x
Mac DeMarco: Store Vega, København

Mac DeMarco, Store Vega, København

Mac DeMarco: Store Vega, København

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Efter at de sidste toner er rendt ud på Mac DeMarcos nyeste udspil "Another One", kan man høre den Canadiske sanger byde på kaffe i sin nyerhvervede New Yorker-lejlighed til enhver, der nu skulle have lyst til at svinge forbi. Der er få artister, der kan slippe af sted med at udstråle så meget jordnærhed og fællesskabsånd uden at blive sat i bås som forsamlingshus-folkelig. Men DeMarco har på sin helt egen lavhumoristiske facon formået at skabe sig en plads midt imellem drengerøvsmentalitet og subkulturel hæderskroning.

Med det fjogede smil, der gav frit udsyn til de to overordentligt adskilte fortænder, gik DeMarco og band på scenen uden stor ståhej og med et ligefremt "hi guys", inden tonerne til "The Way You'd Love Her" fyldte Vegas store sal. Med den særegne ubekymrede, bumlede og flanger-fyldte lyd var der fra start kun store smil at spore både blandt publikum og band. Tillader man sig selv at smide alle facader, tør ens publikum nemlig følge trit. Der var på intet tidspunkt en distance at spore i bandets interaktion med det danske publikum. Tværtimod.

Det var et vink med en vognstang til tvivleren, at de ellers storhittende "Salad Days" og "Let Her Go" fra bandets største kommercielle succes, albummet "Salad Days", blev leveret på rutinen, i højt tempo og uden ét kig over skulderen. Til forskel var det de noget mere obskure "Ode To Viceroy" og "The Stars Keep Calling My Name", der gik bedst ind hos publikum der gladeligt tog del i hyldesten og smed cigaretter i stakkevis op til aftenens musikere.

Publikum elskede DeMarco og i tilgift forsøgte DeMarco at sprede sin gavflabede glæde ud til hele salen i et alenlangt stagedive, med gentagne lavpandede pruttelyde og skud ud til venner og bekendte (og en enkelt uægte søn). Sprang der en guitarstreng, var det ikke det store problem at holde gejsten oppe. Den løsslupne laissez-faire-attitude var smittende på hele den weekendsglade sal.

Postmodernistisk finesse

"Raise you hand, if you got a heartbeat" blev der pludseligt råbt fra scenen af guitarrist Andy White, der til publikums store forbavselse begyndte at tysse på hele salen. "But one day that heartbeat will end. This is all an illusion and I hope you're all just do your best", var Whites afsluttende kommentar, der på såre fin vis mindede om, hvorfor Mac DeMarco og band har den stjerne hos sit publikum som de har. For under overfladen af pruttelyde og præpubertære humoristiske indfald mellem numre gemmer der sig en hårdnakket tro på den postmodernistiske tese om, at intet nyt kan skabes, og at kunstens eneste formål er den pure underholdning.

Hos MacDeMarco og band bliver der ikke lagt skjul på, at det hele blot er endnu en omgang sange om forlist kærlighed. Og det er ikke den dybe tallerkens opfindere, der går på klinge med en godhjertet forhånelse af Steely Dans "Reelin' In The Years" i powermetallens tegn og en højt hævet langefinger til det konventionelle ekstranummer. Men det er saftsuseme god underholdning, især når det bliver leveret af en håndfuld velspillende musikere, der kan deres kram til fingerspidserne.

Mac DeMarco er talsmand for en generation, der for længst har lært at se igennem højglansen og blot gerne vil underholdes med velskrevne sange og højt humør. Hos Mac DeMarco og venner er det præcis den kombi, man får serveret, intet mere, intet mindre. Kan du ikke lide retten, er der ingen grund til sure miner. Det jo alt sammen bare for sjov.

Opvarmning: Dinner *****

Mutters alene og med new wave-synthede backingtracks til at lede sig på vej indtog danske Anders Rhedin opvarmningstjansen med idiosynkratiske dansetrin og en John Maus-klingende vokal. Der blev hverken sparet på tonstung bas eller absurde udbrud fra den sortklædte Rhedin, og det passede det fremmødte publikum, at festen blev skudt i gang tidligt, trods den meget store scene til blot en enkelt persons tilstedeværelse. Det var en hjemkomstens sejr og en dejligt befriende oplevelse at se, hvordan de få forventninger og den bramfri Rhedin gik op i en højere enhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA