x
Take That: Jyske Bank Boxen, Herning

Take That, Jyske Bank Boxen, Herning

Take That: Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Ida Borchersen Hansen | GAFFA

Grundet restriktioner fra Take Thats management har GAFFA desværre ingen billeder fra koncerten

Kender I det, når man har store forventninger til noget, og det så faktisk (næsten) bliver indfriet. Aftenens koncert med et af de mest succesrige boybands Take That bød på hits igennem tiden, dansemoves, guld, sprækkede bukser (leveret af Howard Donald) og ikke mindst hits fra deres seneste album, "III" (2014).

Det at komme ud til sit publikum

Hvis der er noget, Take That er kendt for ved deres koncerter, så er det deres sceneshow. Godt nok var der ikke akrobater som i deres "Circus"-turné og heller ej en 20 meter høj robot, der var en del af deres "Progress"-turné. Trioen havde valgt en mere minimalistisk sceneramme, som dog indeholdt flere niveauer, deriblandt to ramper, der førte ud til en mindre scene blandt publikum og en gimmick med kasser, der kom op af gulvet.

Scenen var sat, og uden at man rigtigt lagde mærke til det, var koncerten allerede i gang fem minutter før koncertstart. Dette skyldtes, at der var mænd og kvinder på scenen, som skulle forestille sælgere. Imens de gik rundt, var der en tydelig opbygning i musikken. Publikum dirrede med skrig og klap for at få en forløsning, og den kom med et forvrænget guitarriff, der udløste "I Like It" (2014). Gary Barlow, Howard Donald og Mark Owen kom frem i farverige jakkesæt, og koncerten var i gang. De tre sangere blev (gudskelov) ikke bare stående på deres piedestal, men ville allerede i første nummer ud på deres lille scene og hele vejen rundt til publikum. Herefter fulgte "Love Love" fra deres udvidede album "Progressed" (2011). Der var ti dansere til at lave en tight koreografi og pointere omkvædets "Love, Love", som blev sunget i en ren falset.

Take That i sit mere nostalgiske hjørne

Efter en start med nogle af deres nyere sange havde Barlow, Donald og Owen fundet "Greatest Day" (2008) frem med hjælp fra de mange tusinde mennesker, som gerne sang med. Men det seneste albums eksistens måtte ikke glemmes, og "Get Ready For It" blev en varm oplevelse, da der blev skudt flammer op i luften.

Take That har mange hits bag sig, og "Hold Up A Light" og "Patience" skulle være med i den første del af showet. Det kunne fornemmes, hvilke numre publikum bedst kendte til, da koret var større og mere intenst, end hvis det var de nyeste numre, hvor det var mere lytterbaseret.

Hvor kom det tema fra?

Et enkelt øjebliks uopmærksomhed, og trioen var forsvundet, danserne var på, og et kæmpe lærred dækkede den store scene. Det var tid til anden del af showet. Mens "The Garden" blev spillet, og en have vist på lærredet, ville man næsten tro, vi skulle i haven. Men lærredet forsvandt og bag ved det var … en havbund. Malplaceret, ja, en smule, også fordi de tre sangere var iført guld og glimmer – og der var ingen sange om vand, men flot var det.

Et af aftenens højdepunkter var, da Owen, Barlow og Donald gik ud på den lille scene og sang "Could It Be Magic" i en Barry Manilow-associerende version. Mens de stod derude, fik man virkelig respekt for teknikerne, der fik skrabet havbunden op og renset scenen for alt søgræs og vandmænd.

Blackout og følelsesforvirret

Det gik ellers så godt med sceneskiftene, men da der pludseligt bare var mørkt, og musikken var stoppet, kunne det ikke undgås at blive bemærket, også fordi koncerten herefter blev påvirket af blackouts ved resten af sceneskiftene.

Flowet mellem sangene blev også mindre flydende. "Affirmation", "The Flood" (2010) og "Flaws" (2014) blev sunget lige efter hinanden – humøret vidste ikke, hvor det skulle gøre af sig selv. Til gengæld fik den kvindelige del af publikum lidt godt at se på under "Flaws", da Owen og Donald lod Barlow om teksten og i stedet valgte at danse i løse (læs for store) hvide undertrøjer, hvor maverne lige blev luftet. Hvinene var gennemtrængende.

Enden var nær

Showets tredje og sidste del blev åbnet med 90'er-hittet "Relight My Fire", der virkelig fik publikum på tribunerne op og danse. Faktisk var alle sangene, med undtagelse af "These Days" og "Rule The World", fra 90'erne: "Pray" og "Back For Good". Hvilket trioen gennemførte udmærket.

Publikum var vilde efter at få et ekstranummer. Klap, stamp og råb skulle der til for at få Take That på scenen og fremføre "Shin" og "Never Forget". Afslutningen blev leveret med et brag af guldkonfettiregn ud over publikum.

På dette niveau i den musikalske karriere er der ikke meget at sætte en finger på Take That. Rent vokalmæssigt kunne det ikke mærkes, at sangerne er blevet mere end 20 år ældre siden deres debut, andet end at lidt livserfaring havde sneget sig ind. Danse kunne trioen skam også, hvilket publikum gav positiv respons på. Desværre blev stemningen i tredje og sidste del af koncerten lidt dysset ned, da sceneshowet her var mindre imponerende.

Kvintetten blev til en kvartet, som blev til en trio. Dette har dog ikke påvirket musikken, og selvom vi skulle have en håndfuld musikalske flashbacks til 90'ernes kvintet, var koncerten ikke skuffende. Take That er og bliver et af de største boybands – med militær præcision af timing i deres shows.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA