x
Clock DVA: Phono Festival, Odense

Clock DVA, Phono Festival, Odense

Clock DVA: Phono Festival, Odense

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Clock DVA har nok altid, hånden på hjertet, haft et lidt uheldigt ry som dem, der aldrig rigtig var den i industrialkredse. De var ikke så chokerende effektive som Throbbing Gristle og Einstürzende Neubauten, de var ikke så elektronisk knivskarpe som DAF og Front 242, og når Clock DVA-bagmanden Adi Newtons historie skal fortælles, så er tidlige samarbejder med Cabaret Voltaire- og Human League-folk også med til at understrege, at det var de andre og ikke Newton, der løb med både hæder og ære. Det er næsten ikke rimeligt - og dog; koncerten på Phono Festival gav i hvert fald - måske - et bud på svar.

Der var en pæn samling af folk med forventninger, da gruppen gik på scenen. Egentlig plejer livekonstellationen at tælle tre personer, inklusive Newton, der naturligvis ER Clock DVA, men denne aften var der blot to, og med minimalt setup bestående af laptops, mixer og noget sample-trigger. Og så en stor bagskærm til video, som blev taget i brug ikke bare helt fra begyndelsen af, men lidt før, for de første minutter gik med afspillet musik og en cirkel, der - langsomt - blev farvet hvid. Man greb sig selv i at tænke, at nu måtte de egentlig godt bare se at komme i gang - en tanke, der desværre skulle vise sig at dukke op flere gange i løbet af seancen.

For i gang kom de, ganske vist, og med knivskarp produktion og en bastromme, der slog pænt i mellemgulvet - lyden fungerede godt. Men efter nogle numre meldte sig nok engang den der kom-nu-i-gang-tanke, for man stod med en fornemmelse af samme skabelon, der blev gentaget; en sekvens gik i gang, der blev tilføjet rytme og forskellige lydflader og effekter. Det lød godt, men der skete ikke rigtig mere. Musikken udviklede sig ikke meget og tenderede i flere passager regulær minimaltechno af den anonyme slags. Det var lidt en fornemmelse af at lytte til intro fra et nummer efterfulgt af intro til endnu et og så et mere.

Hertil kommer et liveshow, som må kaldes, diplomatisk udtrykt, temmelig statisk og en vokal fra Newtons side, der desværre koncerten igennem var konsekvent for lav og i flere passager druknede i musikken. Og selvom der blev arbejdet live - en passage undervejs havde nogle sync-problemer og mixet blev også mudret under et nummer eller to - så var den egentligee en-til-en liveinteraktion med musikken ikke voldsom, og der blev gjort absolut intet for at visualisere denne. Det var måske nok et konceptuelt valg, der muligvis kunne sende tankerne i retning af Kraftwerk, men det slog mig, at i koncertens bedste perioder lød Clock DVA faktisk i nogen grad som breaks i Kraftwerk-numre. Men netop breaks og altså blottet for de gode melodier og spændende arrangementer.

Jeg har det lidt skidt med at lyde så tvær og negativ, så derfor kan jeg heldigvis tilføje, at det hele løftede sig i koncertens sidste tredjedel, der i hvert fald i mine ører var afgjort mere spændende end det, der var gået forud, og der blev sluttet fint og en smule vemodigt af. Men det kom måske lidt sent, kan man sige. Jeg har, gennem årene, set de fleste af de store synth-, ebm- og industrialnavne, fra Kraftwerk til Nine Inch Nails, fra DAF til Skinny Puppy, fra Einstürzende Neubauten til Depeche Mode, fra Laibach til Crystal Castles. Alle de nævnte var bedre livenavne end Clock DVA, og med flere længder. Måske er Clock DVAs største egenskaber bare ikke på scenen, måske er det bare mig, der tager fejl.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA