtige udskud med selvmordssort eyeliner, der lyttede til goth og postpunk og ikke cafégæster på det smarte et-eller-andet-bro, ja så var det engang de fremmedgjorte hippier, der lyttede til Krautrocknavne som f. eks. Faust og Can.

Og det var, skal jeg i øvrigt hilse at sige, overhovedet ikke hipt eller cool dengang. Rent faktisk er betegnelsen Krautrock oprindeligt en let nedladende genreterm som angloamerikanske journalister brugte til at beskrive den der lidt for langhårede musik fra Tyskland, som tydeligvis ikke kunne finde ud af om den var rock, jazz eller elektronisk avantgarde.

Irmler + Liebezeit er ikke et duonavn, der maner til respekt lige ved første øjekast, men hvis man kan sin Kraut, så ved man, at der er tale om Hans Joachim Irmler og Jaki Liebezeit fra henholdsvis Faust og Can, begge vægtige grupper fra dengang i Tyskland i halvfjerdserne, og det var der tydeligvis flere blandt publikum, som godt vidste, for der blev taget ganske fint imod de to musikere. Liebezeit spillede naturligvis på trommer, mens Irmler tog sig af forskellige former for elektronik, fra analogsynth over mixer til dødsorgel. Og jeg skal da lige love for at den fik ikke for lidt på det orgel, som blev grundigt behandlet med alskens distortion, phaser og andet godt, i en sådan grad at selv den mest konservative af alle dødsmetallere nok måtte give fortabt og erkende, at der er vist et eller andet ved tangentinstrumenter også.

Musikken var centreret omkring improvisationer, længere forløb, selvsagt. Typisk opbyggede Liebezeit rytmegroove og forskubbede synkoper undervejs, knivskarp og tight, mens Irmler lavede lydlandskaber på sine maskiner og spillede det lede orgel - og sådan kunne der let gå ti minutter her og ti minutter der. Der var i den grad energi i musikken, der i passager stod næsten som en monumental Berlinmur - ja, altså hvis nogen havde bygget Berlinmuren et sted derude i verdensrummet.

For gu' var det spacerock, det her, og skal man være tarvelig - og kedelig - så må man nok tilføje, at de to herrer ikke gjorde meget som ikke kunne være gjort dengang i halvfjerdserne; her var ikke spor af electroclash, glitch, dubstep eller andet af relativt nyere dato indenfor elektronisk musik. Og måske godt det samme, for Irmler + Liebezeit gjorde det de var gode til, og blandt publikum, velsagtens på dette tidspunkt 100-130 stykker, var aldersspredningen fra omkring midttyverne og op til omkring halvtreds, hvilket da peger på en musikalsk relevans udover bare rendyrket og enfoldig nostalgi.

De to herrer gjorde det godt, om end koncerten nok lige blev et nummer eller halvandet for lang, men det skal vi ikke surmule over. Folk tog pænt imod, og Phono Festivalen kan med rette sætte endnu et par fine krydser i den lille Kraut-bibel. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA